Pelle laver holdets kedeligste mad - men på håndboldbanen har han langt større ambitioner

På holdet kalder de det kedelig mad, og Pelle Segertoft tager det som en kompliment. Kartofler, oksekød eller kylling, en avocado ved siden af og ingen sauce, for den har han ikke brug for, og når han har lavet det, tager han et billede og sender det til holdkammeraterne med besked om, at det er det, man skal spise, hvis man vil være god. »De synes, jeg laver kedelig mad. Jeg spiser stort set kun kartofler, oksekød eller kylling med lidt avocado til. Og ingen sauce. Så sender jeg billeder til holdkammeraterne og fortæller dem, at det er sådan, man skal spise. Det synes jeg er ret sjovt,« siger han, og for en ordens skyld tilføjer han, at han gerne går ud og spiser sushi eller en burger, når det er andre, der laver maden. Derhjemme bliver det det samme næsten hver dag, og forklaringen kommer senere i samtalen, da det viser sig, at han ved siden af håndbolden tager kurser i ernæring.

Pelle Segertoft er 22 år, to meter høj og fra Göteborg, hvor han spillede for Önnereds HK, indtil han i sommeren 2025 skrev under på en treårig kontrakt med FHK. Han kommer fra en håndboldfamilie, hvor både mor og far spillede i den bedste svenske række, og hvor storebroren spillede, indtil skaderne satte en stopper for det, så han i dag er træner i Önnered. »Jeg spillede også fodbold som barn, men der var altid noget særligt ved håndbolden. Jeg var også meget bedre til det, og jeg så meget op til min bror og var med til hans træninger. Så det var egentlig ret naturligt, at jeg endte med at spille håndbold,« fortæller han. De fleste af vennerne hjemme i Sverige er dog fra fodbolden, bemærker han, og i to år nåede han at spille på samme hold som sin bror, med faren som træner. Som 18-årig spillede han EM-finale for Sverige mod Spanien i Montenegro i 2022, og selvom den blev tabt med 32-34, og selvom han selv blev kåret som turneringens bedste forsvarsspiller, hvilket han undlader at nævne, er det det minde, der står tydeligst, mest på grund af alle de beskeder og opkald, der kom fra folk, som havde fulgt med.

Skiftet til Danmark kom, fordi han havde spillet håndbold hele livet i samme by og nåede et punkt, hvor han ville udfordre sig selv, og fordi FHK havde haft kontakt til ham længe og lagde et oplæg frem, han syntes lød rigtigt. At William Andersson Moberg allerede var i klubben, og at Fredericia virkede som en hyggelig by, gjorde resten. Det første år blev dog et andet, end han havde forestillet sig. »Jeg har ikke rigtig fået mulighed for at vise, hvor god jeg selv mener, jeg er. Skaderne har stået i vejen, og det har været frustrerende. Når man kommer fra den svenske liga til en ny klub, er der store forventninger. Jeg føler stadig, at jeg har noget at vise, som folk ikke har fået set endnu,« siger han, og han siger det uden undskyldninger og uden at skubbe det fra sig. Byen og holdet er han glad for. Det er den sidste del, han venter på at få vist tilskuerne.

Det, de skal se, er en spiller, han selv har svært ved at sætte på formel, for det kommer an på, hvem man spørger og hvornår. I Fredericia har han mest spillet forsvar, sidste år næsten kun, og han medgiver, at det måske er hans største styrke, men han vil spille begge veje, som han altid har gjort. »Jeg ser mig selv som en spiller, der kan dække mange positioner, og som en mere spillende venstre back, der gerne tager skud og dueller. Jeg skyder måske ikke hårdest, og selv om jeg er høj, er jeg jo ikke så bred,« konstaterer han. Højden har han haft altid, musklerne er kommet til de seneste år, og i en håndbold, der i øjeblikket dyrker de kortere og hurtigere spillere, ser han alligevel de to meter som en fordel, blandt andet fordi han er rimelig hurtig af en på to meter at være.

De to meter var i begyndelsen det eneste, holdkammeraterne kunne aflæse på ham, for sproget tog sin tid. I omklædningsrummet gik der nogle måneder, før nogen forstod ham, og før han forstod dem, men nu kan han tale med alle, og han har en fornemmelse af, hvad de ville sige. »Jeg tror, de vil sige, at jeg er stille og rolig og træner meget. Jeg er ikke den, der larmer mest i omklædningsrummet, men jeg kan godt lide at lave sjov og komme med nogle jokes. Og så kan jeg godt lide at få de andre lidt op at køre,« siger han og griner. Uden for hallen er han, med egne ord, en dreng på 22, der kan lide at være sammen med kammerater, og som kan lide konkurrence i enhver form, på håndboldbanen, på golfbanen og i et spil kort. Golfen deler han med William Andersson Moberg, når denne har tid, hvilket ifølge Pelle Segertoft er omkring halvdelen af gangene, for William fortalte selv i sit portræt i denne serie, at fridagene derhjemme bliver brugt på det, hans kone gerne vil, og det har hans unge landsmand lagt mærke til.

Williams portræt i serien handlede også om strømper, der helst ikke skulle vaskes, og om ritualer, der begynder tidligt om morgenen på kampdagen, og det ved Pelle Segertoft godt. Selv har han gjort sig umage for at komme af med sine, og det er en bevidst beslutning. »Hvis du har talt med William, ved du, at han har en masse ritualer. Jeg har faktisk prøvet at komme væk fra mine, for det bliver frustrerende, hvis man pludselig ikke kan nå at gøre alle de ting, man plejer før en kamp,« forklarer han. Det, der er tilbage, er praktisk. Han spiser utrolig meget på kampdagen, går en tur ned til vandet for at få blod i benene og ser video af modstanderne. Engang stod han og kastede dart før kampene, for han er stor dartfan og har en skive hængende derhjemme, og det er samtidig det nærmeste, han kommer et overraskende faktum om sig selv, at han har fulgt sporten i fire-fem år og kaster ganske godt. Dartskiven før kampene er droppet sammen med resten.

Skiven hænger der stadig, og den får mere brug om vinteren, for fridagene i Fredericia ligner hinanden, og det siger han uden at klage, for byen er fin, bare mindre end Göteborg, der er Sveriges næststørste. Om sommeren bliver det golf, ellers en tur på havnen eller en kaffe med de holdkammerater, der bor i nærheden, og ind imellem kurserne i økonomi og ernæring, som han tager for sjov og for at samle point, når han har muligheden. »Jeg kan godt lide at kunne sige, at jeg også studerer ved siden af håndbolden. Det er sjovt, især ernæring, og det er måske derfor, jeg spiser så kedeligt,« siger han. I november og december, når det bliver koldt og mørkt, mærker han, at han har brug for at have andet end håndbold at tage sig til, og resten af året handler fridagene om at være klar til næste træning og næste kamp, for det er, som han siger, derfor, han er her.

Hvad han vil nå, mens han er her, hænger sammen med det, han endnu mangler at vise. »Jeg vil gerne vise, hvad jeg virkelig kan på banen, og udvikle mig sammen med holdet. Det ville være megafedt, hvis vi kunne vinde noget. Et mesterskab for eksempel. Jeg tror på, at vi har muligheden med det hold, vi har, hvis det hele falder på plads. Og med Torbjørn i målet har vi fået en spidskompetence, der virkelig kan udfordre de store,« siger Pelle Segertoft, der har forberedt sig på det i to år med kartofler, kylling og en avocado ved siden af. Når det sker, er der nogen på holdet, der kommer til at få et billede.