Sune Jakobsen arbejder til dagligt i organisationen Center for Socialpsykiatri og Rusmiddel i Middelfart Kommune. Ham og hans kollegaer står ansigt til ansigt med (social)psykiatriens udfordringer hver eneste dag.
Organisationen rummer to botilbud samt et rusmiddelcenter. I den del af organisationen, hvor Sune er ansat, er borgerne visiteret efter §§ 107 og 108 i serviceloven, hvilket betyder, at de har midlertidige eller længerevarende ophold. Det er mennesker diagnosticeret med en dobbeltdiagnose. Med en dobbeltdiagnose menes der både en svær psykisk lidelse og et aktivt stof- eller alkoholmisbrug.
Jakobsen arbejder i den hårde ende af socialpsykiatrien, hvor der er langt mellem de store sejre, og hvor nederlagene kan være hjerteskærende. Han arbejder med mennesker, som samfundet på mange måder har opgivet.
– De mennesker, der er hos os, er mennesker, som samfundet mere eller mindre har opgivet. Det er mennesker, der har brug for massiv støtte i dagligdagen. Hos os får de tag over hovedet, omsorg og støtte til de udfordringer, som følger i kølvandet på en dobbeltdiagnose og lav kognitiv forståelse. Det er mennesker med emotionelt ustabile personlighedsstrukturer, hvilket stiller krav til ens faglighed, og hvor både indad- og udadreagerende adfærd er en del af hverdagen. Det betyder dog ikke, at vi bliver truet eller slået hver dag, forklarer Sune.
Flere af beboerne er dømt for personfarlig kriminalitet og har retspsykiatriske domme. Denne realitet gør risikovurdering til et vigtigt værktøj i det daglige arbejde.
– Vi risikovurderer minimum tre gange i døgnet og ligeledes, når behovet opstår. Vi arbejder ud fra risikoprofiler, og vi laver en risikovurdering efter trafiklysmetoden. Som arbejdsmiljørepræsentant er min vigtigste arbejdsopgave sikkerhed, både for at sikre mig selv og mine kollegaer, men også for at passe på vores borgere, Som arbejdsmiljørepræsentant arbejder jeg ihærdigt for at sikre, at alle ansatte har en fælles forståelse og tilgang til risikovurdering og interaktion med beboerne. Han betoner vigtigheden af dette:
– Hvis en borger er eskaleret til ‘gul’, er det vigtigt, at alle ansatte har den samme tilgang til ham/hende. På den måde reagerer vi ens på uhensigtsmæssig adfærd, hvilket skaber genkendelighed og tryghed for borgeren.
Men jobbet som social- eller sundhedsfaglig i socialpsykiatrien handler ikke kun om risikovurdering og udadreagerende adfærd. Det handler også om at se menneskerne bag diagnoserne, den tanke ligger Sune meget på sinde og det er noget vi skal huske mener han.
– Jobbet er utroligt spændende. Jeg elsker at arbejde med mennesker i udsatte positioner. Det er mennesker, som har været udsat for ting, man ikke kan forestille sig. Mennesker, som på en eller anden måde er gået i stykker indeni. Det stiller høje krav til det relationelle arbejde, og når du først bliver lukket ind, og du opnår deres tillid, så er man fælles om de solstrålehistorier, der også er. Det er et stort privilegium.
Jakobsen har ikke kun et dybt personligt engagement i sit arbejde; han er også politisk engageret og bruger sin rolle som arbejdsmiljørepræsentant til at forsøge at påvirke den politiske dagsorden og skabe forandring i systemet. Han kritiserer den nuværende tilgang til psykiatrien.
– Vi svigter i daginstitutioner, i folkeskolen og i ungdomslivet. Vi svigter helt ind i voksenlivet. Så længe politikerne ikke forstår vigtigheden af forebyggende indsatser, vil tilgangen til psykiatrien fortsætte med at stige. Mistrivslen på landsplan har aldrig været større. I forhold til behandlingsdelen har vi et kæmpe problem: medicin er symptombehandling og kan ikke stå alene. Men hvis vi skal bearbejde traumet, så skal fokus også være rettet mod terapi og sociale indsatser, siger Sune.
Den hårde kritik fortsætter, når der kastes lys på de udfordringer, som de ansatte i psykiatrien står over for.
– Mine kolleger rundt omkring i landet er udfordret som aldrig før. Det kan ikke være rigtigt, at vi som medarbejdere skal gå på arbejde med livet som indsats. Men der bliver ikke talt om de daglige problemer, der konstant eksisterer. Man løber i dobbelt tempo i psykiatrien og på botilbudene, og man skal konstant vælge, om man hjælper den ene eller den anden. Det skaber en forråelse, da man er tvunget til at gå på kompromis med sin faglighed, siger han.
På den anden side erkender han, at når pressen dækker de mere dramatiske begivenheder som drab, skaber det nødvendig opmærksomhed omkring problematikken. For Sune er denne kritik ikke kun ord. Han arbejder aktivt for at finde løsninger og forbedringer, både på sit eget arbejdssted og i en bredere kontekst.
– Jeg sidder med i interne arbejdsgrupper i Dansk Folkeparti, hvor jeg er med til at udvikle vores politik på bl.a. psykiatriområdet. Jeg er nok lidt nørdet, for jeg kan godt lide det organisatoriske arbejde. Dette kommer også til udtryk i bestyrelsesarbejde, hvor jeg bl.a. sidder som formand for skolebestyrelsen på Frederikodde Skole, fortæller Sune Jakobsen.
Når det kommer til arbejdet i Center for Socialpsykiatri og Rusmiddel, erkender Jakobsen, at det ofte fungerer som samfundets sidste parkeringsplads. Trods de utallige udfordringer og skæbner, han støder på, mister Sune ikke sit håb eller sin dedikation. Han mener, at alle, der arbejder inden for hans felt, må have en inderlig passion for at hjælpe. Sune er ikke blind for de udfordringer, der følger med at arbejde inden for denne sektor. Han understreger, at samfundets håndtering af psykiske lidelser og stofmisbrug lader meget tilbage at ønske.
Jeg håber, at de fleste, der vil arbejde med mennesker, gør det, fordi de brænder for det, slutter han.
