Efter en aflysning af IMM Cologne i januar retter PBJ Designhouse nu blikket mod FurnitureFair, som finder sted i MESSE C i Fredericia i april. Den midtjyske møbelproducent ser frem til at præsentere nye produkter i det, de håber bliver et betydningsfuldt forum for skandinavisk design.

Salgschef Thomas Museth-Gregersen fra PBJ Designhouse understreger, at messen er en vigtig platform for både udstillere og besøgende.

– De nyheder, vi havde linet op til IMM Cologne i januar, som nu er aflyst, tager vi med til Fredericia – det gælder blandt andet nyheder indenfor spiseborde, spisestole og skænksystemer, siger han.

Stigende behov for en dansk messe

Ifølge Thomas Museth-Gregersen er FurnitureFair et tiltrængt tiltag på det danske marked.

–  Der har manglet en messe i Danmark, hvor ikke bare kædeindkøbere, men også butikker har mulighed for at se nye produkter og foretage indkøb. Jeg håber, dette messeformat er starten på noget blivende, noget der vokser sig stort og får en skandinavisk dimension også, siger han.

Thomas Museth-Gregersen fremhæver, hvordan det fysiske møde med produkterne kan skabe en stærkere oplevelse for kunderne.

– Her får kunderne mulighed for at se et bredt udsnit af, hvad vi står for, og hvad vi kan levere. Vi har gode erfaringer med, at når man kan se produkterne i virkeligheden, røre ved dem, mærke kvaliteten og prøve dem, så er det en helt anden oplevelse, end når vi kommer som sælgere med en iPad eller en PC og måske et enkelt møbel bag i bilen.

Trends og tendenser på messen

På PBJ Designhouse’s stand vil besøgende få et indblik i nogle af de nyeste trends indenfor møbeldesign. Ifølge Thomas Museth-Gregersen er der stigende efterspørgsel efter multifunktionelle løsninger i spiseborde, hvor tillægsplader nemt kan integreres og opbevares. Derudover er komfort i spisestole blevet vigtigere end nogensinde.

– Man skal kunne sidde godt i mange timer med sine gæster og spise, spille eller drikke et glas vin, siger han.

Foto: PBJ Designhouse.

Indenfor skænke og vitriner peger han på et øget fokus på opbevaringsplads som en vigtig tendens.

– Måske hænger det sammen med, at vi i dag ser mindre plads i køkkenelementer, og at man sjældent bruger overskabe i køkkenet, tilføjer han.

En fælles oplevelse

Thomas Museth-Gregersen opfordrer butikker til at tage hele teamet med på messen.

– Det er en god måde at inddrage og inspirere hele teamet, siger han og understreger vigtigheden af, at alle involverede i salgsarbejdet får et førstehåndsindtryk af produkterne.

FurnitureFair i Fredericia løber af stablen den 27.-30. april 2025.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her