REGIONEN. Når man får konstateret kræft, er det afgørende for både patient og pårørende, at der ikke går unødig tid, før behandlingen sættes i gang. Netop derfor vækker det glæde hos Region Syddanmark, at man nu kan præsentere flotte resultater på kræftområdet.

I 4. kvartal af 2024 nåede regionen en målopfyldelse på 83 procent for kræftpakkerne, hvilket ligger betydeligt over landsgennemsnittet på 79 procent. Målopfyldelsen dækker over, hvor mange af regionens kræftforløb der har været inden for de fastsatte standardtider – det vil sige den samlede tid fra patientens udredning starter, til behandlingen påbegyndes.

Mette With Hagensen (S), formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark, er begejstret over udviklingen:

– Kræft rammer patienter og pårørende hårdt. Derfor er jeg virkelig glad for, at vores region er lykkedes med flotte resultater for 4. kvartal 2024. Det kan vi kun takke vores dygtige og dedikerede medarbejdere for er lykkedes.

Få fejl trods tusindvis af behandlinger

Det er ikke alene målopfyldelsen, der ser positiv ud. Også når det gælder overholdelse af de maksimale ventetider – de tidsfrister, patienter lovmæssigt har krav på – viser regionens tal solide resultater. I 4. kvartal 2024 omfattede dette 15.149 forløb, hvoraf næsten 95 procent blev gennemført inden for tidsfristen.

Blot omkring fem procent af forløbene overskred tidsfristen, typisk på grund af patienternes eget ønske eller helbredsmæssige årsager. I seks tilfælde, hvad der svarer til 0,04 procent af samtlige forløb, skyldtes overskridelsen menneskelige fejl.

– Jeg glæder mig over, at tidsfristen overholdes i langt de fleste tilfælde. Vi stræber altid efter, at alle patienter kan komme til så hurtigt som muligt. Så jeg er tilfreds med, at det kun er i meget få tilfælde, at reglerne ikke er overholdt. I så store organisationer som vores sygehuse vil man naturligvis aldrig helt kunne undgå menneskelige fejl, og jeg ved, at medarbejderne knokler hårdt for at opretholde dette rigtig flotte niveau og sikre patienternes rettigheder samt lære af fejlene, siger Mette With Hagensen.

Ny overvågning har skabt forbedringer

Region Syddanmark har tidligere været udfordret på kræftområdet med længere ventetider. Det medførte, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet i marts 2023 iværksatte planen ”Genopretning af kræftområdet”, som blandt andet krævede øget monitorering og overvågning af ventetider.

Efter Rigsrevisionens efterfølgende undersøgelse af regionernes overskridelser har Region Syddanmark implementeret et nyt system til registrering af ventetiderne. Dette har betydet en systematisk forbedring, der tydeligt afspejles i de seneste positive resultater.

– Jeg må bare sende en kæmpestor ros til medarbejderne på sygehusene, som har arbejdet seriøst med en styrket indsats på det her område. Det giver tryghed og ro i maven for både patienter og pårørende, at de kommer rettidigt til udredning og behandling. Vi var allerede i gang med at rette op, inden Rigsrevisionens kritik kom, og vi knokler videre for at nedbringe de heldigvis få overskridelser, afslutter Mette With Hagensen.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer