LOKALT. Der findes dage, hvor solen skinner lidt ekstra i Fredericia. Dage, hvor snakken flyder livligt, hjulene drejer ubesværet, og latteren runger ud over Lillebælt. Sådan er torsdagene hos Demensfællesskabet Lillebælt, når cykelpiloterne Mogens og Peter træder i pedalerne og tager deres passagerer med på eventyr ud i naturen.
Men det er ikke helt almindelige cykler, de to herrer styrer gennem by, strand og skov. Der er hverken tale om klassiske tandemcykler eller de populære ladcykler, hvor passagererne sidder foran. Mogens og Peter cykler på duocykler, hvor man sidder ved siden af hinanden. Det gør hele forskellen, forklarer Peter, som har fem års erfaring som cykelpilot. Han understreger, at netop siddepladsernes placering skaber gode rammer for nærvær og samtale under turen.
»Det er jo sådan en cykel, hvor vi sidder ved siden af hinanden. Det betyder, at vi kan tale sammen undervejs, og det er rigtig godt,« siger Peter, der tydeligt sætter pris på den tætte kontakt med sine passagerer.
Ved hans side sidder Mogens, der med sine fire års erfaring som cykelpilot også er en garvet mand i sadlen. Han nikker bekræftende til sin makkers ord og tilføjer med et stort smil, at arbejdet som frivillig cykelpilot giver ham mindst lige så meget glæde, som han giver videre til passagererne.
»Det giver mig rigtig meget glæde og gode venner. Der er en god atmosfære og ånd, synes jeg, dernede. Vi har det godt med hinanden,« fortæller Mogens.
Turen går mod Lillebælt
Torsdag formiddag er vi selv hoppet om bord på én af Mogens og Peters populære cykelture. Solen står allerede højt over Fredericia, og den friske vind fra Lillebælt gør turen ekstra frisk. Mogens og Peter fortæller begejstret om deres mange ture rundt i området, hvor især Den Gamle Lillebæltsbro til Fyn er en af favoritterne.
Med et smørret smil kigger Peter på sin gode ven og fortæller med glimt i øjet, at Mogens »er helt vild med at komme over broen«. Mogens kvitterer straks med et stort grin og fortæller, at det altså ikke kun er ham selv, der sætter pris på turene over bæltet:
»Ja, det elsker vores borgere også. De elsker virkelig det med at komme over broen. De synes, det er så dejligt at sidde der og kigge ud over vandet.«
På fynsiden gør de som regel holdt ved naturcentret, hvor der både er mulighed for at søge ly, hvis vejret skifter, eller ved Kongebro og Strib Nordstrand, hvor udsigten og roen er helt særlig. Her slås der op til en hyggestund med kaffe og demenskonsulent Pias velkendte hjemmebag, som Mogens kalder »Pias gode kager«.
Men trods de mange hyggelige pauser lægger Mogens og Peter gerne mange kilometer bag sig på en formiddag. Med en vis stolthed fortæller Mogens, at de nogle gange cykler op til 30-40 kilometer på en enkelt tur. Men som han også påpeger, »det afhænger selvfølgelig af vejret«.
Han sender et drillende blik mod Peter og tilføjer med et bredt smil, at de ikke altid er helt tilfredse med ruten. Særligt når turen går forbi Kongebrogaarden, hvor bakker og grusstier udfordrer de to cykelpiloter.
»Peter kan ikke lide bakker, og jeg kan ikke lide grusstier, så det er ikke altid en god kombination,« griner Mogens.
De to ler hjerteligt af hinanden, som kun gode venner kan gøre det.
Minderne vender tilbage
Demensfællesskabet Lillebælt er netop kendt for at skabe fællesskab og samvær for mennesker med en demenssygdom. Turene på duocyklen med Mogens og Peter kan derfor handle om meget mere end frisk luft og motion. Nogle gange handler det også om at genfinde erindringer, der ellers kan synes tabt.
Peter forklarer, at selv små ting som at komme igennem velkendte gader og kvarterer i Fredericia kan vække minderne hos passagererne.
Han er selv tilflytter – eller »ny«, som han kærligt kalder sig selv efter 50 år i byen. Men mange af dem, han cykler med, har levet hele deres liv her og gemmer på minder fra en svunden tid. Pludselig kan en bestemt gade eller et hjørne vække genkendelse og erindringer om dengang, byen så helt anderledes ud, fortæller Peter. Og så begynder historierne nogle gange helt spontant at strømme.
»Der er nogen, der er født og opvokset her, som kan huske, at der lå en købmand der, hvor vi kører forbi. Når de så kommer ud i området, kan de lige pludselig huske en hel masse, fra dengang de var børn.«
Ved siden af sidder Mogens og nikker genkendende. Han understreger, at oplevelserne er forskellige fra passager til passager. Nogle fortæller livligt om minderne hele turen igennem, mens andre blot sidder stille og nyder oplevelsen uden ord. Men når turen så slutter, kan der komme små bemærkninger, som varmer ekstra meget hos cykelpiloterne.
»Der er nogen, som næsten ingenting siger på hele turen. Men når vi så kommer hjem, siger de ’Ej, hvor er det godt’, og så er det hele jo godt alligevel,« smiler Mogens.
Når vejret bliver for koldt til cykling, bliver cyklerne parkeret, men fællesskabet går ikke i hi af den grund. I stedet tager de hinanden under armen og går ture rundt i Fredericia, hvor snakken om gamle dage, byen og hverdagen fortsætter med samme varme energi.
Men nu er foråret kommet, og cyklerne er igen fundet frem fra vinterhi. En af dem, der netop denne formiddag har nydt en cykeltur med Mogens og Peter, er Gerda. Hun stråler, da hun fortæller om dagens oplevelse.
»Det var skønt. Det var dejligt. Man får også lidt at snakke om på en cykeltur,« siger hun og nævner, at hun både har været forbi Fælledvej, Lillebælts Allé og langs Strandstien, inden turen sluttede ved Cirkelbroen.
»Det giver så meget glæde«
Når man spørger Mogens og Peter, hvorfor de valgte at blive en del af Demensfællesskabet Lillebælt, svarer de næsten i kor, at det først og fremmest skyldes det gode sammenhold. Mogens fortæller, hvordan han havde hørt om fællesskabet og tænkte, at det måtte han da opleve selv.
»Vi hørte, at de havde det så godt sammen,« siger han og smiler mildt ved tanken om de mange timer, han siden har haft som cykelpilot.
For Peter handler det ikke alene om at være frivillig og bidrage, men i høj grad også om den personlige glæde, det giver ham. Han fortæller, at han egentlig ikke havde tænkt, han ville blive hængende så længe, men at det gode samvær fik ham til at blive år efter år. I dag deltager han også aktivt i en krea-gruppe, hvor de bygger fuglehuse – endnu et af fællesskabets mange initiativer, som han sætter stor pris på.
Peter tager en kort pause, ser sig omkring og siger eftertænksomt, at det bedste ved det hele er den varme fornemmelse, han får med sig hjem efter hver eneste tur. Når han går derfra, er det altid med en god følelse i kroppen og et stort smil på læben.
»Når jeg går hjem dernede fra, så er jeg glad,« siger han enkelt, mens Mogens giver ham ret.
»Og så er det ellers på med hjelmene igen,« tilføjer de afslutningsvis, inden de sætter kurs mod bakken ved Østerstrand.
