EVENTS. Vintage på vægt. Det er idéen bag Hello Vintage, som søndag den 15. februar rykker ind i Erritsø Idrætscenter. Her kan besøgende gå på opdagelse i tonsvis af vintagetøj og betale efter kilo – et koncept, der de seneste år har trukket store menneskemængder rundt i landet.
Ifølge indehaver Kim Thorsgaard er markedet en del af en omfattende turné. »Vi er ude cirka 60 steder om året, typisk i weekenderne, fordi folk er på arbejde i hverdagen. Vi kommer i de lidt større byer rundt i hele landet,« siger han.
Fredericia og Middelfart i samme marked
Hello Vintage kalder arrangementet for et Fredericia/Middelfart-marked, og det er ikke tilfældigt. Placeringen i Erritsø er valgt med omtanke, fordi den samler oplandet fra begge byer. »Erritsø ligger jo næsten lige midt imellem Fredericia og Middelfart, så det giver rigtig god mening for os at samle det her,« forklarer Kim Thorsgaard.
Markedet er åbent søndag fra klokken 12 til 16 – kun fire timer – og arrangørerne forventer stor interesse. »Vi regner typisk med 600 til 800 besøgende på sådan en dag. Mange gange står der 100 mennesker i kø allerede en halv time før åbning,« siger han.
Tonsvis af tøj og mange kategorier
Bag de fyldte stativer ligger et omfattende forarbejde, som begynder længe før markedet ruller ind i en by. Hello Vintage køber tøjet ind i udlandet, hvor udvalget er større, og hvor der er mulighed for at sammensætte et bredt sortiment. »Når vi køber ind, vælger vi blandt omkring 200 forskellige kategorier. En herreskjorte er én kategori, en dameskjorte en anden, en kortærmet dameskjorte en tredje og sådan fortsætter det,« fortæller han.
Det betyder, at der hele tiden arbejdes med store mængder tøj. På lager har virksomheden typisk mellem tre og fem tons, og til hvert enkelt marked medbringes omkring to tons, som sorteres og udvælges på forhånd. »Til Fredericia har vi 40–50 kategorier med. Lige nu er der mest vintertøj som overtøj, varme bluser, strik, veste og fleece. Der er rigtig meget forskelligt,« siger Kim Thorsgaard.
Selve oplevelsen på dagen er bygget op om et enkelt princip. Man går på opdagelse blandt stativerne, finder de stykker, man kan lide, og betaler efter vægt. »Vi vejer simpelthen det, folk finder. Det er lidt som en tøjjagt. Man skal være nysgerrig, og der er mange farver og sjove, spøjse ting. Der er ikke to stykker tøj, der er ens,« bemærker han.
Som en ekstra gulerod får de første 10 i køen adgang et kvarter før åbning og 20 procent rabat på hele deres køb. »Det betyder, at de kan nå at finde noget, før andre får øje på det.«
Kort og intensiv dag
Markedet er kun åbent i fire timer, og det er en bevidst del af formatet, forklarer arrangøren. Det korte tidsrum er med til at give dagen sit særlige tempo. »Det er intenst, men det fungerer. Folk kommer for at gå på opdagelse, og der er en god stemning, fordi alle ved, at tiden er begrænset,« siger han.
Søndag den 15. februar bliver Erritsø Idrætscenter dermed rammen om en anderledes handelsdag, hvor stativerne fyldes med vintagetøj, og hvor besøgende fra både Fredericia og Middelfart lægger vejen forbi for at lede efter næste fund.




















Få premium
Kommentar