Venstres Pernelle Jensen balancerer to valgkampe på én gang – til byrådet og til regionsrådet. Hun kalder det en stor opgave, men ser det som en styrke at kunne bygge bro mellem det lokale og det regionale niveau.
Mens mange kandidater i Fredericia lørdag den 25. oktober koncentrerede sig om at få hængt valgplakater op i kommunen, havde Pernelle Jensen en dobbelt mission. Hun stiller både op til kommunalvalget i Fredericia og regionsrådsvalget i Region Syddanmark, og derfor skal der hænges plakater op i et langt større område.
»Det er jo en lidt større opgave, end hvis man kun stiller op i kommunen, fordi regionen er så geografisk stor, som den er. Der er et meget større areal at dække, men vi har lagt en god plan for plakatopsætningen. Jeg er helt fortrøstningsfuld – det skal vi nok nå i mål med,« siger Pernelle Jensen, der også er formand for Fredericia Byråds Unge- og Uddannelsesudvalg.
Hun ser en klar fordel i at have et ben placeret begge steder – både lokalt og regionalt.
»Der er mange opgaver, der hænger tæt sammen. Nu får vi en ny sundhedsreform, hvor man skal flytte sundhedstilbuddene tættere på borgerne. Det betyder, at det er vigtigt, der sidder lokalpolitikere rundt omkring, som har føling med, hvad der sker i deres områder,« forklarer hun.
Hun peger især på ældreområdet som et sted, hvor samarbejdet mellem region og kommune skal styrkes.
»Når en ældre borger kommer hjem fra sygehuset, skal kommunen tage over på en god måde. Der skal være sammenhæng og tryghed, og der er nogle snitflader dér, hvor det er vigtigt at kunne se tingene fra begge sider,« siger hun.
Men også børn og unge fylder meget i Pernelle Jensens politiske arbejde – både i Fredericia og i regionen.
»I psykiatrien har vi stadig alt for lange ventetider, og det er et område, jeg tror, vi kommer til at arbejde meget med i den kommende periode. Det handler om at få nedbragt ventetiderne, men også om at kommunerne laver nogle gode forebyggende tilbud, så vi undgår, at børn og unge ender i psykiatrien. Også her er det vigtigt med samarbejde og overblik fra begge sider,« siger hun.

For hende er det afgørende, at Fredericia har politikere, der råber op i de regionale fora.
»Vi kan jo bare se, hvor meget det betyder, når nogen kæmper Fredericias sag. På det seneste har vi fået et nyt ydernummer på almenlægeområdet, et på øjenlægeområdet og et på fysioterapiområdet. Det er noget, der er blevet godkendt i sundhedsudvalget, hvor jeg sidder, fordi vi kunne se, at Fredericia lå meget højt på ventetiderne. Der er et stort behov for, at nogen arbejder for, at vi ikke bliver glemt,« siger hun.
Selv om det kræver ekstra planlægning at føre to valgkampe på én gang, mærker Pernelle Jensen stor opbakning – både fra partifæller og fra vælgerne. Hun håber, at vælgerne i Fredericia ser værdien i at have en lokal repræsentant i regionen, der også kender de konkrete udfordringer i kommunen.
»Det giver mening at se tingene i sammenhæng. De beslutninger, vi træffer i regionen, har direkte betydning for borgerne i Fredericia. Og de erfaringer, jeg har med det lokale arbejde her, kan jeg bruge til at presse på for bedre løsninger regionalt. Det er dér, jeg mener, at jeg kan gøre en forskel,« siger hun.
Mens hun og hendes hold fik hængt plakater op rundt omkring i byen og det omkringliggende område, var der smil og kampgejst på trods af det våde efterårsvejr.
»Det er en travl tid, men også en rigtig god tid. Der er noget særligt over at se sit navn på lygtepælene – det er startskuddet på en vigtig valgkamp, både for Fredericia og for regionen. Og jeg håber, at vælgerne kan se, at jeg brænder for begge dele,« siger Pernelle Jensen.
Den 18. november skal borgerne i Fredericia ikke kun vælge et nyt byråd, men også, hvem der skal repræsentere dem i Region Syddanmark. Pernelle Jensen håber, at hun får lov at fortsætte arbejdet på begge niveauer:
»For mig hænger det hele sammen – kommunen, regionen og borgerne. Og jeg vil gøre mit bedste for, at Fredericia får en stærk stemme begge steder.«














