VEJRET. Fredag morgen står Danmark op til udbredt regn, der visse steder kan være kraftig og ledsaget af torden. Det viser DMI’s prognose, der gælder frem til lørdag morgen.

Regnvejret trækker ind over landet fra sydvest og vil især præge den nordlige del af Jylland, hvor der lokalt kan falde mellem 20 og 25 mm nedbør. Sidst på formiddagen klarer det dog op, og vi kan få lidt solglimt, men også spredte byger med risiko for torden. Temperaturen lander på mellem 12 og 17 grader. Vinden bliver tiltagende og stedvis op til kuling langs kysterne med kraftige vindstød.

Aftenen og natten bliver præget af vekslende skydække og enkelte byger, der fortsat kan være med torden. Temperaturen falder til mellem 8 og 13 grader, og vinden aftager gradvist.

Kølig pinse i vente

Lørdagen begynder flot med perioder med sol, men om eftermiddagen vender bygerne tilbage fra sydvest. Temperaturen når op mellem 12 og 17 grader, så det bliver fortsat lidt køligt for årstiden.

Søndag, pinsedag, byder på mange skyer og udbredt regn med kraftige byger, der kan indeholde hagl og torden. Først hen på eftermiddagen klarer det lidt op vestfra, men enkelte byger fortsætter. Temperaturen vil typisk ligge omkring 15 grader, og vinden tager til fra nordvest.

Mandag, 2. pinsedag, tegner mere lovende med nogen eller en del sol og kun få byger. Den sydligste del af landet får dog i perioder mere skyet vejr. Temperaturen holder sig omkring 15 grader, og vinden aftager i styrke.

Det bliver altså samlet set en våd og lidt blæsende pinse. Prognoserne antyder, at der samlet set kan falde mellem 15 og 40 mm nedbør frem til mandag aften, dog kun mellem 5 og 10 mm på Bornholm.

Pinsesolen må derfor springe sin traditionelle dans over i år.