TRAFIK. Den 3. og 4. juni bliver skolegården på Ullerup Bæk Skolen forvandlet til en lærerig trafikarena, når energiselskabet OK ruller en tankvogn ind på pladsen som led i den landsdækkende kampagne OK på Vej.

Formålet er at gøre børnene mere opmærksomme i trafikken, særligt når de færdes tæt på lastbiler.

Eleverne på mellemtrinnet får i løbet af dagene mulighed for at komme helt tæt på den store tankvogn. For 6. klasserne betyder det også en tur op i førerhuset, hvor de med egne øjne kan se, hvor svært det kan være for chauffører at opdage cyklister tæt på lastbilen.

»Det er vigtigt, at børn føler sig trygge og godt klædt på til at færdes sikkert i trafikken. Vi er rigtig glade for, at vi med OK på Vej og vores besøg kan hjælpe børnene med at være ekstra opmærksomme og gøre deres ture mere sikre,« siger Christian Würtz Honoré Askjær, chauffør og en del af undervisningsteamet i OK.

Børn cykler hver dag til og fra skole, fritidsaktiviteter og hjemmet. Og netop i de år, hvor børnene begynder at færdes mere på egen hånd, typisk fra 10-12-årsalderen, stiger antallet af ulykker. Derfor er initiativer som dette vigtige, understreger Vejdirektoratet i baggrundstal.

Ud over at vise børnene, hvor lastbilens blinde vinkler er, får eleverne også praktiske øvelser, der skal forbedre deres forståelse af, hvordan de bedst placerer sig i trafikken, særligt når en lastbil skal dreje til højre.

»Når vi kommer ud på skolerne, oplever vi, at børnene faktisk bliver overraskede over, hvor lidt vi som chauffører kan se tæt omkring lastbilen. Det gør stort indtryk, når de sidder i førerhuset og opdager, hvor mange blinde vinkler der er, og den viden kan de tage med sig på cykeltur,« siger Christian Würtz Honoré Askjær.

OK’s trafiksikkerhedskampagne har rullet siden april og besøger skoler over hele landet hen over sommeren. Her til eftermiddag oplyser OK’s kommunikationsafdeling desuden, at kampagnen også lægger vejen forbi Fredericia Realskole.