Skibet er lastet med fremtid

Det starter med en filbænk.

Det er det første, Jens Færgemand vil vise frem, når han tager en besøgende med rundt på Fredericia Maskinmesterskole. Ikke fordi det er det mest imponerende, de har. Men fordi det er udgangspunktet.

»De starter med at file en plade. De har tit ikke meget kendskab til det fra hverdagen. I dag lapper man jo ikke cykler eller bruger en knallert, som vi andre gjorde. Så man starter egentlig helt fra scratch. Og så slutter de af med at lave projekter, hvor de sætter alt det i spil, som de har lært. Det er helt vildt, hvordan de rykker sig.«

Værkstedsperioden afsluttes med en fernisering, hvor familie, venner og samarbejdspartnere kan se, hvad de studerende har bygget. Teorien kommer senere. Hænderne kommer først.

Maskinmesteruddannelsen er i sin kerne en maritim uddannelse. Men det, den ruster de studerende til, er for længst vokset ud over skibssiden.

En uddannelse, der ikke findes andre steder

Maskinmesterstuderende kan komme fra tre indgange: Gymnasiet, EUX eller en erhvervsuddannelse. Kommer man fra gymnasiet, starter man på værkstedet. Kommer man med en erhvervsuddannelse, tager man først de gymnasiefag, man mangler, og møder EUX’erne og de øvrige studerende på fjerde semester. Fælles for alle veje er, at ingen slipper uden om værkstedet. Det er kernen i, hvad der adskiller den danske maskinmester fra alt andet.

»Den maskinmesteruddannelse, vi har i Danmark, er unik. Kører du til Tyskland, har de ikke el-delen med. Det hedder godt nok en marine engineer, men det er ikke det samme. Vores maskinmestre kan meget mere,« forklarer Færgemand.

Alle maskinmesterstuderende på FMS gennemgår en el-installatøreksamen. Det er en af uddannelsens store styrker og en af de ting, erhvervslivet lægger mærke til. For de industrier, der vokser hurtigst lige nu, handler stort set alle om energi, el og drift af komplekse anlæg, og maskinmesteren kender dem indefra.

»Et datacenter er næsten ligesom et skib, det er bare lastet med servere. Energiforsyning, køl, el og ventilation. Det er det samme som på et skib. Derfor er maskinmesteren virkelig eftertragtet i denne branche.«

I maskinelaboratoriet viser han rundt mellem dieselmotor, kedel og pumpestationer. Dieselmotoren skilles ad i undervisningen, stempler trækkes ud, og de studerende mærker med hænderne, hvad forbrændingsteorien beskriver med ord. Det seneste tilskud er et højspændingskoblingsanlæg, finansieret af en maritim fond. Anlægget simulerer de koblinger, der sker på datacentre og kraftværker, når strøm skifter kilde. Der er megen sikkerhed omkring det, og det er præcis pointen.

»Du kan komme til at lægge verdens største containerskib sort, fordi du laver én fejl. Det koster mange millioner i timen at ligge stille. Så man skal virkelig forstå de kræfter, der er i spil.«

Viden er en ting. At have stået ved anlægget er noget andet.

Praksis som pædagogik

Lidt over tyve procent af FMS’ studerende modtager særlig pædagogisk støtte (SPS). Størstedelen af dem er ordblinde. Det er ikke en udfordring, skolen taler udenom. Det er en af grundene til, at de gør så meget ud af at omsætte teori til praksis.

»Vores studerende er ikke altid dem, der lå øverst på karakterskalaen i folkeskolen, men kan sagtens ende med at ligge øverst på maskinmesteruddannelsen, fordi de kan se teorien i en kontekst. De er som regel praksisorienterede og har brug for at arbejde med det, de lærer om ved tavlen,« fortæller Færgemand.

Det stiller krav til undervisningen. Ikke som en eftergivelse, men som en ambition. Hvordan gør man det synligt? Hvordan får man gjort teorien forståelig, blandt andet gennem laboratorieøvelser? Det er spørgsmål, FMS arbejder aktivt med, og svaret ligger ofte i udstyret.

I kemilaboratoriet står et elektrolyseanlæg, specialudviklet til FMS. Det er lille. Det koster ifølge Færgemand adskillige hundredtusind kroner, og demonstrerer de første trin i Power-to-X-processen: elektrolyse, hvor elektricitet føres gennem vand, som spaltes til ilt og brint. Herefter kan brinten omdannes til brændstof. Pladerne bobler forskelligt afhængig af belægning. Det er synlig kemi, og det er præcis det, Færgemand er ude efter.

»Pludselig får vi omsat teorien til noget synligt. Det er det, der optager os meget, fordi vores studerende har brug for at se det ske.«

FMS er del af CEDCE-projektet Konkurrencedygtig PTX i samarbejde med blandt andre Stiesdal. Elektrolyseanlægget er ét resultat af det samarbejde. Power-to-X er en af de teknologier, den grønne omstilling hviler på, og FMS vil sikre, at deres studerende forstår den, ikke kun på papiret, men i praksis.

»Det er gold standard«

I et lokale på skolen står rækker med servere. På taget sidder solpaneler og kølekompressorer. En blå drejeknap på væggen går ned til maskinlaboratoriet, så de studerende kan koble strøm om og simulere et fuldstændigt datacentermiljø. I hjørnet står et UPS-anlæg, der holder systemet kørende, selv når strømmen svigter.

Det er Danmarks første minidatacenter bygget udelukkende til uddannelsesformål, og det begyndte med et solcelleanlæg på taget.

Da Google besluttede at bygge et datacenter i Taulov uden for Fredericia, stod de over for det samme problem som resten af branchen: der er ikke nok kvalificeret arbejdskraft til at drive anlæggene. I stedet for at vente på, at markedet løste det selv, gik de til FMS. Hvad der begyndte som støtte til udvikling af et valgfag udviklede sig over flere donationsrunder til et fuldt udstyret minidatacenter med kontrolrum, højspændingsanlæg og simuleret nødstrøm.

»Samarbejdet med Google har skudt en udvikling i gang og medført muligheder, som vi ellers ikke havde fået. De har troet på os, og vi har vist dem den tillid,« fortæller Færgemand.

Tilliden er siden blevet bekræftet udefra. En medarbejder fra Google, der er ansvarlig for uddannelsen af teknikere i Europa og Afrika, besøgte for nylig skolen. Han havde set tilsvarende faciliteter i USA. Hans vurdering var entydig.

»Han sagde: Det her er gold standard. Det findes ikke andre steder. Og det bliver man stolt af at høre.«

Nu planlægger Google et trainee-forløb for nyuddannede håndværkere fra hele Europa. Første stop bliver Holland og Finland. Andet stop bliver Fredericia, to uger, fordi det er her kompetencen er. FMS arbejder desuden på en efteruddannelse på akademiniveau inden for drift og datacentre, og er i dag en central aktør i det europæiske samarbejde CEDCE, der samler otte lande og ti brancherepræsentanter om fælles standarder for datacenteruddannelse.

Automation, 3D-print og et skib på en meter og firs

I automationslokalet er der en 3D-printer i gang. I en krog vokser et skib frem af plastik, en meter og firs fra stævn til agterstavn. Det er ikke et skoleprojekt i traditionel forstand. Det er en konkurrence.

FMS og SIMAC i Svendborg bygger hvert sit skib. Samme opgave, forskellig løsning. Når begge er færdige, mødes de på en bane ved havnen i Svendborg. Motor i, styringen programmeret, og så ned til vandet. Hurtigste skib vinder.

»Vi håber på sigt, at det kan blive som det, universiteterne gør med racerbiler. De her battles med skibene kan også være med til at udvikle autonom sejlads,« forklarer Færgemand.

Det er den slags projekter, der opstår, når engagerede undervisere får plads til at tænke ud over pensum. Færgemand er den første til at sige, at initiativet ikke kommer fra ledelsen. Det kommer fra dem, der underviser.

Automationsteknologuddannelsen udbydes i samarbejde med UCL i Odense. De to uddannelser bor side om side på FMS og deler undervisere og udstyr. Det betyder, at maskinmesterstuderende og automationsteknologer arbejder i samme miljø og trækker på hinandens fagligheder. Færgemand kalder det videngrundlag. I en produktionsvirksomhed ville man kalde det produktionsapparat. Pointen er den samme, for jo bredere fundament, jo stærkere uddannelse.

Men fundament handler om mere end udstyr og teknologi.

Nærhed som konkurrenceparameter

På væggen hænger fire plakater. Faglighed. Innovation. Nærhed. Engagement. Det er skolens værdier. Færgemand bruger dem ikke som dekoration. Han bruger dem som arbejdsredskaber, og han vender tilbage til dem flere gange undervejs i rundturen.

Faglighed er det mest synlige. Det er det, udstyret viser, det er det, Google-samarbejdet bekræfter, og det er det, dimittenderne bærer med sig ud. Men Færgemand dvæler længst ved nærhed.

»Vi er ikke større på vores tre lokationer, end vi kender vores studerende. Og det er noget, virksomhederne efterspørger. De siger bare: Lav dem til maskinmestre, som I plejer, og lær dem at samarbejde. Det er det vigtigste.«

Det lyder enkelt. Det er det ikke. At fastholde nærhed på tre campusser, mens man samtidig vokser internationalt og udvikler nye uddannelsesområder, kræver en bevidst indsats. FMS har lektiecafé, studiegrupper på tværs af semestre og ældre studerende, der hjælper yngre med at finde fodfæste.

Færgemand vil styrke det yderligere. I gården planlægges et nyt fælleshus, der skal erstatte den nuværende fredagsbar på første sal og skabe et rum, der er tilgængeligt hele døgnet, som et slags cafémiljø. Et sted, studerende mødes på tværs, og ikke kun fredag eftermiddag, men når som helst.

»Vi har et sindssygt godt miljø med de studerende, hvor de er hamrende gode til at hjælpe hinanden. Det vil vi gerne gøre endnu mere ud af.«

Et maritimt hjerte på land

Fra vinduet kan man se ned mod havnen. Storebror er skipper på en slæbebåd dernede, og Færgemand kan indimellem nyde at komme ombord på skibet. Hans oldefar var færgemand. Hans farfar sejlede fragt med en tremastet skonnert.

Han selv sejlede i en del år, inden han gik i land og til sidst endte som rektor på den skole, der uddanner dem, der skal sejle efter ham.

»Man er bare med til at være en del af noget større. Det er fantastisk at stå i spidsen for en uddannelsesinstitution, der er maritim i sin kerne, men som rækker ind i alt fra kraftværker til Googles datacentre.«

Maskinmesteruddannelsen har altid haft havet som sit udgangspunkt. Men havet har aldrig været dens grænse. Fredericia Maskinmesterskole uddanner folk, der kan holde et datacenter kørende, styre en kedel, forstå hvad der sker når elektrificering ændrer nettet, og om nødvendigt tage vagten på et skib.

Det er en usædvanlig bredde for en institution på denne størrelse, i denne by.

Rundturen slutter, hvor den begyndte. Ikke ved filbænken, men i den samme tankegang. At man lærer ved at røre ved tingene. At man forstår systemet ved at skille det ad. At man bygger noget op, sten for sten, semester for semester, og at man aldrig er helt færdig.

Det begynder stadig med en filbænk. Det slutter et sted, ingen endnu kan se konturerne af.