POLITIK. Når kræftbehandlingen slutter, begynder et nyt og ofte usynligt kapitel for mange patienter. Nemlig livet med senfølger – de fysiske og psykiske gener, som kan opstå måneder eller endda flere år efter sygdomsforløbet officielt er afsluttet. For mange patienter betyder det en hverdag med kronisk træthed, koncentrationsbesvær, smerter eller psykiske udfordringer, som kan være vanskelige at håndtere uden den rette hjælp.
Netop det emne var på dagsordenen, da Pernelle Jensen (V), udvalgsformand for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Syddanmark og byrådspolitiker i Fredericia Kommune, for nylig besøgte Kræftpatienternes Hus i Vejle på invitation fra Kræftens Bekæmpelse.
Besøget handlede dog ikke kun om senfølger, men også om palliation, den lindrende behandling, der er afgørende for livskvaliteten i patienternes sidste tid. Begge emner har ifølge Pernelle Jensen brug for større opmærksomhed og en mere systematisk tilgang, både regionalt og kommunalt.
»Vi fik en rigtig god snak om, hvad der allerede fungerer godt, og hvad der kan gøres bedre. Vi har jo allerede en række tilbud til kræftoverlevere i Region Syddanmark, men vi må ikke slippe patienterne, når behandlingen er slut. Alt for mange lever med senfølger uden at få den hjælp, de har behov for,« siger Pernelle Jensen.
Senfølger bør sættes på dagsordenen tidligere
Netop senfølgerne blev en central del af samtalen i Vejle. Problemet er ifølge Pernelle Jensen ikke kun, at senfølgerne opstår, men også at både patienterne og omgivelserne ofte er uforberedte på dem.
Det skyldes, at fokus i et kræftforløb typisk ligger på selve behandlingen og overlevelsen, hvor patienterne og deres pårørende primært tænker på at komme igennem sygdommen. Derfor kan senfølger, som ofte viser sig først måneder eller endda flere år efter afsluttet behandling, komme som en overraskelse. Information og opmærksomhed omkring senfølger bør derfor integreres langt tidligere og mere systematisk i patientforløbene, forklarer hun.
»Det, jeg tog med fra besøget, var især vigtigheden af, at man systematisk gør patienterne opmærksomme på, at senfølger kan opstå – nogle gange flere år efter behandlingen. Det handler om, at personalet på sygehuset og almen praksis aktivt tager senfølger op i de opfølgende samtaler, så både patient og pårørende er bedre forberedt,« understreger hun og fortsætter:
»Hvis patienterne er opmærksomme på, hvilke senfølger de kan opleve, og almen praksis også ved, hvad de skal kigge efter, er det nemmere at opdage symptomerne og dermed få den rette hjælp i tide.«
Men det stopper ikke der, mener Pernelle Jensen. Kommunerne og arbejdspladserne har også et ansvar for at være opmærksomme på, at kræftpatienter kan opleve senfølger. Senfølgerne kan nemlig påvirke evnen til at arbejde, den generelle trivsel og borgernes dagligdag, og derfor skal både kommunernes medarbejdere, som fx jobkonsulenter, og arbejdspladsernes ledelse være bedre klædt på til at støtte tidligere kræftpatienter.
»Det er vigtigt, at både kommunerne og for eksempel jobcentrene ved, at de problemer, en tidligere kræftpatient oplever, kan hænge sammen med senfølger efter kræftsygdommen. Det samme gælder på arbejdspladserne, hvor det er nødvendigt, at der er forståelse for, at senfølger kan medføre vanskeligheder i hverdagen,« bemærker hun.
Palliation skal være mere systematisk – også i hjemmet
Under besøget i Vejle blev også palliativ behandling diskuteret grundigt. Her er det ifølge Pernelle Jensen tydeligt, at mens den specialiserede lindring på sygehusene ofte fungerer godt, så mangler der en mere struktureret tilgang til den basale palliation i borgerens eget hjem og på plejecentrene.
»I Region Syddanmark har vi allerede et godt tilbud inden for specialiseret palliation på sygehusene, men vi bør sætte mere fokus på den basale palliation, som finder sted ude i borgernes egne hjem, på plejecentrene og også på sygehusene. Her efterlyser Kræftens Bekæmpelse en mere systematisk tilgang,« siger Pernelle Jensen.
Hun har derfor allerede sat emnet på dagsordenen i Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen, hvor også palliativ fysioterapi bliver diskuteret som en vigtig del af den lindrende behandling.
»Der er flere ting, almen praksis kan gøre for at lette overgangen fra sygehus til hjemmet, blandt andet ved at deltage i samtaler med hjemmeplejen. Det kan hjælpe til, at borgeren får den lindring, vedkommende har brug for i den sidste tid, og sikre et værdigt og godt forløb,« forklarer hun.
Mere samarbejde skal sikre værdighed til det sidste
For Pernelle Jensen stopper det politiske engagement ikke ved regionen. Hun ønsker nemlig at bruge sine erfaringer fra besøget hos Kræftpatienternes Hus i Vejle helt konkret i Fredericia Kommune, hvor hun også sidder i byrådet.
Hun peger på, at mens regionen tilbyder specialiseret palliation, ligger ansvaret for den basale lindring ofte hos kommunerne. Og her mener hun, at der kan være plads til forbedring lokalt.
»Jeg sidder jo også med en kommunal kasket på, og derfor vil jeg gerne undersøge, hvordan vi konkret håndterer palliation her i Fredericia Kommune. Måske kan vi sætte mere fokus på den basale palliation hjemme hos borgerne,« fortæller hun.
Ifølge Pernelle Jensen handler det især om bedre koordinering mellem hjemmepleje, praktiserende læger og kommunen, så borgere i den sidste del af livet oplever en mere sammenhængende omsorg. Hun vil derfor tage emnet op politisk og undersøge, om kommunen kan understøtte et tættere samarbejde mellem almen praksis, hjemmeplejen og sygehusene. Det kunne eksempelvis ske ved, at praktiserende læger og hjemmeplejen holder fælles samtaler om borgerens behov, når patienten kommer hjem fra sygehuset.
»Der er meget, almen praksis kan gøre for at lette overgangen fra sygehuset til borgerens eget hjem. Det kan handle om at deltage i fælles samtaler med hjemmeplejen, så vi sikrer, at borgeren får en værdig og lindrende behandling i den sidste tid,« siger hun.
