SPORT. Det blev en dramatisk lørdag eftermiddag i Skjern Bank Arena, hvor hjemmeholdet til sidst kunne trække sig sejrrigt ud af bundopgøret i Herreligaen. Skjern slog Fredericia Håndboldklub 30-28 i en kamp, hvor gæsterne både havde muligheden for at køre opgøret hjem, men endnu engang faldt sammen på de afgørende tidspunkter.
Fredericia kom skidt fra land og var hurtigt bagud 5-1. Angrebsspillet hang ikke sammen, og de mange tekniske fejl blev straffet kontant. Men som vi har set før, formåede Jesper Houmarks tropper at rejse sig. Med et skifte til 7 mod 6 fik man åbnet Skjerns forsvar, og mål af blandt andre Martin Bisgaard og Mads Kjeldgaard bragte FHK tilbage i opgøret. Pludselig stod der 5-5, og momentum skiftede.
FHK fortsatte trykket, og med Sander Heieren på mål kom også de afgørende redninger. Det gav selvtillid til bagkæden, der på trods af skader viste bredde og variation. Fredericia gik til pause foran 15-13 og kunne med rette være tilfredse efter at have vendt et truende kollaps til en solid første halvleg.
Efter pausen fortsatte gæsterne det gode spil. Jonas Kruse Kristensen og Anders Kragh Martinusen fandt vej til nettet, og pludselig stod Fredericia foran med tre mål. På det tidspunkt lignede det en sejr til udeholdet, men så kom de samme gamle problemer.
En kæmpe afbrænder fra stregen, flere fejlafleveringer og et 7 mod 6-spil, der ikke fungerede, lukkede Skjern ind i kampen igen. Samtidig stod Christoffer Bonde stærkt i Skjern-målet og reddede afgørende forsøg, mens hjemmeholdets offensiv tog fat. Marcus Midtgaard viste vejen med mål fra både playmaker- og backpositionen, Jon Lindenchrone var sikker på straffekast, og Jakob Rasmussen brød igennem, da det brændte på.
Fredericia havde chancen for selv at komme foran med tre tidligere i halvlegen, men den blev forspildt. I stedet tog Skjern over, og i de sidste ti minutter virkede det, som om kræfterne slap op hos FHK. Da Jon Lindenchrone og Jakob Rasmussen scorede i de afgørende minutter, og Mads Kjeldgaard i den anden ende misbrugte en vigtig mulighed, var kampen reelt afgjort.
Slutresultatet blev 30-28 til Skjern, og for Fredericia er det endnu et dumt nederlag. Holdet viste potentiale, men igen blev manglende kynisme, skader og fejl i de afgørende øjeblikke udslagsgivende. Man vinder ikke håndboldkampe, når man taber med fire mål i en anden halvleg, hvor Skjern ikke engang var gode.
Skjern kunne dermed notere sig en vigtig sejr i en sæson, der ellers har været præget af uro og trænerfyring. For Fredericia står man tilbage med endnu et bevis på, at niveauet er der, men stabiliteten og skarpheden mangler.
Målscorere, Skjern Håndbold: Marcus Midtgaard 8, Jon Lindenchrone 7, Jakob Rasmussen 4, Bjarke Christensen 3, Morten Vium 3, Emil Bergholt 2, Jonathan Würtz 2, Joaquim Nazaré 1.
Målscorere, Fredericia Håndboldklub: Mads Kjeldgaard 5, Anders Kragh Martinusen 5, Martin Bisgaard 5, Jonas Kruse Kristensen 3, Evgeni Pevnov 3, Fredrik Mossestad 3, Kasper Palmar 2, Kasper Young 1, William Andersson Moberg 1.