Selvom de fleste måske forbinder Fredericia Idrætscenter med håndbold, gymnastik og fitness, var det fredag ikke sved og sportssko, men tastetryk, headsets og digitale strategier, der fyldte hallen. Skolemesterskaberne i E-sport blev for tredje gang afholdt i byen, og i år var det med større opsætning, flere deltagere og markant mere opmærksomhed end tidligere. Rundt omkring i hallerne sad grundskoleelever fra hele landet – koncentrerede, spændte og omgivet af store skærme, kommentatorer og et studieområde, der sendte kampene live ud til Twitch-seere hjemme i stuerne.
Formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Kommune, Peder Tind (V), lagde vejen forbi og blev mødt af, hvad han kaldte en imponerende atmosfære.
– Jeg har været her en time, halvanden, og vi så blandt andet finalen mellem Vinding og Brøndby. Det var bedst ud af tre, og Brøndby endte med at vinde. Der var virkelig mange fine tilråb og en god stemning. Jeg må bare sige, at hele produktionen her er dybt imponerende. Kæmpe ros til Michael og hele teamet bag. Det har været en fantastisk oplevelse – ingen tvivl om det, sagde han.

Og det var ikke kun stemningen i hallen, der imponerede politikeren. Det store set-up med studie, bannere, brandvideoer og liveproduktion understøttede ifølge Peder Tind den ambition, Fredericia har om at være vært for 365 unikke oplevelser om året.
– Det her taler jo lige ind i vores vision. Derfor er man bare stolt som fredericianer, fordi vi går med til at tiltrække sådan et event her. Det kan være alt fra Wings for Life-løbet og Royal Run til E-sport. Det er variationen, der tæller, og det her har virkelig været vellykket, sagde han.

Highfives, jokes og tusindvis af timer bag skærmen
For eleverne var dagen også mere end bare en konkurrence. To drenge fra Bakkeskolen i Esbjerg, havde været med før og var ikke i tvivl om, hvad det gav dem.
– Vi var jo også her sidste år, hvor vi vandt. Det er meget spændende og sjovt. Jeg havde ikke regnet med, at vi kunne få lov til at spille på en stor scene i den her alder. Det er et fedt koncept, fortalte Frederik, mens hans klassekammerat tilføjede, at de “nørdede” fællesskaber også gjorde det nemmere i skolen, hvor de kunne finde sammen om noget fælles.

Det sociale aspekt var tydeligt gennem hele dagen. Der blev klappet, råbt og givet highfives, når nogen havde vundet en kamp. Men også samtalerne og grinene mellem kampene fyldte i hallerne. Drengene fra Esbjerg fortalte, hvordan deres teamwork i Counter-Strike blev båret af både disciplin og jokes undervejs.
– Når vi spiller, snakker vi mest om spillet, men vi joker også – det er altid sjovt. Vi har jo 5.000-7.000 timer i det her spil, så det bliver nærmest en naturlig del af hverdagen, sagde de med et grin.
E-sport i børnehøjde kræver store kræfter – og masser af kabler
Skolemesterskaberne blev til som et initiativ fra Kirstinebjergskolen i Fredericia, og Michael Tøffner, projektleder for eventet, var en central drivkraft. Han var tydeligt tilfreds med afviklingen.
– Det har levet helt op til vores forventninger. Vi havde en forrygende formiddag med en masse skoleelever, der lavede en masse larm her. Og vi har haft flere lokale hold med i finaleeventet, både fra Kirstinebjergskolen og Ullerup Bæk Skolen, sagde han.

Selvom ikke alle gik videre, fremhævede Tøffner den flotte indsats fra de lokale hold og glædede sig især over det fællesskab og den opbakning, som arrangementet havde modtaget.
– Fredericia Kommune har støttet økonomisk, og det har gjort det muligt at lave et setup som det her. Vi synes, det er sjovt med den showkamp, vi skal til at afvikle nu, hvor prominente gæster og spillere deltager – blandt andet Mads Kjeldgaard Andersen fra Fredericia Håndboldklub, sagde han.

Arrangementet blev kulminationen på syv ugers online kvalifikation med over 50 deltagende hold i to discipliner: Counter-Strike 2 og EA Sports FC 25. Hele dagen blev kampe sendt live med kommentatorer og professionelt produceret indhold. Men bag kulissen var det et teknisk krævende projekt, understregede Tøffner.
– Vi har brugt to dage på at sætte det op, og har fået god hjælp fra Fredericia Idrætscenter. Der er både det tekniske setup på scenen, et studie ved siden af, et netværk, der skal fungere og hele produktionen, der styrer storskærmen og livestreamen på Twitch. Det er et kæmpe arbejde, men vi er glade og stolte, afsluttede han.
Det blev en dag med skærmtid af den gode slags, hvor elever fra hele landet mødtes i Fredericia Idrætscenter for at konkurrere, grine og heppe på hinanden.