SUNDHED. Når man træder ind i rytterstuen på Koesmosegård i Kauslunde, møder man ikke bare lyden af hestesko mod fliserne udenfor og duften af kaffe, der hænger i luften. Man mærker også en stemning af rummelighed og ro. Her er plads til alle, og her er plads til de små og store mirakler, der hver uge sker, når mennesker med handicap får lov at mærke hestens bevægelser under sig.
Det er Anne Demant Sehested, der står bag stedet. Hun startede op i 2019, men frøet til ideen blev sået flere år tidligere, da hun selv arbejdede med ridefysioterapi i en anden by. Vi sidder i rytterstuen, hvor man virkelig fornemme “hygge” og rummelighed.
»Vi har boet herude i 21 år, og for omkring 10 år siden fik jeg et job i en ridefysioterapi i Røjle nogle timer om ugen. Efter noget tid ønskede ridefysioterapeuten der at stoppe, og stedet ville ikke længere fortsætte med ridefysioterapi. Det blev begyndelsen til, at vi valgte at bygge herhjemme. For seks år siden stod hallen klar, og vi startede op. Så det hele begyndte faktisk, fordi jeg i første omgang var ansat i Røjle.«
Hun forklarer, hvordan det hele fra begyndelsen har været nødt til at hvile på et solidt fundament af faglighed. Der skal være en ridefysioterapeut tilknyttet, og alt skal ske på lægehenvisning. Det er en forudsætning, der både sikrer kvaliteten og adgangen for patienterne. Derfor blev Koesmosegård ikke bare en gård med heste, men et sted med rammer, personale og et gennemarbejdet system til at tage imod mennesker med meget forskellige behov.
Men vejen fra idé til virkelighed har været alt andet end enkel.
»Der er ingen tvivl om, at byggetilladelser og alt det praktiske har været en kæmpe udfordring. Jeg skulle også ud og finde heste til det hele. Dengang startede jeg med 10-11 ansatte, mens jeg i dag har 20. Ikke alle på fuld tid, men det havde jeg jo heller ikke dengang. Det har uden tvivl været en stor udfordring.«
Hun beskriver, hvordan de første måneder blev en kamp mod tiden. Da ridefysioterapien i Røjle lukkede ned, fik hun og familien tre uger til at finde og køre nye heste i stilling, inden de første patienter stod klar.
»Vi købte hestene ind, da ridefysioterapien i Røjle lukkede ned op til sommerferien for seks år siden. Vi havde tre ugers ferie til at få de nye heste kørt i stilling, og derefter startede vi herude. Det var en stor udfordring, men vi kendte mange af patienterne, fordi de fulgte med fra Røjle. Derfor var vi fuldt booket allerede fra starten.«
Det var en lettelse at vide, at patienterne stod klar til at følge med. Men den tryghed, det gav, er i dag vendt til en frustration over systemets begrænsninger.
»Min drøm var, at vi kunne åbne 10 timer mere, og den drøm har jeg stadig. Men vi må ikke få flere timer. Der ligger en kvote på, hvor meget vi må have herude. I dag har vi 18 timer ridefysioterapi om ugen, og det er det maksimale, vi må tilbyde. Vi har en venteliste på 40 patienter, men vi kan ikke gøre mere. Vi er magtesløse i det her system, for det hele afhænger af, hvor mange midler der bliver sat af. Vores store ønske var, at vores ridefysioterapeut kunne producere flere timer, men det har vi fået afslag på.«
Hun læner sig lidt tilbage, da hun siger det næste, og man mærker, at det er essensen af hendes arbejde.
»Så min store drøm er stadigvæk, at jeg kunne hjælpe nogle flere. For det er jo ikke mig, der kommer i klemme. Det er jo faktisk alle de borgere, der sidder rundt omkring og har brug for hjælp.«
Det er ikke kun hesten, der gør forskellen på Koesmosegård. Det er helheden, rytmen, omgivelserne – oplevelsen af at være et sted, hvor kroppen bliver vækket og sanserne åbner sig.
»Fysioterapeuten laver øvelser med rytterne og vurderer, hvad den enkelte kan, og hvor meget de kan klare. For omkring et år siden fik vi etableret en sansegang, og vi starter gerne alle timer med en tur derude. Vi trækker rytterne på hesten udenfor, så de får en sanseoplevelse og mærker både underlaget og naturen omkring dem.«
Sansegangen blev en lille milepæl for Anne og hendes team. For selv det at mærke, hvordan jorden føles under hestens hove, kan være en oplevelse, som patienter ellers aldrig ville få. Og for mange er det netop det, der sætter kroppen i gang.
»Vi har mange patienter i kørestol, som ikke selv kan bevæge sig. Når de kommer op på hesten, mærker de pludselig en helt anden form for bevægelse. For nogle betyder det, at kroppen kommer i gang og for eksempel afhjælper forstoppelse. For andre løsnes spændingerne, når de sidder deroppe. Vi har en patient, der ikke kan sidde med benene hen over hesten, men jo længere tid hun er på, jo mere falder benene ned, fordi kroppen bliver stimuleret. Mange af vores sklerosepatienter får forbedret balancen, og dem, der er spastiske, oplever at kunne slappe af.«
Det er i de små forandringer, at den store betydning viser sig. Når et barn, der før har været usikkert og bange, pludselig tør slippe hjælperens hånd. Når ben, der ellers er stive som brædder, langsomt begynder at følge hestens bevægelser.
»Vi kan se, hvordan de små børn udvikler sig utrolig hurtigt. Den yngste, vi har, er kun halvandet år. De begynder med at sidde sammen med en bagrytter, og efterhånden kan de sidde selv med en voksen ved siden af til støtte. Generelt ser vi, at nye ryttere starter med sidestøtte, men efter noget tid kan de klare det alene. Det gør en kæmpe forskel. Vi har også børn, der i starten er meget kede af det, men som finder ud af, at det her faktisk er fantastisk for dem – og som i dag er glade for at komme.«
For Anne er det de øjeblikke, der sætter sig fast. Som når en veteran, der har båret sin sygdom og sit traume i årevis, pludselig mærker friheden tilbage i kroppen.
»Vi har en veteran, der siger, at når han sidder på hesten, så føler han sig ikke syg. Han glemmer det simpelthen, fordi han kan sætte sig op og ride. Det er fantastisk at opleve. Når han stiger af, vender sygdommen tilbage, men mens han sidder på hesten, gør det en markant forskel.«
Og måske er det netop trygheden, der gør, at udviklingen kan ske. For Anne handler det ikke om at presse nogen videre, men om at skabe de rammer, hvor det bliver naturligt at tage det næste skridt.
»Vi gør rigtig meget ud af, at stemningen skal være god. De har den samme hjælper omkring sig hele tiden. Nogle bliver liftet op, andre kan selv. Vi starter gerne med en tur i ridehallen, inden vi tager dem med ud. Det er en langsom proces, og vi er meget opmærksomme. Vi har også mange autister, hvor det er vigtigt, at de ved præcis, hvordan det foregår. De skal også have en langsom opstart.«
Hun smiler, da hun siger det næste, for det er det, der driver hende dag efter dag.
»Det gør en kæmpe forskel. Jeg har kun glade ryttere herude. Det er ikke som i en rideskole, hvor nogen står og kræver en bestemt hest dagen efter. Her er det en gave at kunne gøre en forskel. Jeg elsker at hjælpe mennesker, og det er fantastisk at se, hvor meget de udvikler sig.«
Anerkendelsen kom også udefra, da Koesmosegård i 2024 modtog Handicapprisen. En patient havde indstillet stedet, og pludselig stod Anne og hendes hold som prismodtagere. »Den håbede vi jo på at få. Vi gør en kæmpe forskel for rigtig mange. Så det var fantastisk, da vi vandt den. Det var en kæmpe anerkendelse. At man ved, at man gør noget, der gør en forskel. Det var dejligt. Rigtig dejligt.«
Men måske er det vigtigste ikke prisen i sig selv, men det fællesskab, der er vokset frem omkring ridefysioterapien.
»Mange af dem kommer også for det sociale. Vi prøver at sætte rytterne sammen, så de kan tale med hinanden. På børneholdene sidder forældrene og deler erfaringer, mens et af de voksne hold har lavet en Facebook-gruppe, hvor de skiftes til at tage brød med. Efter ridningen samles de i rytterstuen og hygger sig. Der er plads til alle, og det betyder rigtig meget.«
I dag summer gården af liv. Heste, hjælpere, patienter, forældre. Men i baghovedet ligger stadig drømmen om mere.
»Vi har alle faciliteterne til at kunne køre mere. Vi har kapaciteten. Vi kunne hjælpe mange flere. Min store drøm er stadig, at vi kan få lov til at åbne mere op, så vi kan hjælpe flere borgere.«
Foreløbig må drømmen vente, side om side med patienterne på ventelisten. Men i rytterstuen i Kauslunde, mellem latter, duften af kaffe og hestenes rolige prusten, er det svært ikke at mærke, at forskellen allerede sker.
