SPORT. Der var masser af liv, jubel og fairplay, da mere end 300 børn og unge rugbyspillere fra hele Danmark samt gæster fra Kalmar, Trelleborg og Malmö RC samledes på Erritsø Rugbystadion lørdag den 26. april.
Det store ungdomsstævne var årets første af slagsen, arrangeret i et tæt samarbejde mellem Erritsø GIF Rugby og Rugby Danmark, det nationale rugbyforbund.
Fra tidlig formiddag og til sidst på eftermiddagen var banerne i Erritsø fyldt med børn og unge i alderen 6 til 18 år, der dystede om den ovale bold. Formålet var ifølge arrangørerne ikke blot at konkurrere, men også at styrke sammenholdet, fremme glæden ved sporten og give de unge deltagere en uforglemmelig sportsoplevelse.
Lokal succes på banen
Erritsø GIF Rugby stillede selv hold i tre aldersgrupper – U10, U14 og U18 – og resultaterne viste, at klubben har godt styr på både teknik og talent.
I U10-klassen tælles der ikke point, og der kåres ingen vindere. Dette understregede ungdomstræner Thor Lütje Hansen som særligt vigtigt, da formålet her handler om at skabe glæde og fællesskab omkring sporten.
I U14-klassen blev der spillet om sejren, og Erritsøs hold leverede en stærk indsats med to sejre ud af tre mulige. Det fik træner Thomas Juul Rasmussen til at rose sit hold for en flot præstation.
Den ældste gruppe, U18, bød på det traditionelle regionale opgør mellem øst og vest. Her stillede Erritsø GIF stærkt op for vestholdet og leverede en overbevisende sejr på hele 62-21. Holdets træner, Morten ’Conny’ Jørgensen, var derfor også yderst tilfreds med præstationen fra de unge spillere.
»En fantastisk dejlig dag«
Ungdomsansvarlig hos Erritsø GIF Rugby, Jan ’Bubsi’ Nielsen, som stod bag arrangementet, var også særdeles glad for, hvordan dagen forløb.
»Det var en fantastisk dejlig dag. Tak til alle klubber for en fed og positiv dag med masser af gode kampe – og en hoppeborg til de mindste. Tak til alle dem, som hjalp med at få det hele til at spille. Jeg bliver stolt hver gang, jeg ser det sammenhold, der er. Alle tager bare fat og får ting til at ske. Af hjertet tak,« siger Jan ’Bubsi’ Nielsen.
Efter en vellykket dag i Erritsø ser både Erritsø GIF Rugby og Rugby Danmark allerede frem mod næste stævne, som bliver afholdt hos RK Speed i Kastrup. Her håber arrangørerne på, at endnu flere børn og unge vil opdage glæden ved rugby.