Kloden rundt den 10. oktober blev Sindets Dag markeret. FNs sundhedsorganisation WHO står bag mærkedagen. For det konservative byrådsmedlem Kirsten Hassing Nielsen er det vigtigt at gøre opmærksom på de mange tilbud, man har i Fredericia på området.

I en tid, hvor mange mennesker rammes i netop sindet, har fokus herpå aldrig været vigtigere, mener Kirsten Hassing Nielsen.

– Det er vigtigt at markere en dag som sindets dag i en tid, hvor mange mennesker er ramt. I Fredericia har vi mange gode tilbud, der hjælper psykisk sårbare og deres pårørende. Et af de tilbud er Sind, der også har en lokalafdeling i Fredericia. De stiller en masse tilbud og aktiviteter til rådighed for de mennesker, der har det svært. Det hjælper også deres pårørende, fortæller Kirsten Hassing Nielsen fra Det Konservative Folkeparti og tilføjer:

– De laver også mange konkrete tilbud, men er også et åbent tilbud, forstået på den måde, at man kan komme ind og få en snak. Man kan være en del af et fælleskab med andre, der står i samme situation, og er ramt. Der er mange gode tilbud til de mennesker, der har det svært, især i en tid, hvor der er meget fokus på de unges mentale trivsel og sundhed, er det vigtigt at fremhæve de aktiviteter og fællesskaber, der er. Det kan hjælpe dem med at få det bedre.

Kirsten Hassing Nielsen tror samtidig, at man kan løse meget ved den lokale tilgangsvinkel.

– Det er altid vigtigt, at vi gør noget lokalt i nærområdet. Det gælder både at have en dialog med foreningerne om, hvordan vi kan gøre det bedre for de her mennesker. Jeg tror meget på, at det starter i det nære, og vi her har fokus på, hvad vi kan gøre. Jeg tror, at den gruppe mennesker er forankret i det lokale, og jeg tror, at det vigtigt, at vi derfor starter fokus her, og ser på, hvad vi kan gøre for de enkelte mennesker i deres hverdag.

Mange mennesker står ofte med flere problemstillinger på samme tid, derfor tror Kirsten Hassing Nielsen også på, at det er essentielt, at hjælpen er tilgængelig.

– Jeg møder rigtig mange mennesker, som er udfordret på den ene eller den anden måde. Både som politiker og i mit hverv i retshjælpen i Aarhus. Folk står med mange forskellige problemstillinger på samme tid, derfor tror jeg, at det er vigtigt, at vi gør hjælpen tilgængelig til disse mennesker derudover, at man tager sig tid til at lytte til dem. Samtidig betyder det noget, at man er sammen med ligesindede. I den forbindelse tror jeg på, at det er vigtigt, at vi som politikere er med til at facilitere et samarbejde på tværs.

Selvom det er den enkelte, der bliver ramt, sammen med sine pårørende, er det fælles ansvar at arbejde med det, mener den konservative politiker.

– Det er et fælles ansvar, vi har. Den enkelte har også et ansvar, men det kan være svært, når man står med problemer og en svær situation. Det er vigtigt for mig at sige, at det her er et fælles ansvar, derfor er det også vigtigt for mig at se på, hvad er det for et behov, de har, blandt andet hos de unge. Hvad er det for et behov, de unge har for hjælp. Jeg tror ikke, at vi kan lukke os om os selv med ekspertgrupper, og finde løsninger der. Jeg tror på, at vi skal snakke med folk og deres pårørende, og se på, hvad de har inde på livet. Her ser vi, hvad der virker, og også her ser, hvad eksempelvis Sind gør godt, siger Hassing Nielsen og slutter:

– Jeg har meget fokus på området i de udvalg, jeg sidder i. Hvordan kan civilsamfundet spille ind? Der er en stor tilbudspalette, og hvordan hjælper vi hinanden med at synliggøre det og gøre det så godt som muligt, så man har lyst til at være en del af det. Det er vigtigt, at vi samarbejder lokalt med de frivillige og de organisationer, der er, slutter Kirsten Hassing Nielsen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her