KRIMI. Efter søndagens omfattende efterforskning af en grov voldssag i Dalegade, der førte til flere anholdelser og varetægtsfængslinger, havde Sydøstjyllands Politi en væsentligt mere fredelig døgnrapport mandag morgen.

Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd oplyser mandag morgen, at man kun havde en enkelt hændelse af interesse fra Fredericia.

»I Fredericia har vi kun en enkelt hændelse, og det er en sag om spirituskørsel på Søndermarksvej,« fortæller vicepolitiinspektøren.

Episoden fandt sted søndag aften klokken 21.00, hvor en patrulje rutinemæssigt standsede en bil. Føreren, en lokal mand på 52 år, viste sig at være påvirket af alkohol over det tilladte niveau, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel.

Den 52-årige mand kan nu formentlig se frem til en bøde og mulig frakendelse af kørekortet.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.