POLITIK. Da SF, Radikale, Enhedslisten og Grøn Kultur fredag præsenterede deres nye valgforbund, blev Socialdemokratiet stående udenfor. Men det bekymrer ikke partiets lokale formand, Karsten Cordtz.
»Jeg synes, det er fint, at de samler sig, og jeg oplever det ikke sådan, at de distancerer sig fra os. Det er mere et spørgsmål om, at rent valgteknisk har de en idé om, at det største parti vinder på et valgforbund, og derfor har de lavet det med dem selv. Jeg ser frem til et godt samarbejde med dem,« siger han og tilføjer, at han ønsker partierne tillykke med, at de nu undgår stemmespild.
Risiko for isolation
At Socialdemokratiet i offentligheden kan blive opfattet som isoleret, anerkender Cordtz som en risiko, men han mener, at billedet er misvisende.
»Jeg kan jo godt komme med sådan en matematisk teknisk forklaring. Det ved jeg ikke, om folk abonnerer på, men det er jo en risiko, der er der. Der er nogen, der er rigtig godt inde i det og kan se det, og andre, der ikke kan. Det kan jeg ikke gøre så meget ved. Vi siger til gengæld, at vi har et rigtig godt samarbejde med partierne og forventer også at have det i den nye byrådsperiode. Vi ser det ikke som om, vi bliver skubbet væk.«
Valgtekniske overvejelser
Ifølge Cordtz handler det nye valgforbund først og fremmest om matematik og mandatfordeling – ikke om politik.
»Når man laver et valgforbund, så er der en matematisk model, der fordeler mandaterne. Der er en tendens til, at det største parti bliver tilgodeset. Vi er jo væsentligt større end de andre, og derfor har de sagt, at de ikke havde så meget lyst til at gå i forbund med os, fordi de gerne vil have fuld valuta for deres egne stemmer. Det kan man diskutere – vi kigger måske mere på det politiske, mens de kigger på det tekniske,« siger Cordtz.
Han nævner, at SF på et tidspunkt har udtrykt sig i samme retning, og det har han respekt for: »Det handler jo også for dem om at få mest muligt ud af deres stemmer. Og det respekterer jeg.«
Samme værdigrundlag
Selvom Socialdemokratiet ikke er med i valgforbundet, ser Cordtz fortsat stor politisk samhørighed.
»Jeg synes jo, vi ligger tæt på hinanden på en hel masse punkter. Derfor forventer jeg også, at vi får et godt samarbejde i en ny periode.«
Cordtz peger på, at der endda nationalt arbejdes på at ændre de modeller, der tilgodeser store partier i valgforbund. »Jeg ved, at der er nogen inde i centraladministrationen, der sidder og arbejder på, om man kan lave en anden model. Det er lidt indviklet, men der er forskellige systemer. I dag giver den gældende model en lille fordel til de store partier,« siger han.
Fortrøstningsfuld
På trods af at Socialdemokratiet i Fredericia ikke er en del af det nye valgforbund, er Cordtz rolig.
»Jeg er fortrøstningsfuld, og jeg ønsker dem tillykke med deres valgforbund,« siger han.
Læs også