Fredericia Idrætscenter summede af energi og spænding, da Peder Tind fra Venstre trådte ind af døren for at stemme sammen med sin hustru og børn. Der blev hilst til alle sider, hvor han blev genkendt af mange, mens han banede sig vej mod stemmelokalet.
Ved sidste valg var det lige ved og næsten. Denne gang håber Peder Tind på, at det lykkes:
»Nu gælder det, Fredericia«, siger han stille, men fast.

Men uanset hvordan resultat bliver, når det kendes om få timer, så vil Tind kæmpe videre for Fredericia. Han føler, at hele holdet i Venstre har leveret en fantastisk valgkamp, og roser dem alle:
»Vi har været derude, og vi har talt med så mange folk. Jeg fornemmer, at der er en stor opbakning. Men som jeg sagde i går, så er jeg ydmyg overfor vælgere«, forklarer han, mens han bliver afbrudt af folk, der vil hilse på ham. Hans energi vokser i takt med de mange håndslag og rygklap, da han endelig kommer ind for at kunne aflevere sin stemme.
De sidste timer skal bruges på at snakke med folk, men klokken 20 begynder spændingen for alvor at melde sig. Her vil Peder Tind tage ned på Tøjhuset, hvor alle politikerne samles.
»Jeg er forberedt på en lang aften og nat, så må vi se, hvad Fredericia har besluttet«, slutter han ydmygt.













