Peder Tind om stadionudvidelsen: »Det er ren stolthed«

0

SPORT. Formanden for Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Kommune, Peder Tind (V), var tirsdag ude ved Monjasa Park for at besigtige stadionbyggeriet, der skrider hurtigt frem efter FC Fredericias oprykning til Superligaen. Han var tydeligt begejstret for, hvad han så.

»Det her er sommerliv. Det gør det. Det er helt vildt. Udover at vejret er fantastisk, så kan man bare mærke, at der sker forandringer hver dag herude på Monjasa Park,« siger Peder Tind.

Udvalgsformanden lagde især mærke til, hvor hurtigt byggeriet er avanceret siden hans sidste besøg.

»Det er nogle uger siden, jeg var her sidst, og man kan bare mærke, at det her går rigtig, rigtig godt. Det går efter planen, og det er svært at forestille sig, at for nogle måneder siden, der rykkede vi op i Superligaen, og nu er vi i gang med at bygge ud. Så det er bare stolthed,« fortsætter han.

Stadionbyggeriet har skabt stor interesse blandt byens borgere, og det mærker Peder Tind tydeligt.

»Jeg tror – og det ved jeg – at fredericianerne har taget det her til sig helt vildt. Altså, vi kan jo se, hvordan der er blevet solgt billetter, og man snakker om det, lige meget hvor man kommer hen, at Fredericia har et superligahold. Man mærker begejstringen herude, når man kommer, og tænker, at det her bliver stort. Og det er tydeligt at mærke, at det her, det er, og det bliver stort,« siger han begejstret.

Forestillingen om 10.000 tilskuere på Monjasa Park virker næsten uvirkelig for udvalgsformanden, men han ser det som en realitet, der snart kan opleves.

»Forestil dig, at der er 10.000 mennesker herinde på Monjasa Park. Det er jo næsten uvirkeligt,« siger han.

Han roser samtidig håndværkerne, der arbejder effektivt for at holde tidsplanen, som indtil videre ser ud til at blive holdt.

»Jeg håber og tror bestemt, at vi holder tidsplanen. Det er det, jeg får at vide indtil nu. Og man kan jo også se, hvor meget der allerede er sket, og hvor dygtige de her håndværkere er til både at planlægge og til at udføre. Så jeg er meget, meget optimist,« fortæller Peder Tind.

Han understreger desuden, at stadionudvidelsen blot er ét eksempel blandt mange på de positive ting, der sker i Fredericia Kommune lige nu.

»Generelt er jeg bare optimist på Fredericias vegne. Jeg synes, der sker rigtig, rigtig mange gode ting i vores kommune. Og det her er jo bare en af de mange gode solstrålehistorier, der er omkring vores kommune. Så det er stoltheden, når jeg kigger på, hvad vi sammen kan opnå,« slutter Peder Tind.