Annonce

SPORT. Der er endnu en lille uge, før spillerne i Fredericia Håndboldklub officielt begynder opstarten, men flere af klubbens nye profiler er allerede begyndt at finde vej til byen. Én af dem er den spanske stregspiller, 26-årige Rolando Uríos González, som allerede er godt på plads i Fredericia sammen med kæresten.

»Rejsen var rigtig lang,« fortæller Rolando med et smil og fortsætter:

»Vi kørte hele vejen i bil fra Spanien og brugte tre dage på det. På turen herop var vi blandt andet omkring Paris og Düsseldorf, men nu er det dejligt at være ankommet.«

Rolando og kæresten er allerede kommet godt på plads i deres nye lejlighed, og den spanske håndboldspiller har allerede været på opdagelse i byen.

»Alt er perfekt. I går var jeg nede i byen og shoppe, og Fredericia virker som en rigtig dejlig by,« siger Rolando.

Kort ferie før flytningen

Annonce

Selvom håndboldspilleren netop har afsluttet sæsonen i Spanien, blev det ikke til en lang ferie. Kun en enkelt uge sammen med familien i Valencia kunne det blive til, før fokus blev rettet mod flytningen til Danmark.

»Jeg havde en uge med familien i Valencia. Derefter gik tiden med at pakke alt ned og forberede flytningen til Fredericia, så der har ikke været tid til mere ferie end det,« fortæller han.

Klar til at møde fansene

Nu venter Rolando utålmodigt på at trække Fredericia-trøjen over hovedet og møde sine nye holdkammerater.

»Jeg glæder mig rigtig meget til at møde holdkammeraterne, trænerne og ikke mindst fansene. Jeg glæder mig især til at spille foran HK Ultras. Efter jeg vidste, jeg skulle hertil, har jeg set en masse kampe, og jeg ser virkelig frem til at spille i Middelfart Sparekasse Arena,« siger Rolando med begejstring.

Han og resten af Fredericia Håndboldklub begynder officielt træningen i næste uge. Fans har allerede mulighed for at opleve holdet i aktion lørdag den 5. august kl. 18.00, når klubben spiller træningskamp hjemme i Middelfart Sparekasse Arena mod TMS Ringsted.

Annonce