Mandag blev en 24-årig mand fra Kolding idømt en straf på et år og seks måneders fængsel ved retten i Esbjerg – for voldtægt af fire børn under 15 år. Det ryster retsordfører Karina Lorentzen, SF, som mener at straffen er alt for lav.

– Jeg har ikke læst dommen, men det her virker urimeligt lavt i forhold til at ødelægge fire børns liv. Jeg mener, at hvis regeringens varslede strafreform skal hæve straffen for personfarlig kriminalitet, så bør det her klart være et område, der kandiderer til det. Min påstand er, at det her kan ingen forstå, siger hun.

Hun vil nu bede justitsministeren om at forholde sig til sagen, men det får hende også til at gentage behovet for gratis psykologhjælp til ofre for seksuelle overgreb og vold.

– Det bør ikke koste nogen at genskabe deres liv efter et alvorligt overgreb. Men der er 40 procent egenbetaling på psykologhjælp, og hvis vi vil hjælpe ofre, skal det være gratis. Mange ofre for overgreb kommer til at kæmpe med senfølger senere i livet, forklarer Karina Lorentzen.