Erik tog den 25. juni 2025 på besøg i Garnisonskirken, Sct. Michaelis Kirke. I en samtale med Garnisons- og Sognepræst Kristoffer Bruun Simonsen søgte han at komme tættere på Kristoffers og Sct. Michaelis Kirkens egne refleksioner og eftertanker over 6. juli-dagenes betydning.
HISTORIE. Når man træder ind i Garnisonskirken i Fredericia, mærker man straks en næsten andægtig stilhed. En stilhed, der ikke blot skyldes rummets størrelse eller de gamle mure, men en stilhed, der rummer historiens vingesus. Det er, som om fortiden er trådt ind i nutiden og venter på at blive fortalt igen. Garnisons- og sognepræst Kristoffer Bruun Simonsen åbnede dørene til Garnisonskirken kort for 6. juli i år med et smil, der signalerer, at her er en mand, som lever med og for historien. Hele samtalen med Kristoffer Bruun Simonsen kan du se og lytte til sidst i artiklen.
»Velkommen indenfor,« siger Kristoffer med varme i stemmen. Vi er tilbage i slutningen af juni måned, hvor jeg havde en samtale med Kristoffer om 6. Julidagenes betydning for os og for kirken. Selvom det nu er en måned siden, at årets 6. julidage fandt sted, så lever fortællingen stadig i Garnisonskirken. Ikke fordi vi bogstaveligt træder tilbage i historien, men fordi Kristoffers levende ord og nærværende gestikulationer gør fortiden nærværende.
Han lader døren stå på klem lidt længere, end han egentlig behøver, som om han inviterer historien ind i kirken endnu engang. Sammen bevæger vi os op gennem kirkeskibet, og han stopper op og kigger ned langs bænkerækkerne, før han siger:
»Det var lige her, at 22 dræbte danske officerer var placeret for enden af bænkerækkerne under begravelsesceremonien den 8. juli 1849. De var stillet op langs rækkerne her, og hele kirkerummet var dengang fyldt af en sorg, vi næppe kan forestille os i dag. Og lige der fremme stod general Ryes kiste.«
Hans ord efterfølges af en pause, hvor stilheden får lov til at understrege alvoren. Kirkerummet, der ellers ofte er fyldt med tale og sang, synes lige nu at genkalde mindet fra for en måned siden, hvor navne blev læst op, og røde og hvide nelliker symbolsk blev båret ud af kirken.
»Når hvert enkelt navn bliver nævnt, er det for at understrege, at bag hvert navn står en historie, et liv, en familie, der mistede nogen alt for tidligt,« forklarer Kristoffer og tilføjer, at øjeblikket står tydeligt for ham. »Det er stadig stærkt at tænke på.«
Han beskriver detaljen med nellikerne, der symboliserer både liv og død, blod og fred, og som bæres gennem byen op til Krigergraven ved Trinitatis Kirke:
»Traditionen med at bære nellikerne ud af kirken genoptog vi i 2018, og den minder os om, hvordan vi som by er forbundet til vores fortid. Det er vigtigt, at traditionen bliver holdt i live af os alle sammen, fordi historien netop er fælles. Betydningen af dem er lige så vigtig i dag,« siger Kristoffer med den eftertænksomhed, der kendetegner ham.
Netop det er måske årsagen til, at 6. julidagene lever videre, også længe efter ceremonierne er slut – fordi mennesker som Kristoffer Simonsen sørger for, at historien aldrig helt får lov til at slippe vores tanker.
Kristoffer satte sig ned i kirkerummet, og hans blik vandrede rundt i lokalet, som om han genkaldte billederne fra dengang. Med rolige bevægelser tegnede han omridset af en fortælling, der stadig kunne mærkes i luften. Hans ord fik kirkerummet til at virke større, dybere, mere levende. Det var ikke svært at se ham for sig, da han også beskrev den særlige aftengudstjeneste, der finder sted den 5. juli.
»Den gudstjeneste holder jeg utrolig meget af,« fortalte han med blikket vendt mod kirkens midtergang. »Den har været afholdt hvert eneste år siden 1849, og det er som om, historien selv tager del heri. Man mærker historiens vingesus helt fysisk.«
Han beskriver i samtalen, hvordan det føltes at stå i døren og se fanen blive båret ind med værdighed og respekt, mens menigheden rejste sig. Det er en oplevelse, der har sat sig dybt hos ham, som om noget næsten fysisk havde sat sig fast i kirkerummet.
Erindringen om sidste års fejring stod ligeledes klart i Kristoffers hukommelse. Han huskede stadig følelsen af ærefrygt og stolthed, da majestæten selv, Hendes Majestæt Dronning Margrethe, havde taget plads i logen og overværede hele Mindegudstjenesten d. 6. juli 2024.
»Det var meget stemningsfuldt. Det betød utroligt meget for alle,« sagde han, og hans stemme afslørede, at det ikke blot var højtideligheden, men også fællesskabet omkring den, der havde gjort stort indtryk på ham.
Hvorfor var disse ceremonier og mindegudstjenester så afgørende vigtige?
Kristoffer tøvede ikke med svaret, og hans alvor i stemmen understregede vigtigheden af det, han sagde.
»Som garnisonskirke er det vores opgave at minde om, hvilke skuldre vi står på. De mennesker, der dengang kæmpede og gav deres liv, gjorde det for vores frihed, vores værdier og den fred, vi nyder godt af i dag. At mindes dem er en måde at ære dem og takke dem på.«
Ordene hang et øjeblik i luften, og Kristoffer blev stille. Man fornemmede tydeligt, hvordan hans ord fik ekstra tyngde, når han samtidig talte om nutidens urolige verden.
»Freden, som vi ofte tager for givet, er skrøbelig,« fortsatte han eftertænksomt. »Når vi mindes krigen i 1849, mindes vi samtidig om, hvor vigtig freden er at værne om. Især i en tid som nu, hvor uroen kan mærkes tydeligt.«
Det var netop den refleksion, som Kristoffer og kirken – i samarbejde med 6. Juli Komiteen – havde forsøgt at løfte endnu tydeligere frem under mindegudstjenesten den 6. juli om refleksionen over “Sejrens Pris”, som ikke alene gælder vore egne faldne, sårede og efterladte, men også den daværende fjendes faldne, sårede og efterladte. En eftertanke som i forbindelse med 175års Jubilæet for Udfaldet fra Fredericia i 2024 havde givet anledning til, at 6. Juli Komiteen tog initiativ til at invitere repræsentanter fra Slesvig-Holsten med til at deltage i en fælles markering ved den Schleswig-Holstenske fællesgrab på Sct. Michaelis Kirkes Kirkegård d. 5. juli. Det var første gang i 175 år, at det skete. En ny supplerende tradition var skabt, i forsøget på at gøre mindehøjtidelighederne omkring 6. juli-dagene endnu mere meningsfulde, mindeværdige i en nutidig kontekst.
»Vi taler om fjender, men egentlig handler det jo om medmennesker. Under borgerkrigen kunne familier pludselig stå på hver sin side af fronten. Det viser, hvor vigtigt det er, at vi ser hinanden som mennesker og ikke fjender,« forklarede Kristoffer med rolig stemme.
Hans budskab er klart: det kristne ideal om forsoning og medmenneskelighed skal fastholdes med større kraft end nogensinde før.
»Vi skal se hinanden som mennesker. Det handler om værdighed og respekt, uanset hvilken side man står på,« sagde han, og henviste til astronauten Andreas Mogensens ord – under talen som Æresgæt i 2024 fra balkonen på Meldahls Rådhus på Bülows Plads – om, at når man ser på jorden udefra, så findes der ingen grænser – kun mennesker.
Kristoffer kiggede nu længere frem i tiden, og hans optimisme var tydelig, selv om alvoren stadig var nærværende.
»Jeg tror på, at vi vil blive ved med at mindes. Historien gentager sig aldrig helt, men den rimer ofte. Derfor skal vi blive ved med at spørge os selv, hvad vi er villige til at kæmpe for i dag. Det er en vigtig samtale at have med hinanden.«
Kristoffers ord blev hængende i luften, selv efter han var færdig med at tale. Det var, som om kirkerummet selv lyttede med og vidste, at fortællingen aldrig måtte stoppe helt. For som Kristoffer Bruun Simonsen understregede, var Garnisonskirken mere end blot et monument over fortiden. Den er levende historie, der bliver holdt i live af mennesker som ham selv – netop for at minde os alle om, at fred og frihed ikke blot er noget, der var, men noget, der stadig skal passes på og værnes om hver eneste dag.
