Ungdomsuddannelserne i Danmark står over for en historisk reform, der ændrer strukturen for de unges vej gennem uddannelsessystemet. Med regeringens, SF’s og Dansk Folkepartis aftale er det nu en realitet, at 10. klasse, HF og VUC lukkes, mens en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasial uddannelse – epx – indføres. Men hvad betyder det i praksis for de eksisterende gymnasier, erhvervsskoler og videregående institutioner?

I Fredericia er rektor på Fredericia Gymnasium, Jørgen Lassen, klar til at se på mulighederne frem for at dvæle ved problemer. Men han understreger, at det stadig er for tidligt at tegne et klart billede af, hvordan reformen vil forme sig lokalt.

“Der er ikke nogen ændring fra i går til i dag”

Dagen efter aftalen er på plads, beskriver Jørgen Lassen det ikke som en pludselig omvæltning, men snarere en formalisering af en retning, der har været kendt længe. Dog understreger han, at selv om beslutningen nu er truffet, er det stadig uklart, hvordan den reelt kommer til at påvirke byens uddannelsesbillede.

– Der er ikke nogen ændring fra i går til i dag, andet end at reformen nu er vedtaget. Det betyder, at vi ved, HF lukker, 10. klasse forsvinder, og VUC ikke længere vil eksistere. Men det behøver jo ikke at få en negativ konsekvens for os, bemærker rektoren.

Han peger netop på, at ministeriet har meldt ud, at der vil være flere gymnasieelever i 2035, end der er i dag, og det kan i sidste ende også betyde flere elever til Fredericia Gymnasium.

– Når man kigger på deres fremskrivninger, så skal der jo med den her beslutning være flere gymnasieelever i 2035, end vi har i øjeblikket, siger han.

Erfaringer fra HF kan danne grundlag for nye epx-forløb

Mens nogle kommuner kan tilpasse deres eksisterende uddannelsesudbud relativt gnidningsfrit, er situationen i Fredericia mere kompleks. Her har de forskellige ungdomsuddannelser traditionelt været spredt ud over flere lokationer, og det kan gøre implementeringen af reformen mere udfordrende.

– Vi har et stærkt samarbejde i Fredericia Uddannelsesråd. Hvordan vi konkret kan arbejde videre, afhænger dog af, hvad vi får lov til. Det er netop derfor, jeg siger, at vi endnu ikke kender spillebanen, forklarer Lassen, og tilføjer:

– Vi ved ikke, hvordan institutionsloven kommer til at spille ind. Vi ved heller ikke, om vi får lov til at udbyde epx.

Men hvis muligheden opstår, ser han store potentialer i at trække på Fredericia Gymnasiums erfaringer og faglige tyngde fra HF’en, som skolen gennem tiden har haft mange elever på, til at udvikle epx-forløb, der kan imødekomme de unges behov.

– Jeg kan se mange muligheder for epx her. Vi kan lave forløb inden for design, kreativitet, håndværk og brugskunst. Vi kan udvikle et anlægs- og designspor, et pædagogisk forløb og et med fokus på læreruddannelsen. Der er mange muligheder for at skabe forskellige epx-pakker, fordi vi allerede har erfaring fra HF, siger rektoren, der tidligere har heppet på, at HF burde have fået mulighed for at afprøve nye tiltag og udvikle sig i en bredere retning, før beslutningen om at sløjfe uddannelsen blev truffet.

Rektor ser frem til samarbejde om reformen

Reformen er vedtaget. De store linjer er trukket op, men detaljerne mangler, og det efterlader en række åbne spørgsmål. For rektoren er fokus nu rettet mod de muligheder og det samarbejde, der venter forude, og han ser frem til at drøfte dem med sine fredericianske kolleger.

– Jeg ønsker et samarbejde og et stærkt Fredericia Uddannelsesråd. Jeg ønsker, at vi sammen kan gøre det bedste for de unge i Fredericia, i det omfang vi får mulighed for det, siger Jørgen Lassen og slutter af med at påpege, at der i forvejen er en stærk tradition for dialog mellem byens uddannelsesinstitutioner.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer