I Fredericia kommune har vi flere forskellige pasningsmuligheder, og det er godt!
Men desværre ser vi en meget kedelig tendens, hvor de kommunale løsninger altid forfordeles. Det,mener jeg, er en helt misforstået tilgang, for de private børnepassere, private institutioner og hjemmepassere løser jo en opgave på lige fod med den kommunale dagpleje og kommunaleinstitutioner – og de gør det faktisk ret godt, når man ser på antallet af klager.
I 2025 er der en markant forskel på den kommunale andel, når man sammenligner den kommunale dagpleje med de private børnepassere. Kommunens andel ligger hos den kommunale dagpleje på 103.824kr. årligt, mens man maksimalt kan få tilskud på 77.868 kr. årligt til en privat børnepasser.Dermed får man altså 25.956 kr. mindre om året, hvilket svarer til over 2.000 kr. mindre hver måned, når man vælger private børnepassere. Og det ser desværre ud til, at forskellen i 2026 stiger til over 28.000 kr.
Det betyder i praksis, at nogle familier, som ellers ville have stor glæde af en privat børnepasser, bliver tvunget til at vælge et andet tilbud, simpelthen fordi økonomien ikke er til det. Med andre ord gør kommunen altså det frie valg mindre tilgængeligt, og set med markedsbriller er det svært ikke at kalde det konkurrenceforvridende.
For konkurrence er en god ting – men den skal foregå på fair og lige vilkår. Konkurrence skabernemlig udvikling og innovation. Når forskellige tilbud inspirerer hinanden og stræber efter at blive bedre, gavner det i sidste ende borgerne, som får højere kvalitet og bedre service.
Da Valhalla lukkede ugen efter påsken var kommunen hurtige til at informere om kommunale pasningstilbud i nærområdet, men hvorfor nævnte de ikke i samme ombæring de private? Hvorfor ses de private som modspillere i stedet for medspillere? Det vigtigste er vel, at vores børn får det tilbud som passer bedst til dem – ikke at det er kommunalt.
Og inden nogen fra venstrefløjen indvender, at “de private dagtilbud jo ikke tager imod alle de udfordrede og dyre børn, og derfor ikke bør modtage samme tilskud som de kommunale”, vil jeg for god ordens skyld gerne præcisere et par ting:
For det første: Når et barn er visiteret til særlig støtte, følger støtten med barnet – uanset om det går i et offentligt eller privat tilbud. Denne støtte finansieres særskilt og belaster derfor ikke dagtilbuddets almindelige budget. Med andre ord: Det er ikke en ekstra økonomisk byrde at tage imod et barn med særlige behov.
For det andet: Private dagtilbud tager faktisk også børn med særlige udfordringer ind. Forskellen er blot, at de sikrer sig, at rammerne er på plads, før de siger ja. Det burde være en selvfølge – men i det kommunale system står man ofte i en situation, hvor man skal tilbyde noget, selvom det reelt ikke dækker barnets behov. Det gavner hverken barnet, forældre eller personale.
Så i stedet for at se ned på andre løsninger end de kommunale, bør vi anerkende valgfrihed og mangfoldighed som noget positivt. De private tilbud er ikke modstandere, men vigtige medspillere.
