At være en del af Seniorrådet i Fredericia har været en lærerig, men desværre også frustrerende oplevelse. Jeg havde håbet at bidrage positivt til et forum, hvor fremtidens ældrepolitik blev taget alvorligt, men måtte konstatere, at virkeligheden var præget af manglende handlekraft, tvivlsom økonomistyring og en tilgang, der ofte virkede mere politisk end saglig.
Med store ændringer på vej i både ældreloven og sundhedslovgivningen, hvor borgerinddragelse, forebyggelse og valgfrihed skal være omdrejningspunktet, burde Seniorrådet i Fredericia være en aktiv og skarp medspiller. Desværre sker der meget lidt. Ingen konkrete forslag, ingen tydelige handlingsplaner og ingen synlig forberedelse på de reformer, der kommer til at præge hverdagen for vores ældre.
I stedet glædes man over små teknologiske fremskridt som robotstøvsugere og digitale møder, uden at tage fat på de store, nødvendige diskussioner.
På det økonomiske område er der grund til bekymring. Et budget på 125.000 kr. blev fremlagt kortvarigt uden bilag, forklaringer eller efterfølgende dokumentation. Midler fra det tidligere “SeniorNyt” magasin omkring 100.000 kr. står på en særkonto, hvor kun én person, der endda er langtidssyg, har adgang. Disse midler burde som udgangspunkt være håndteret med langt større gennemsigtighed, især da de stammer fra en kombination af kommunale midler og annonceindtægter.
Ydermere blev der truffet beslutning om at bruge 77.000 kr. på et medieprojekt uden udbud og med tætte relationer til formandsskabet. Det rejser spørgsmål om habilitet og ansvarlig forvaltning. Man kunne ønske sig en langt større åbenhed og professionalisme omkring økonomien.
Et konkret eksempel på rådets interne kultur var, da jeg som medlem af synlighedsudvalget blev kritiseret for at dele billeder fra en relevant aktivitet på Seniorrådets Facebook-side, fordi de ikke var blevet godkendt af formanden. Fokus bør være på borgerne, ikke på intern kontrol og magtkampe.
Hvis lovgivningen om Seniorråd ikke eksisterede, er det min vurdering, at rådet i sin nuværende form næppe ville blive savnet. Arbejdsklimaet var præget af mistillid og skjulte dagsordener, og det var ikke muligt at arbejde konstruktivt for byens ældre.
Når man endda oplever, at et medlem i en uformel pause åbent fortæller om hans omgåelse af reglerne for ældrechecken, står det klart, at rådet har behov for en grundlæggende forandring. Jeg forlod Seniorrådet med ryggen rank, men også med en klar overbevisning: Fredericias ældre fortjener en langt bedre indsats.
Byrådet bør nøje overveje, hvordan vi sikrer reel inddragelse, gennemsigtighed og ansvarlighed fremadrettet, ligesom forvaltningen bør tage hånd om den måde, midlerne administreres på.