Per Breckling: Sammenhæng og tid er nøglen til bedre skole

Formand for Fredericia Lærerkreds, Per Breckling, vurderer, at folkeskolen i Fredericia står et bedre sted end længe – men understreger samtidig, at varige forbedringer kræver tid, investeringer og en fælles tro på skolens betydning for byens fremtid.

Der findes institutioner, man kan tale om i tabeller og budgetter. Og så findes der institutioner, man kun forstår, hvis man tør tale om mennesker, tid og tillid. Folkeskolen hører til den sidste kategori. Den lever ikke i regnearkene alene, men i klasseværelserne, i frikvartererne, i samtalerne mellem lærere og forældre og i de stille øjeblikke, hvor et barn opdager, at noget, der var svært i går, pludselig kan lade sig gøre i dag.

I Fredericia har folkeskolen derfor fyldt meget i debatten de senere år. Den er blevet diskuteret, vurderet og vejet. Der har været overskrifter om faldende elevtal, om trivsel og mistrivsel, om karakterer, struktur og skoledistrikter. Om privatskoler, der vokser, og om en folkeskole, som nogle forældre har haft svært ved at genkende sig selv i. Samtidig har der været politiske meldinger om færre elever i klasserne, nye investeringer og – ikke mindst – planerne om en ny skole ved Kirstinebjerg. En skole, der ikke blot er et byggeri, men et løfte om, at noget kan blive anderledes.

Midt i den debat står én stemme, der ikke lever af hurtige løsninger eller klare slagord, men af erfaring. En stemme, der kender skolen indefra – fra lærerforberedelsen, fra klasselokalet, fra mødelokalerne – og som derfor heller ikke er i tvivl om, hvor udfordringerne er. Men som heller ikke har opgivet troen på, at noget kan flytte sig, hvis man giver det tid og vilje.

»Hvis man skal lave en aktuel status her ved årsskiftet, så tænker jeg faktisk, at folkeskolen står et bedre sted, end vi har været i et stykke tid,« indleder Per Breckling, formand for Fredericia Lærerkreds.

Sætningen falder roligt og uden store armbevægelser. Det er en nøgtern konstatering fra en mand, der har set reformer komme og gå, oplevet ambitioner blive skruet op og realiteterne halte bagefter – og som ved, at fremskridt i folkeskolen sjældent kommer som spring, men som langsomme bevægelser.

Et opgør med reformens tid

Når Breckling taler om, at folkeskolen står et bedre sted, handler det ikke om, at alle problemer er løst. Tallene fortæller fortsat om faglige udfordringer, og Fredericia ligger ikke i toppen på hverken karaktergennemsnit eller trivsel. Den virkelighed løber han ikke fra. Alligevel er der sket en mere grundlæggende forskydning i synet på skolen og i måden, den styres på.

»Skolereformen fra 2013 havde jo 10-års jubilæum i 2023, og vi må konstatere, at den ikke rigtig lykkedes. Den er også rullet tilbage, bare under nogle andre navne, fordi selve ordet skolereform er blevet slidt op.«

I sætningen ligger både et punktum og en lettelse. Et punktum for en reform, der ville for meget på én gang og målte succes i længde og ensartethed. Og en lettelse over, at man igen tør erkende, at styring ikke er det samme som kvalitet, og at mere skole ikke nødvendigvis er bedre skole.

For Breckling er opgøret med reformens tid ikke et opgør med forandring i sig selv, men med forestillingen om, at komplekse relationer kan standardiseres, og at læring kan presses ind i faste rammer uden hensyn til dem, der skal bære den i praksis. Et af de tydeligste brud med den tænkning er den forkortede skoledag. Ikke som en nostalgisk længsel mod »gamle dage«, men som en erkendelse af, at den lange skoledag kom til at handle mere om tilstedeværelse end om indhold.

»Jeg har kaldt det en lønmodtagertilgang, oven i købet en forældet lønmodtagertilgang. Det der med, at lærerne skulle være der fra 8 til 16, uanset hvad. I virkeligheden handler det jo om opgaven. Om den kan lykkes.«

For Breckling var konsekvensen, at lærerne i for høj grad blev reduceret til funktioner i et system frem for fagprofessionelle med ansvar for et komplekst dannelsesopdrag. I Fredericia peger han på, at man allerede tidligt forsøgte at bløde reformens hårdeste kanter op gennem lokale forståelser og aftaler. Først nu er den bevægelse også blevet national.

»Den forkortede skoledag giver os mulighed for at bruge ressourcerne bedre og faktisk lykkes med opgaven. Det er jeg glad for.«

Når investeringer tager tid

Da talen falder på de seneste budgetforlig i Fredericia, er tonen mere fremadrettet end tidligere. Som om der er truffet valg, der rækker længere end den næste valgperiode og længere end den næste pressemeddelelse.

»Det seneste budgetforlig, og også det forrige, pegede begge fremad. Særligt det sidste, med beslutningen om en ny skole ved Kirstinebjerg.«

Her er det tydeligt, at skolen i Brecklings optik ikke blot er et byggeri, men et signal. Et tegn på, at man politisk har accepteret, at folkeskolen ikke kan repareres stykkevis og delt, men kræver langsigtede beslutninger. At rammer betyder noget. Ikke som garanti for kvalitet, men som en forudsætning for, at kvalitet overhovedet kan opstå.

Samtidig insisterer han på proportionerne. En ny skole ændrer ikke folkeskolen fra den ene dag til den anden. Den kan skabe muligheder, men den løser ikke alt.

»Hvis vi skal ændre noget grundlæggende i folkeskolen, så går man jo i skole i 10 år. Det betyder også, at det tager 10 år at se effekten, medmindre man selvfølgelig investerer massivt.«

Her ligger et vigtigt korrektiv til den politiske utålmodighed, som ofte præger skoledebatten. For Breckling er tid ikke en modstander, men et vilkår. Man kan ikke måle folkeskolens kvalitet på ét år eller ét hold. Forandringer sætter sig langsomt, fordi børn vokser langsomt, og fordi relationer, faglighed og dannelse ikke kan fremskyndes uden omkostninger.

Derfor vender han igen og igen tilbage til de konkrete greb. Ikke de store overskrifter, men de ændringer, der kan mærkes i hverdagen, hvor loftet på 24 elever i en klasse, tolærerordninger og flere voksne omkring børnene bliver afgørende.

»Det øger simpelthen muligheden for, at læreren kan nå rundt til alle eleverne. For at læreren kan lykkes med sin opgave og for at vi kan få bedre resultater end dem, vi har set over et langt skoleforløb.«

Sammenhæng frem for brud

Et centralt element i planerne for den nye skole er, at den bliver en 0.–9. klasse-skole. »Jeg har altid oplevet den sammenhængende skole som det bedst mulige. Når eleverne indgår i ét samlet skoleforløb, og lærere og ledelse gør det samme, så har man blik for hele paletten – det, eleverne skal dannes til og uddannes til.«

Her handler det mindre om mursten og mere om pædagogisk logik. Om erfaringen af, at færre skift kan give mere ro, at kontinuitet kan skabe ansvar, og at ansvar over tid kan gøre en reel forskel. Når elever, lærere og ledelse følger hinanden gennem årene, bliver skolen ikke blot et sted, man passerer, men et fælles projekt med blik for det lange sigte – for barnet, der begynder i indskolingen og forlader skolen som et ungt menneske.

Derfor ser Breckling den nye skole som noget, der rækker længere end én adresse.

»Når vi har lavet noget, der fungerer på Kirstinebjerg, bliver det vigtigt, at vi kan udbrede de erfaringer til de øvrige skoler i kommunen. Det er faktisk noget af det, vi stadig mangler at få helt på plads.«

Og spørgsmålet om sammenhæng peger videre. For når sammenhængen mangler, bliver valget tydeligere. Også for forældre.

Folkeskolen og flugten

I mange år har pilen peget mod privatskolerne. Også i Fredericia. En bevægelse, der ikke kan reduceres til enkeltårsager, men som over tid har været med til at forme den offentlige samtale om folkeskolens tilstand.

Breckling afviser ikke privatskolernes berettigelse, men han insisterer på at vende spørgsmålet om.

»Det skal ikke være sådan, at man vælger folkeskolen fra. Man skal vælge privatskolerne til.«

Sætningen rammer en bærende nerve i debatten. For hvis folkeskolen opleves som et fravalg, er der noget grundlæggende galt – ikke nødvendigvis med forældrene, men med det tilbud, de bliver stillet overfor.

»Vi har måske bevæget os derhen, fordi folkeskolen ikke altid har kunnet levere det, som forældre og elever ønskede. Det skal vi være bedre til.«

Der er ingen bortforklaringer i udsagnet og ingen forsøg på at skyde ansvaret fra sig. Kun en nøgtern erkendelse af, at tillid kan slides, og at den skal genopbygges gennem handling, ikke gennem ord.

Samtidig understreger han, at folkeskolerne netop ikke skal være ens. At deres styrke også ligger i forskelligheden.

»De skal afspejle det område, de ligger i, og den befolkning, der engagerer sig. Det er også en del af deres styrke.«

Fremtidens folkeskole er bygget på tro

Da samtalen bevæger sig fra struktur og økonomi til fremtid, skifter sproget karakter. Her bliver det mindre teknisk og mere eksistentielt. Mindre optaget af modeller og mere af det, der i sidste ende holder en skole oppe, når reformer er rullet tilbage, og budgetter er brugt.

»Fremtidens folkeskole i Fredericia er først og fremmest en folkeskole med tro.«

Ordet kan lyde stort. Hos Breckling er det imidlertid hverken højstemt eller abstrakt. Troen er ikke religiøs, men relationel og forankret i tillid – mellem mennesker og mellem system og virkelighed.

»Det er en folkeskole, som byråd og administration tror på. En folkeskole, som forældrene tror på. En folkeskole, hvor lærerne tror på, at de kan lykkes med opgaven. Og hvor eleverne gennem folkeskolen lærer at tro på sig selv og deres fremtid.«

Det er en kæde, hvor hvert led er afhængigt af det næste. Hvor lærernes mulighed for at lykkes hænger sammen med politiske prioriteringer. Hvor forældrenes tillid hænger sammen med skolens evne til at levere. Og hvor elevernes selvværd og fremtidstro i sidste ende formes af de voksne, der omgiver dem hver dag.

Hvis den fælles tro lykkes, mener Breckling, kan folkeskolen løfte sig markant.

»Så kan vi gøre det på et meget bedre niveau, end vi gør i øjeblikket.«

Men tro alene er ikke nok. Den skal understøttes. Derfor stopper debatten ikke ved kommunegrænsen. Når Breckling taler om investeringer, peger han også mod Christiansborg.

»Jeg så, at vismand, Nina Smith, netop har lavet en udregning på, at hvis folkeskolen skulle have fulgt den velstandsstigning, som der har været i samfundet fra 2019 til 2023, så skulle man tilføre omkring 4 milliarder kroner om året.«

Beløbet er stort, men pointen rækker længere end kroner og øre. For her handler det også om timing og om de konsekvenser, der følger, hvis man venter.

»Det er billigere at sætte ind tidligt end sent. Hvis vi investerer i rammer, faciliteter og medarbejdere nu, kan vi ændre både blik og virkelighed.«

Han hæfter sig ved, at undervisningsministeren selv har anerkendt, at folkeskolen i en årrække er blevet underprioriteret, og han håber, at et kommende folketingsvalg kan blive et vendepunkt. Ikke som et løfte om hurtige løsninger, men som en mulighed for at genoprette det fundament, som hele uddannelsessystemet hviler på.

Forældrenes ansvar – fællesskabet først

Til sidst vender samtalen tilbage til det sted, hvor folkeskolen i praksis leves hver dag. Til klasselokalet. Og til hjemmene bag.

»Forældrene kan bidrage på den måde, at de har den her opbakkende tilgang, som de har i forhold til deres børn, og de vil deres børn det bedste. Det skal man huske på altid. Det tænker jeg, er et udgangspunkt for alle forældre. Der skal de bare vide også nogle gange, at et barn har det bedst af også at fungere i et fællesskab. Og det er klassen. Det er folkeskolen.«

For Breckling handler det ikke om at pege fingre ad forældre, men om at minde om, at skolen ikke kun er et individuelt projekt. Den er et fælles anliggende, hvor hensynet til den enkelte elev altid må balanceres med hensynet til fællesskabet.

I den forstand skriver hans synspunkt sig ind i en bredere debat om ro, ansvar og rammer i folkeskolen – en debat, som også undervisningsminister Mattias Tesfaye i de senere år har bidraget markant til. Men hvor debatten ofte har været skarp i tonen, insisterer Breckling på et mere tillidsfuldt udgangspunkt. Han efterlyser ikke mindre engagement fra forældrene, men et bredere perspektiv.

»Den opbakning, de giver deres barn, den vil jeg gerne opfordre til, at de i lige så høj grad giver folkeskolen og fællesskabet og klassen, og tager det udgangspunkt i det.«

Et fundament for fremtidens Fredericia

Fremtidens folkeskole i Fredericia bliver ikke skabt af én beslutning, én bygning eller én reform, ifølge Breckling. Den bliver skabt af mange små valg. Af justeringer, der virker over tid. Og af en fælles vilje til at tro på, at skolen stadig er et af samfundets vigtigste fundamenter.

»Det er den udvikling, jeg som formand for Fredericia Lærerkreds gerne vil være med i – eller skubbe til, hvis det er nødvendigt – men helst i samarbejde med alle de parter, jeg har omtalt.«

Han taler ikke om mirakler, men om vedholdenhed. Om at blive stående i arbejdet, også når resultaterne først viser sig over tid. Og her ser Per Breckling begyndelsen på fremtidens folkeskole – ikke i de store ord, men i viljen til at holde fast. Sammen.