Næstformand i Teknisk Udvalg, Karsten Byrgesen, retter en skarp kritik mod SF i sagen om Sydtrafik, hvor en beslutning om at fjerne spilreklamer på busser ikke blev fulgt op.

I 2022 tog SF sagen om, at de vil have fjernet spilreklamer på busserne op i byrådet. Sagen blev sendt videre til Teknisk Udvalg, som ville sende den videre til Sydtrafik. Den henvendelse kom dog aldrig, og først nu, efter AVISEN skrev om sagen, er der rettet henvendelse til trafikselskabet.

Byrgesen mener, at SF burde have sikret, at sagen blev gennemført, da de selv var med til at fremføre forslaget og få det vedtaget i byrådet.

– Jeg ser det ikke som noget forfærdeligt, men jeg synes, det er underligt, at SF har valgt ikke at følge op på deres egen udtalelse. Det kan jeg konstatere, siger Byrgesen, som understreger, at det er en fælles opgave at sikre, at beslutninger, som er truffet af byrådet, bliver ført ud i livet.

Byrgesen pointerer, at politikerne ikke bare kan vende ryggen til en beslutning, når den er blevet vedtaget, men har en forpligtelse til at følge op og sikre, at den bliver effektueret.

– Jeg følger selv op på tingene. Jeg spørger, hvordan det går med at få afsluttet det ordentligt? Man kan som politiker ikke bare vende ryggen til og sige, at nu klarer resten sig selv. Hvis man gør det, kan der ske det, der er sket her, siger Byrgesen.

SF’s Connie Maybrith Eden mener ikke, at det var op til hende at følge sagen til dørs.

– Jeg har en forventning om, at når byrådet træffer en beslutning, så handler man også på det. Når byrådet giver det videre til fagudvalget, forventer jeg, at de følger op. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig andet. Så når det bliver overdraget, er det jo bare meningen, at det skal udføres, forklarer Eden.

En sag opdaget ved en tilfældighed

Sagen om Sydtrafik blev først opdaget, da AVISEN tilfældigvis gjorde opmærksom på, at beslutningen om at fjerne spilreklamerne ikke var blevet gennemført. Det finder Byrgesen stærkt problematisk:

– Det bør ikke være sådan, at det opdages tilfældigt, forklarer Byrgesen og påpeger, at det understreger behovet for bedre procedurer i kommunen.

Byrgesen er åben for at kigge nærmere på kommunens interne procedurer for at undgå, at lignende fejl sker igen. Han mener, at procedurerne burde være tilstrækkelige, men erkender, at der måske er behov for en skærpelse:

– Jeg tror, at procedurerne burde være på plads. Hvad der er sket i denne sag, ved jeg ikke, men der burde være systemer, der sikrer, at noget som dette ikke sker. Det er en meget uheldig situation, slutter Byrgesen.