BUSINESS. Der er brancher, hvor forandringen kommer i små ryk, og så er der brancher, hvor den pludselig bliver tydelig for alle på én gang. Michael Wagner mener, at revisorbranchen er på vej ind i den sidste kategori. Det er også derfor, han sammen med Tine Valentin har etableret Wagner//Valentin i Fredericia, et revisor- og konsulenthus, der bygger sin forretning på to ting, som de mener bliver afgørende de kommende år, nemlig digitalisering og arbejdskultur.
»Det, der sker i revisorbranchen lige nu, det er det, der skete i bankbranchen for 10 år siden,« indleder Michael Wagner og trækker en linje fra den tid, hvor man gik ned i filialen med kontanter og bilag, til en hverdag, hvor det meste foregår digitalt. »Der var en bankfilial alle steder, og du havde kontanter og en pengeautomat og en kassedame, og du gik bare ned i banken, til at man er på en app. Og det er jo det, der sker i revisorbranchen lige nu,« bemærker han så.
For ham er pointen ikke, at alt bliver nemmere fra den ene dag til den anden, men at skiftet er i gang, og at det presser en branche, hvor mange har været vant til vaner, systemer og fysiske bilag. »Der er rigtig mange revisorer, der godt kan lide systemer og vaner. De er opdraget med at stemme tingene af, og det skal være korrekt og i orden. Og så gå fra, at man har et fysisk bilag, til at alt er over i en app og oppe i skyen, det er svært,« påpeger han.
Det er dog det skifte, Wagner//Valentin vil gribe, ikke bare med nye systemer, men med en anden måde at indrette en arbejdsplads på. Michael Wagner og Tine Valentin kender hinanden fra deres tid som kolleger i et større rådgivningshus, hvor Michael Wagner havde lederansvar, og Tine Valentin arbejdede som økonomikonsulent. »Det var mig og Tine, der var kollegaer ved et stort rådgivningshus. Der var jeg leder for en masse økonomikonsulenter, og Tine var økonomikonsulent,« fortæller han først. De erfaringer, de tager med sig, handler ikke kun om faglighed, men i høj grad om kultur og ledelse. »Kulturen var meget traditionel og ret firkantet, og ledelsesstrukturen fungerede ikke optimalt. Jeg havde selv ansvaret for det hele,« siger han.
I Wagner//Valentin har de derfor valgt at gøre det anderledes fra starten. Det gælder både deres digitale setup og måden, de organiserer ledelsen på. Michael Wagner beskriver en klassisk logik i branchen, hvor den dygtigste fagperson ofte bliver chef, og hvor salgsrollen ofte går til den, der sælger mest. Den model mener han har en pris, især hvis man bygger en virksomhed, der samtidig skal være en attraktiv arbejdsplads. »I et traditionelt revisorhus er det den dygtigste revisor, der bliver chefen, og den dygtigste sælger, der bliver salgschef. En dygtig revisor er jo specialist. De er dygtige til skat og moms og regnskaber og paragraffer, og de synes måske ikke, at mennesker er det fedeste,« siger han og tilføjer, at resultatet kan blive en organisation, der først og fremmest fungerer som en produktionsenhed. »Det er en produktionsenhed, der bare skal levere.«
Derfor har Wagner//Valentin valgt at splitte ledelsen op, så faglig ledelse og personaleledelse ikke ligger i samme hænder. »Det har vi valgt at splitte op. Tine, hun er den faglige leder og ansvarlig, og jeg er deres HR-chef. Det er mig, der ansætter og opsiger, hvis der skal det,« forklarer Michael Wagner og nævner også, at hans rolle er at være tæt på medarbejderne i hverdagen. »Når jeg så kommer, så får vi snakket. Jeg går ture med dem, og jeg holder samtaler. Jeg håber, de oplever et meget stort fokus på dem, på deres faglighed og på deres personlige udvikling.«
Tanken er, at en arbejdsplads med tryghed og udvikling ikke bare gavner medarbejderne, men også kunderne, fordi rådgivning er et menneskefag, selv når det bliver mere digitalt. »Når man anerkender dem og udvikler dem fagligt, som Tine gør, og når man støtter dem og sørger for, at de har et trygt og godt arbejdsmiljø, så bliver de stærke og får selvtillid. De får overskud, og det gør, at når de ringer ud til kunderne og snakker med dem, så er de til stede, konstruktive og løsningsorienterede,« forklarer han. Ambitionen er med andre ord at bygge et revisor- og konsulenthus, der i praksis hænger sammen fra kultur til kundeoplevelse. »Kunderne får en god værdi og oplevelse, og de oplever, at vi er tæt på.«
Samtidig forsøger de at gøre en pointe ud af, at det ikke er nok at tale om udvikling og medarbejderfokus, hvis det ikke kan ses i hverdagen. Michael Wagner fortæller, at de blandt andet har gjort uddannelse til et konkret mål. »Det er jo noget, der er skrevet ind i vores strategi. En af tingene er, at medarbejderne skal have 40 timers uddannelse i år,« fortæller han og tilføjer, at han godt ved, at det er let at sige højt. »Det er jo let nok at sige, men det er jo rent faktisk også noget, vi gør.«
Den digitale del er tilsvarende gjort konkret. Wagner//Valentin beskriver sig selv som et hus uden papir og mapper, hvor arbejdsgangen er bygget op omkring digitale systemer. »Vi er 100 procent digitale. Vi har ingen mapper, vi har ingen papirer, vi har ingenting. Vi har en computer og en stor skærm, og så har vi kun de nyeste digitale systemer,« bemærker Michael Wagner.
Ifølge ham har det allerede haft en effekt på markedet, fordi flere kunder søger væk fra steder, der ikke kan eller vil følge med digitaliseringen. »Det gør bare, at vi oplever en stor kundetilgang væk fra de revisorer, der ikke kan tage det skifte.«
Et af de mest markante tegn på, at virksomheden har fået fat, er, at Wagner//Valentin allerede har fået en ekstern partner ind på ejersiden. Michael Wagner fortæller, at en eksisterende rådgivningsvirksomhed har købt en ejerandel i Wagner//Valentin. »En eksisterende rådgivningsvirksomhed har købt 33 procent af os,« fortæller han og forklarer videre, at de ikke kun har købt sig ind med kapital, men også med mulighed for at bidrage med kundestrømme. »De har stillet likviditet og kunder, deres kundeportefølje. De kan jo se, at det vi gør, det virker, og det vil de gerne være en del af,« siger han.
Men når en virksomhed får kundetilgang, partnerkapital og en tydelig model, følger næste udfordring ofte hurtigt med kapacitet. Michael Wagner lægger ikke skjul på, hvad der fylder nu. »Jeg mangler medarbejdere,« siger han åbent.
Det er også her, Fredericia bliver mere end en adresse. Michael Wagner fortæller, at de bevidst har valgt at slå sig ned i Fredericia, og at det næste handler om at finde de rigtige mennesker til at løfte opgaverne. »Vi har valgt at slå os ned i Fredericia,« siger han og peger på, at økonomien og grundlaget er på plads, men at vækst kræver hænder. »Vi har de nye delejers kunder, og økonomien er på plads, for den garanterer de. Nu handler det om at få nogen til at tage fat.«
For Wagner//Valentin er historien dermed ikke kun, at de vil noget andet end klassiske revisorhuse. Den er også, at de forsøger at bygge en virksomhed, der passer til det skifte, de selv mener er uundgåeligt. En revisorbranche, der bliver mere digital, og en arbejdsplads, der skal kunne tiltrække og udvikle medarbejdere, hvis den vil vokse. »Vi ønsker at gribe det skifte og lave en moderne arbejdsplads for unge mennesker, som omfavner digitalisering, og hvor det handler om kunden og medarbejderne, ikke ejerne,« slutter Michael Wagner.
Og midt i de store brancheskift lander den lokale erhvervshistorie i noget helt konkret. De har fået kunderne. De har fået partneren ind. De har valgt Fredericia. Nu mangler de folkene.


















Få premium
Kommentar