Flere borgere har henvendt sig til Fredericia AVISEN med bekymringer om, at legetøjet er blevet fjernet fra børne- og ungeafsnittet på Fredericia Bibliotek. Nu reagerer Kultur- og Idrætsudvalgsformand Peder Tind (V).
Ændringen har vakt undren blandt børnefamilier, der tidligere har værdsat legetøjet som en vigtig del af bibliotekets tilbud til de små. Spørgsmålet er, hvordan beslutningen hænger sammen med ambitionen om at gøre Fredericia til en by for børn og børnefamilier.
Bibliotekschef Erik Thorlund Jepsen har forklaret, at fjernelsen af legetøjet skyldes praktiske udfordringer, der opstår i forbindelse med åbent bibliotek, hvor der er perioder uden bemanding. I disse tidsrum har det været svært at sikre, at legetøjet ikke forsvinder fra området, og derfor er det blevet fjernet i de timer, hvor biblioteket ikke har personale til at overvåge området. Ydermere begrunder han det med, at biblioteket vil opfordre til mere fællesleg.
Peder Tind udtrykker undren over beslutningen og lover at undersøge sagen nærmere. Han fremhæver, at det er vigtigt at bevare de rammer, der gør biblioteket til et attraktivt sted for børnefamilier.
– Jeg har selv været stor bruger af biblioteket og legetøj med mine børn, og det er svært at forstå, hvorfor man har valgt at fjerne legetøjet. Jeg vil selvfølgelig undersøge, om der er faglige grunde til beslutningen, siger Tind.
Han understreger, at Fredericia bør fortsætte med at tilbyde attraktive rammer for børnefamilier, og at biblioteket skal være et sted, hvor børn både kan finde inspiration til læsning og have mulighed for leg.
– Det vigtige for mig er, at vi fastholder de rammer, vi har, som gør biblioteket interessant for børnefamilier. Biblioteket skal være et sted, hvor børn kan finde inspiration og et sted, der også giver dem noget i hverdagen, siger Peder Tind.
Selvom biblioteket har fjernet legetøjet midlertidigt, har flere forældre udtrykt bekymring over, hvordan dette vil påvirke børns lyst til at besøge biblioteket. For mange børn har legetøjet været et vigtigt element, der gjorde biblioteket til et spændende og indbydende sted.
Peder Tind lover at tage sagen op i udvalget og undersøge, om der er en mulighed for at finde en løsning, der både kan sikre sikkerheden og samtidig opfylde børns behov for leg og aktivitet på biblioteket.
– Jeg vil tage kontakt til Kasper Findahl (Kultur- og Idrætschef, red.) og undersøge, hvad det er der er sket i sagen, slutter Tind.