Når Klovneløbet vender tilbage til Fredericia den 9. maj, bliver det med både smil, fællesskab og et klart formål. Lokale frivillige står bag arrangementet, hvor overskuddet går til Danske Hospitalsklovnes arbejde med indlagte børn.
Løbet starter ved Madsby Legepark, hvor der også vil være aktiviteter for både børn og voksne. Her er der ikke fokus på tider og placeringer, men på at være med – uanset om man går, løber eller tager turen i sit eget tempo.
Bag arrangementet står blandt andre Kim Stewen, der frivilligt har taget initiativ til Klovneløbet i Fredericia.
»Løbet skydes i gang ved Madsby Legepark tæt på scenen, hvor der også vil være forskellige andre aktiviteter for store og små. Jeg synes, det er en fantastisk måde at støtte et godt formål på,« siger han og håber på stor lokal opbakning.
Klovneløbet har gennem de seneste 14 år vokset sig til en landsdækkende begivenhed med mange lokale løb og stigende deltagerantal. De indsamlede midler går blandt andet til, at hospitalsklovne kan besøge børn på landets børneafdelinger og skabe glæde i en svær tid.
Ruterne varierer fra 1 til 5 kilometer, og alle deltagere får både startnummer og den karakteristiske røde næse. For de yngste deltagere venter der også en medalje ved målstregen.
Danske Hospitalsklovne arbejder i dag på alle landets børneafdelinger samt på institutioner og særlige tilbud for børn og unge. Organisationen er afhængig af donationer og frivillig støtte for at kunne fortsætte arbejdet.

















