POLITIK. Striden om det borgerlige valgforbund i Fredericia har kastet lange skygger ind over kommunalvalget. Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Borgernes Liste har forpligtet sig til, at borgmesterposten kun kan findes i blå blok. Det Konservative Folkeparti står udenfor, og det har skabt en markant uenighed i det borgerlige Danmark i Fredericia.

Danmarksdemokraternes spidskandidat, Palle Dahl, ser det som et historisk øjeblik. For ham handler klausulen ikke bare om en teknisk detalje, men om at sikre et reelt magtskifte.

»Det er korrekt, at borgmesterposten kun må findes i blå blok. Det er nødvendigt, fordi vi gerne vil have et skift i Fredericia Kommune. De sidste 100 år har der kun været blå borgmester i én periode. Vi trænger til fornyelse, for de seneste år har ikke været gode. Vi er nogle partier, der er gået sammen og bakker hundrede procent op om, at vi skal noget andet end Socialdemokratiet,« siger Palle Dahl.

Livrem og seler

Når han bliver spurgt, hvorfor det var nødvendigt med en så skarp kontraktlig binding, når Tommy Rachlitz Nielsen i sin mail skrev, at han ønsker en borgerlig borgmester, er svaret klart:

»Kender du udtrykket gå med livrem og seler. Så kan de ikke risikere at ende med en borgmester, der står på røde mandater. Konservative ser det som nemmere at gå sammen med SF og Socialdemokratiet. De ser den største mulighed for indflydelse på den måde, for hvis de ikke får borgmesterkæden selv, kan de måske få en viceborgmester. De har ikke noget imod at holde døren åben. Derfor ville de ikke gå med i en ren blå aftale,« siger han.

Han uddyber, at det handler om en bevidst strategi hos Konservative. »Tommy spiller højt spil, og det gør han langt ud. Vi så det senest på et byrådsmøde, hvor Konservative havde lavet en aftale med SF og Socialdemokratiet. Vi fik den 43 minutter før mødet, selvom den havde ligget på tegnebrættet i flere dage. De arbejder utroligt godt sammen, og jeg tror, at Konservative ser deres største mulighed for indflydelse ved at holde alle døre åbne. Derfor ville vi ikke være med til det,« siger Palle Dahl.

En stemme på Bro

Når talen falder på spørgsmålet om, hvorvidt en stemme på Konservative i virkeligheden er en stemme på Socialdemokratiets borgmesterkandidat Christian Bro, tøver Palle Dahl ikke:

»I hvert fald hvis de ikke selv bliver borgmester, så kan de se sig selv løbe med titlen som viceborgmester. Så falder de de blå i ryggen og siger: prøv at høre, I står fast på jeres meninger, jeg kunne godt slække lidt på det. Så kan jeg bruge nogle røde mandater og måske blive viceborgmester. Han lader døren stå åben på den måde,« siger han.

Han mener, at det i bund og grund handler om, at Konservative ikke vil forpligte sig fuldt ud til den borgerlige linje. »Tommy ønsker en borgerlig borgmester, ja. Det gør vi alle sammen. Men han vil ikke gå helt hjertet ind i det. Han vil lade en dør stå på klem,« siger Palle Dahl.

Timingen før pressemødet

Et af de kritikpunkter, der er blevet rejst, handler om timingen af kommunikationen. 14 minutter før pressemødet den 12. juni sendte Venstres spidskandidat Peder Tind en SMS til Tommy Rachlitz Nielsen for at informere om, at valgforbundet ville blive præsenteret uden Konservative.

Var det bevidst at orientere ham så sent?

»Der får han den sidste besked: nu går vi altså ud og melder det i medierne. Han har fået information længe før. Han har været inviteret længe før. Det var sidste udkald. Nu går vi i luften med det. Han har haft sine chancer. Det er sådan, vi har tænkt. Peder og Susanne har haft personlig kontakt med ham før. Han skal ikke begynde at spille smart og sige, at det var et dårligt skidt. Vi havde talt med ham uger før. Han fik alle muligheder. Han gav bare ikke noget fra sig, og så kunne vi ikke vente længere. Så meldte vi ud. Sådan ligger landet,« siger Palle Dahl.

At holde døren på klem

For Palle Dahl er sagen enkel. Alle de blå partier ønsker en borgerlig borgmester, men kun fem partier har været villige til at forpligte sig.

»Det er nemt for mig at sige, for jeg går ikke efter noget. Jeg siger bare, at Konservative fik alle muligheder før. De valgte bare at lade døren stå på klem. De ville ikke forpligte sig. Så kan man ikke være med i det fællesskab. Så enkelt er det,« siger han.

Han afslutter med et tysk udtryk, der ifølge ham beskriver Konservatives strategi: »Lieber beim Aussehen,« siger Palle Dahl med et lille grin. Direkte oversat betyder det »hellere se godt ud«. Han bruger det som en kritik af, at Konservative ifølge ham hellere vil bevare muligheden for at fremstå fleksible og samarbejdsvillige end at forpligte sig helhjertet til blå blok.

Dermed er fronterne trukket skarpt op. For Danmarksdemokraterne handler sagen om at give vælgerne klare garantier. For Konservative handler det om fleksibilitet og tillid. Spørgsmålet er, hvilken linje vælgerne tror mest på, når de går til stemmeurnerne.

Læs også