En ny analyse viser, at næsten hver femte nyuddannede lærer har forladt folkeskolen tre år efter ansættelsen. Tallene fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd baseret på Danmarks Statistiks registre afslører, at 19,3% af de nyuddannede lærere fra 2018-årgangen ikke længere er i folkeskolen efter tre år, og knap 24% har forladt efter fem år. Analysen peger på udfordringer med at fastholde lærere, hvilket kan påvirke kvaliteten af undervisningen i fremtiden. Kommuner opfordres til at intensivere indsatsen for at holde på de unge lærere. AVISEN har talt med formand for Fredericia Lærerkreds, Per Breckling om, hvorfor det forholder sig sådan, og hvad der skal til, hvis lærerne ikke skal droppe skolen.

Nyuddannede lærere forlader folkeskolen: En presset situation og behov for forbedringer

En ny analyse viser, at næsten hver femte nyuddannede lærer forlader folkeskolen inden for tre år. Per Breckling, formand for Fredericia Lærerkreds og medlem af hovedbestyrelsen i Danmarks Lærerforening, peger på flere årsager til denne udvikling. Han beskriver de pressede arbejdsforhold, som mange lærere oplever.

– Lærernes tilstand er presset, blandt andet i deres opgaveløsning, fordi de ikke har de midler og den pakke, der skal til for at gøre det bedste for min klasse og min skole, som de kalder det. Den pakke mangler, og derfor lykkes de ikke så godt, som de kan, men de gør deres bedste. Over tid gør det noget ved ens oplevelse af sig selv, og ens opgaveløsning som lærere, og det handler nogen på, her de nye lærere, desværre, siger Per Breckling, der positivt har bemærket, at flere og flere ledere deltager i onboarding-programmer, når de bliver ansat. Det burde man også gøre for den menige lærere, siger formanden:

– Onboarding er ikke noget, der rammer lærerne, det er noget for ledere. Man forsøger at lave en god start for de nyansatte, men vi er ikke nået til lærerne endnu. Lærerne starter med fuld skema, de har forberedt sig weekenden forinden, og så er det bare i gang. Men der er ikke lavet et onboardingprogram. Det kunne være en af løsningerne på problematikken. De nye lærere har brug for støtte og hjælp i forhold til den teori, de kommer med. I Fredericia kunne det være, hvordan man får fat på noget godt historieundervisningsmateriale. Her har man et godt museum, der leverer god undervisning, der er gode museumsformidlere, men ved man det, som ny lærer, hvis man ikke er fra Fredericia, lyder for Breckling, der også forholder sig til den aktuelle problemstilling med, at flere og flere elever dumper i de vigtige fag; dansk og matematik.

– Jeg tænker, når vi måler, selvom vi måler for meget, og har for meget fokus på at måle, men vi har nogle lærere, der kan se, hvad der står i avisen, og de har nok også en leder, der nævner det for dem, at flere og flere skoleelever ikke består dansk og matematik. Det betyder da noget. Det er da endnu en pind til det med, ‘jeg lykkes ikke som lærer,’ og det er svært, hvis pakken mangler og handlemulighederne er begrænset, det kan også være, at der er skåret på lejrskolen, hvis man ikke kan veksle mellem skærm og bøger, andre midler, fortæller Per Breckling.

Mange lærere vil helst være lærere

Han nævner ønsket om at få tidligere lærere tilbage i folkeskolen og de potentielle fordele ved dette:

– I øjeblikket er der 26.000 lærere, som arbejder med andre jobs, og det har de det godt med, men nogle af dem vil helt sikkert hellere være lærere, og det kunne være godt at få dem tilbage igen.

Men det kan vendes

Per Breckling er ikke i tvivl om, at investeringer i Folkeskolen kan vende udviklingen, som i sidste ende vil være til gavn for hele samfundet. Investeringen betaler sig, det er samfundet, der løftes, når man løfter Folkeskolen, siger han.

– Der skal investeringer til på landsplan og på kommunal plan. Hvis man starter det, så starter man også en positiv spiral, i stedet for den negative, vi ser i øjeblikket. Man kan bruge administrationsudtrykket: ‘Vi skal tale folkeskolen op,’ og hvis lærerne bliver gladere for at arbejde, og eleverne lykkes, så kan vi gøre noget godt, ikke kun for lærere og elever, men for hele samfundet, hvor det er det, der kommer ud af det til sidst. Noget godt for alle, slutter formand for Fredericia Lærerkreds, Per Breckling.

Læs også