KRIMI. For tredje gang inden for kort tid har tyve været på værktøjsjagt i Fredericia. Onsdag til torsdag modtog Sydøstjyllands Politi anmeldelser om tyverier fra to varebiler, hvor der i det ene tilfælde alene blev stjålet værktøj for mellem 50.000 og 70.000 kroner.

Vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd oplyser, at tyvene i begge tilfælde fik adgang til bilerne ved at klippe hul i sidedørene. En fremgangsmåde, politiet også tidligere har oplevet i lignende sager i Fredericia.

– Den her gang har tyvene klippet hul i sidedørene på bilerne, hvorefter de har fjernet diverse el- og håndværktøj, siger Arno Rindahl Petersen.

Det første af tyverierne skete på Prangervej nær Hannerup Kirke. Her gik det ud over en varebil, der fik klippet hul i sidedøren, hvorefter gerningsmændene slap væk med værktøj til en værdi af mellem 50.000 og 70.000 kroner. Tyveriet fandt sted mellem onsdag kl. 08.00 og torsdag morgen kl. 06.30.

Det andet tyveri fandt sted på Norgesgade i tidsrummet mellem onsdag klokken 21.00 og torsdag morgen kl. 06.40. Her var fremgangsmåden den samme – tyvene klippede hul i sidedøren og slap væk med både el- og håndværktøj. Her er den præcise værdi af det stjålne endnu ikke opgjort.

Flere tilfælde på få dage

De seneste hændelser følger tæt på lignende tyverier fra sidste weekend, hvor tre varebiler blev udsat for indbrud på Avlsbrugervej og Thorvaldsensvej i Fredericia. Ved den lejlighed blev der blandt andet stjålet elværktøj for omkring 50.000 kroner fra en enkelt varebil, mens politiet endnu ikke havde det fulde overblik over værdien af værktøjet i de andre to tilfælde.

Vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen vurderede dengang, at det var nærliggende at tro, at samme gerningspersoner kunne stå bag flere af tyverierne.

– Vi har dog ikke noget nærmere på hverken køretøj eller mistænkte lige nu, sagde han.

Tidligere på måneden modtog Sydøstjyllands Politi desuden en anmeldelse om et lignende tyveri fra en varebil i Dronningensgade. Her havde tyvene også skåret hul i begge bilens sidedøre og stjålet værktøj til en værdi af cirka 100.000 kroner samt en mindre mængde kontanter.

Sydøstjyllands Politi har tidligere opfordret håndværkere og andre ejere af varebiler til at sikre deres køretøjer ekstra grundigt mod tyveri. 

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer