Fredericia er en by med potentiale, men også med for mange fastlåste strukturer. Det mener byrådskandidaterne Jan Riisager (Venstre) og Søren Andersen (Det Konservative Folkeparti), som i et længere interview med Sydavisen fremlægger et fælles bud på, hvordan erhverv, borgerliv og politik kan bringes tættere på hinanden – og hvordan byen kan genvinde troen på sig selv.
Samtalen mellem de to kandidater og avisen bevæger sig fra det humoristiske til det højpolitiske. De to stiller op til valget med smil på læben – og med neglelak på fingrene. Et symbol, siger de, på at politik også handler om menneskelighed og mangfoldighed. Men under overfladen ligger et alvorligt budskab: Fredericia skal gøres fri af sit eget bureaukrati.
»Vi ville vise, at politik ikke behøver være gråt og stramt. Man må gerne turde vise lidt kant og farve. Men når det så er sagt, så mener vi alvorligt, at der skal ske et opgør med den måde, tingene bliver styret på i dag,« siger Søren Andersen.
Erhvervslivet skal ikke kvæles i papirarbejde
For de to kandidater begynder forandringen med erhvervslivet. Business Fredericia er ifølge begge partier et af byens vigtigste aktiver – og en motor, som ikke må parkeres i kommunens maskinrum.
»Det vil være en fejl at gøre Business Fredericia til en kommunal enhed. Den uafhængighed, der har gjort dem succesfulde, vil forsvinde. Det er jo netop, fordi de har kunnet arbejde frit, at der er kommet nye virksomheder til byen,« siger Jan Riisager. »Lægger man det ind i kommunen, drukner det hele i sagsgange og høringer.«
Søren Andersen uddyber: »Da jeg kom til byen, var der flere erhvervsforeninger, som hver talte deres eget sprog. Fusionen til Business Fredericia skabte en samlet stemme for erhvervslivet – en model, som mange andre byer misunder os. Derfor er det helt centralt, at vi bevarer armlængdeprincippet. Kommunen skal understøtte, ikke overtage.«
Vejarbejder og manglende overblik
Hvis der er ét emne, som får begge mænd til at ryste på hovedet, er det vejarbejderne. De kalder det »et billede på, hvad der sker, når der ikke er overblik.«
»Hvor mange gange har vi ikke set, at der bliver gravet det samme sted op flere gange på et år?« spørger Søren Andersen. »På Nørrebrogade gravede man først op til ét projekt, lukkede igen – og kort efter kom det næste. Det koster virksomhederne penge, og det generer borgerne. Det er spild af tid og ressourcer.«
Jan Riisager istemmer: »Der burde laves en årlig anlægsplan, som koordineres mellem alle afdelinger og med erhvervslivet. Det kan ikke passe, at der ikke findes en samlet trafikplan. Det er planløshed forklædt som aktivitet.«
De to politikere peger på, at manglende koordinering ikke kun handler om gener for bilister, men også om tabt handel og dårligt image. »Når man lukker Danmarks Port midt i julehandlen, rammer det hele midtbyen. Den slags beslutninger kunne undgås, hvis man tænkte længere frem,« siger Riisager.
Bureaukratiet skal trimmes – og medarbejderne have ansvar
Begge kandidater understreger, at deres kritik ikke er rettet mod kommunens ansatte, men mod strukturerne.
»Vi har dygtige medarbejdere i kommunen. De ved, hvad de laver. Men de får ikke lov til at tage lederskab. De bliver stoppet af regler, kontrol og møder,« siger Riisager. »Giv dem tillid og mandat – så vil de blomstre.«
Søren Andersen tilføjer: »Man skal ikke have ti møder for at træffe én beslutning. I erhvervslivet ved vi, at to møder er nok, hvis man ved, hvad man vil. Det skal være muligt at handle – ikke bare drøfte.«
Borgerinddragelse og fælles retning
På spørgsmålet om, hvordan borgerne skal tages med på råd, svarer Riisager: »Lav borgergrupper. Få input fra folk, der faktisk lever i byen. De ved, hvor skoen trykker – om det handler om trafik, byrum eller handicapadgang.«
Andersen foreslår, at man udnytter de eksisterende organisationer bedre: »Ældresagen, cyklistforbundet, handelslivet – de har viden, kommunen bør bruge. Man behøver ikke opfinde nye strukturer, man skal bare lytte til dem, der allerede er aktive.«
Begge ønsker en mere langsigtet planlægning. »Man kan ikke bygge en by fra dag til dag. Der skal laves en tiårsplan, som alle kender og bakker op om – både erhverv, borgere og foreninger,« siger Riisager.
Kanalbyen og kulturhuset: drømme og realiteter
Et centralt tema i valgkampen er udviklingen af Kanalbyen og det planlagte kulturhus. Her ser de to politikere både muligheder og faldgruber.
»Et kulturhus, der rummer musical, museum og bibliotek, vil kunne skabe liv i havnen og trække turister. Men man skal passe på, det ikke bliver et prestigeprojekt uden drift,« siger Riisager.
Søren Andersen er enig, men mere skeptisk: »Jeg har set, hvordan store kulturbyggerier i andre byer ender som økonomiske mareridt. Se bare Elbphilharmonien i Hamborg – budgettet blev overskredet ni gange. Hvis vi bygger noget, skal det kunne bruges hver dag og drives bæredygtigt. Måske kan man tænke det sammen med biblioteket, så der er liv året rundt.«
Han peger samtidig på behovet for investeringsvillige aktører: »Man skal kunne tiltrække solide bygherrer og fonde. Det kræver ro, seriøsitet og troværdighed. Uroen i byrådet skræmmer investorer væk.«
En perle, der skal poleres
Begge er enige om, at Fredericia har kvaliteter, som alt for få kender. »Vi skal brande byen bedre. Vi har musical, teater, voldanlæg, havn, historie – og et stærkt erhvervsliv. Det er jo en perle. Vi skal bare have den til at glimte,« siger Andersen.
Riisager supplerer: »Fredericia har længe været en by, man kører forbi. Vi skal være en by, man stopper i. Det kræver investeringer, mod og et fælles narrativ. Vi må hæve blikket over kommunegrænsen og samarbejde med resten af Trekantområdet.«
Socialøkonomi og arbejdskraft: alle skal med
Når talen falder på social og økonomisk diversitet, bliver Riisager særlig engageret. »Jeg har et netværk, der arbejder med socialøkonomisk drift. Vi hjælper mennesker, der har været ude af arbejdsmarkedet, tilbage i job – to timer, fire timer ad gangen. Det virker. Det giver værdighed og selvrespekt. Den model skal Fredericia bruge mere aktivt.«
Han foreslår, at kommunen frigør en pulje, hvor beslutninger kan træffes hurtigt: »Drop papirbunkerne og se resultaterne. Efter et par år kan man måle, hvor mange der er kommet i arbejde. Det er langt mere effektivt end endnu et udvalgsreferat.«
Andersen nikker: »Min far var selv handicappet. Jeg har set, hvad det betyder, når man får chancen for at bidrage. Vi skal vise, at handicap ikke er en barriere, men en styrke. De mennesker har ofte en vilje og skarphed, der kan løfte virksomheder.«
Han peger også på Fredericias særlige styrke på området: »Byen har blinde- og døveinstitutioner, der fungerer forbilledligt. Det skal vi bygge videre på. Inklusion er ikke et modeord – det er god økonomi og sund fornuft.«
Skoler, ansvar og økonomisk mådehold
Når samtalen bevæger sig mod kommunens drift, er der enighed om én ting: Det handler om prioriteringer. »Man kan ikke have en skole bygget til 180 elever og proppe 320 ind. Det siger sig selv, at det går galt,« siger Riisager. »Giv skolerne deres eget budget og frihed til at disponere. De kan godt – de har gjort det før.«
Andersen tilføjer: »Vi vil gå til opgaven med ydmyghed. Hver krone skal behandles, som var det ens egne. Det handler om ansvarlighed, ikke symbolpolitik. Hellere en ekstra sosu end en ny badebro.«
Begge understreger, at de ser politik som et tillidshverv, ikke en karriere. »Vi lever ikke af politik. Vi vil bidrage med vores erfaring og netværk, ikke leve af det,« siger Andersen. »Og vi vil måles på resultater, ikke på pressefotos.«
Valgkampens klima: for meget personfnidder, for lidt indhold
De to kandidater lægger ikke skjul på, at de er trætte af tonen i valgkampen. »Det handler for meget om personer og for lidt om idéer. Man udskammer hinanden, i stedet for at tale om, hvad man vil gøre for byen,« siger Riisager. »Vi mangler visioner – og politikere, der tør stå på mål for noget.«
Andersen supplerer: »Jeg er enig. Vi behøver ikke være borgmesterkandidater for at have indflydelse. Hvis vi kan bidrage til, at byen hæver sig, er det rigeligt. Vi skal fokusere på det, vi er enige om – ikke konstant lede efter uenigheder. Det er sådan, man skaber resultater.«
Et glimt af diversitet midt i valgkampens alvor
Da Riisager og Andersen møder op til interviewet, falder det straks i øjnene: Begge har neglelak på. En detalje, men for de to mænd et bevidst signal om, at politik ikke kun handler om økonomi og anlægsplaner – men også om rummelighed, identitet og evnen til at turde vise noget andet end den klassiske, maskuline facade.
»Vi fik faktisk at vide af flere, at vi skulle gøre lidt mere ud af vores feminine side. Og det tog vi alvorligt,« fortæller Søren Andersen med et smil. »Det handler ikke om at lave sjov, men om at vise, at vi tør være mennesker. Diversitet handler om meget mere end køn og baggrund – det handler om at give plads til hele paletten af, hvem vi er.«
Jan Riisager supplerer: »Når man tør stille sig frem og sige: ’Jeg er ikke kun erhvervsmand eller kandidat, jeg er også bare Jan’, så sender det et signal om frihed. Om, at man godt kan være seriøs og samtidig have farve på neglene. Det er netop den åbenhed, vi mangler i politik.«
For dem er neglelakken derfor blevet et symbol på et bredere budskab – et opgør med forestillingen om, at politik skal være alvorligt for at være ægte. »Hvis vi som mænd i jakkesæt kan møde op med neglelak og et smil, så kan andre måske også turde stå frem, som de er. Det er i virkeligheden det, diversitet handler om: frihed, respekt og modet til at være sig selv,« siger Andersen.
Fredericia skal turde tænke nyt
Begge håber, at valget kan blive en anledning til at gentænke samarbejdet mellem politikere, erhvervsliv og borgere.
»Vi skal have mod til at prøve nyt. Hvis man altid gør, som man plejer, får man det samme resultat. Fredericia har alt, hvad der skal til – men vi skal turde slippe tøjlerne lidt,« siger Riisager.
Andersen afslutter: »Vi vil gerne have, at folk ser os som to, der tænker bredt. Vi vil bygge broer – ikke grave grøfter. Hvis vi kan gøre Fredericia lidt friere, lidt mere dynamisk, og lidt mere stolt, så har vi gjort vores arbejde.«
