Politiker frygter, at personangreb fortrænger politisk debat

Det begynder som en debat. En politiker tager ordet, fremsætter et synspunkt, lancerer et forslag. Men før argumenterne for alvor kan udfoldes, kommer modsvaret. Og det sker ikke altid med saglige indvendinger eller politisk uenighed, men kan i stedet tage form af personangreb, nedladende kommentarer og en skarp tone. Det er en udvikling, som Kirsten Hassing Nielsen, byrådsmedlem for Konservative i Fredericia, har oplevet på nærmeste hold.

– Jeg bliver jo først og fremmest rigtig trist, og så bliver jeg også vred over, at vi ikke er blevet bedre. Fordi det viser sig jo også, at udviklingen faktisk ikke er blevet bedre – tværtimod, siger hun.

Had og trusler mod politikere er ikke et nyt fænomen, og intet tyder på, at det er på retur. En ny analyse fra Trygfonden peger tværtimod på, at angrebene er en fast del af den digitale debatkultur. Hver 20. kommentar på politikeres og mediers Facebook-sider indeholder et sprogligt angreb, ofte rettet mod personen snarere end politikken, og det er altså særligt på de sociale medier, at fronterne trækkes skarpest op.

En farlig tendens

– Det er jo noget, jeg tror, at de fleste politikere oplever før eller siden. Og for nogen kan det selvfølgelig være rigtig meget. Det er jo det, den her analyse også peger på – at der er nogle politikere, som oplever det i særlig grad. Og det er måske også dem, der har nogle meget stærke budskaber, siger Kirsten Hassing Nielsen.

Det er et kendt mønster. Jo mere markant en politiker formulerer sig, jo stærkere reaktioner. Det hører med til jobbet. Men det betyder ikke, at alt bør accepteres, mener Hassing.

– For eksempel, hvis der er en politisk holdning, en politisk mærkesag om et eller andet, som man kommer ud med, og hvor man kan opleve nogle voldsomme reaktioner, og hvor det ikke handler om den politiske sag, men i stedet tangerer til at blive personligt eller decideret hadfuldt med fuldstændig unødvendige bemærkninger, understreger hun og tilføjer, at det “ofte kan have direkte skadelige konsekvenser.”

Hun har selv oplevet det i forbindelse med en sag om førtidspension.

– Jeg var ude med en sag for noget tid siden omkring førtidspensionen, hvor mit budskab var, at jeg gerne ville have genoptaget muligheden for at få nogle sager vurderet igen, fordi jeg syntes, at vi skulle kigge på det. Reaktionen fra nogle var enormt hadfuld, fordi de følte sig angrebet. Jeg synes, det er ærgerligt for den politiske debat, fordi den kan risikere at drukne i kommentarsporet, siger Hassing og tilføjer, at det naturligvis er helt legitimt at være uenig, men at det ofte ikke er det, det handler om. Snarere, tror hun, det kan skyldes, at nogen føler sig ramt og derfor reagerer, som de gør.

Tonen skærpes, når skærmen er mellemleddet

Mange har sikkert hørt udsagnet: Det ville du aldrig sige, hvis du stod over for personen ansigt til ansigt. Og tendensen bekræfter det – det er på sociale medier, at de hårdeste angreb oftest forekommer.

– Jeg har helt klart en oplevelse af, at det her foregår på sociale medier, fordi det ofte er nemt at gemme sig bag skærmen, bemærker hun.

Hun har for nyligt talt med skoleelever i Fredericia, der også har oplevet, hvordan tonen bliver mere skinger online.

– De sagde selv, at de kunne modtage nogle beskeder på sociale medier, hvor de tænkte: ‘Det her havde vedkommende aldrig sagt til mig ansigt til ansigt i klassen’.

Når det, der tidligere ville være usagt, pludselig finder vej til skærmen, bliver konsekvensen et mere råt debatklima – og det gælder ikke kun for politikere, tror Hassing.

Børn lytter til voksne – også når de sviner hinanden til

Problemet stopper nemlig ikke med dem, der aktivt ytrer sig i debatten. Børn og unge ser, hvordan voksne taler til hinanden online, og de tager det med sig.

– Jeg synes jo først og fremmest, at det er vigtigt at tale med børn om det. Det gør jeg som forælder, men det synes jeg også er vigtigt, at vi alle gør – at vi fortæller vores børn, at det ikke er acceptabelt at tale sådan på sociale medier. De er vidner til, hvordan voksne taler, og børn og unge er jo også på sociale medier. Hvis vi ikke italesætter det, sender vi samtidig et signal til næste generation om, hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er, siger hun.

Og ifølge hende rækker ansvaret videre end det.

– Jeg tror, at vi skal sende et tydeligt signal, når vi tager afstand fra noget eller nogle kommentarer. Det handler både om at bruge sociale medier til at svare og gøre det klart, at det ikke er acceptabelt, men også om at tage direkte kontakt til folk. Nogle gange kan det have en effekt at række ud og sige: ‘Jeg er blevet opmærksom på den her kommentar’ og få en samtale om det. Det er selvfølgelig ikke alt, man kan eller skal reagere på, men hvis vi aldrig gør det, risikerer vi at acceptere det – og så får vi heller ikke sagt fra. 

Kan et personligt møde være løsningen?

Så hvad gør man? Skal politikere bare tåle det, fordi de er en del af det offentlige rum?

– Man kan risikere at få nogle negative tilbagemeldinger, for det skal man også kunne tåle som politiker. Men man skal også være opmærksom på, hvad det er for en retorik, jeg selv bruger. Fordi kan den også tendere til noget hadfuldt mod nogle bestemte grupper? Så kan det jo også afføde nogle hadfulde kommentarer, siger hun.

Måske ligger en del af løsningen et helt andet sted. Hassing peger igen på betydningen af den fysiske samtale – at række ud og mødes ansigt til ansigt frem for at lade ordene flyde uhindret i kommentarsporene.

– Jeg tror, at man trænger til at få det fysiske møde, det personlige møde, den personlige samtale om, hvorfor man har brug for at sende hadfulde kommentarer på sociale medier. Hvor kommer det fra? Hvad er det for et behov? Jeg tror, det kunne være en lettelse for nogen – eller en god start – at have et personligt møde, hvor man taler om det, afslutter Kirsten Hassing Nielsen.