SPORT. Der var noget særligt over blikket hos Frederik Thykær Rieper, da han trådte ud i den sene sommersol uden for MCH Arena. Medierne stod i kø for at tale med den fredericianske anfører, der var tilfreds med point i Herning, men også mener, at det var fuld fortjent.
Sveden lå stadig som små perler på panden, og trætheden i kroppen blandede sig med den elektriske rest af adrenalin, der altid følger efter en kamp af den kaliber. Tilfredshed over point, men også en følelse af, at Fredericia kunne have vundet i dag. Bag ordene lå en dobbelthed. Lettelsen over at stå med et point på en af landets sværeste udebaner, og ærgrelsen over, at det ikke blev til mere.
Han stod med den samme fornemmelse, som han havde haft i pausen; Fredericia fortjente mere.
»Med det momentum, vi har i de sidste fem-ti minutter, synes jeg måske stadig, at jeg står med samme følelse, som jeg havde i pausen. Jeg synes, det er ærgerligt, at vi ikke gik hele vejen, selvom de kom godt ud i de første ti, hvor vi kunne mærke, at vi var presset. Men jeg synes egentlig, at vi sidder på de sidste 35 minutter, og at det er et sindssygt ærgerligt mål, vi giver dem lige inden pausen.«
Han talte med en rolig, afmålt stemme. Ikke for at skære situationen til som en overskrift, men for at sætte den ind i den sammenhæng, han selv havde mærket.
»Alt i alt en kæmpe holdpræstation af drengene, og jeg synes jo, at vi er bedre end dem de sidste 10 minutter. Og at Agon løber langs baglinjen til sidst og er ved at sætte den ind, det vidner om noget; At vi kan komme på så svær en udebane og trods alt føle, at vi er ovenpå, da kampen slutter.«
Det var ikke sagt for at male en glansbilledversion af kampen. Der lå en oprigtig stolthed i stemmen, men også en underliggende bevidsthed om, hvor meget det havde krævet at komme dertil.
De første minutter var til at tage og føle på. Lyden fra tribunerne, farten i spillet og det konstante tryk fra hjemmeholdet sendte Fredericia på hælene. Man kunne se det på bevægelserne, små halve sekunders tøven i duellerne, afleveringer, der manglede det sidste mod. Ifølge Rieper var det dog også de eneste minutter, hvor det virkelig så sådan ud.
»Det er rigtigt, vi står på tæerne i starten og har det svært. Det er noget, vi kan forbedre, hvordan vi står bagved. Det er sådan, jeg kigger på som forsvarsspiller. Tre mål, det ligner os ikke. Sidste sæson var vi kendt for at holde clean sheets. Det vil jeg gerne tilbage til. Det er måske dumt at sige, når de har Simsir og Osorio og Franculino – og Franculino er månedens spiller – at de skal score færre mål. Men alligevel, så bliver man altid ramt på stoltheden, når der går tre mål ind.«
Han taler om forsvaret med den samme vægt, som andre taler om ære. Om den følelse, der sidder dybt i kroppen, når man ser bolden passere målstregen – ikke bare én gang, men tre. På det her niveau er fejl sjældent gratis. En halvdårlig clearing, en ubalance i placeringen, og modstandere af den kaliber bruger ikke tid på at spørge om lov. De afslutter, og de afslutter præcist.
Alligevel var der også en anden fortælling i kampen. En fornemmelse af, at Fredericia rejste sig, og at de stod i det sammen. At de ikke forsvandt ud af opgøret, selv da opgaven føltes tungest. Derfor var det heller ikke bare et point, der blev hentet i Herning. Det var en markering.
Et bevis på, at oprykkerne kan måle sig med de bedste – selv på udebane, i en kulisse, hvor de færreste havde givet dem en chance for at stå distancen.
»Det er jo vildt fedt, og det vidner også om, at vi kan få point mod de gode hold. Men vi er også klar over, at det bliver mindst lige så svært, når Sønderjyske kommer. De kommer måske med den tilgang, at de skal vinde. De ved godt, at det bliver svært at møde os, så det bliver måske en endnu sværere kamp. Men jeg synes, det er fedt.«
Han smiler, men det er ikke et smil af dem, der siger, at opgaven er løst. Det er et smil, der rummer stolthed over indsatsen og en bevidsthed om, at der stadig venter et langt arbejde foran dem. For selv om pointet i Herning smager af noget stort, er næste udfordring allerede på vej. Sønderjyske venter, og for Rieper er det en modstander, der kan blive mindst lige så krævende som opgøret i Herning.
»De kommer måske med den tilgang, at de skal vinde. De ved godt, at det bliver svært at møde os, så det bliver måske en endnu sværere kamp. Men jeg synes, det er fedt,« slutter den fredericianske anfører.
