Sydøstjyllands Politi har i weekenden sigtet en 23-årig mand for flere lovovertrædelser efter et færdselsuheld på Ydre Ringvej i Fredericia. Yderligere undersøgelser skal nu klarlægge de nærmere omstændigheder omkring færdselsuheldet.
Lørdag omkring klokken 17.20 skete der et sammenstød på Ydre Ringvej i Fredericia, hvor en 78-årig mandlig cyklist blev ramt af en bil. Føreren af bilen, en 23-årig mand, kørte fra stedet efter uheldet.
Den 78-årige mandlige cyklist blev efter uheldet bragt til hospitalet med alvorlige skader.
Den 23-årige bilist blev lørdag aften anholdt på sin bopæl.
Både den 78-årige cyklist og den 23-årige bilist er fra Fredericia Kommune.
Sydøstjyllands Politi har sigtet den 23-årige for uagtsom legemsbeskadigelse, for at have kørt bil uden et gyldigt kørekort samt for at efterlade den påkørte cyklist. Manden er desuden sigtet for besiddelse og salg af narkotika, idet der blev fundet ca. 37 gram amfetamin, ca. 68 gram hash, ca. 10 gram heroin samt ecstasypiller på hans bopæl.
Den bil, som den 23-årige kørte i, da uheldet skete, er blevet beslaglagt med henblik på undersøgelse af en bilinspektør. Undersøgelserne skal sammen med den øvrige efterforskning være med til at klarlægge omstændighederne omkring færdselsuheldet.
Manden blev løsladt efter afhøring. Han er fortsat sigtet i sagen.