Mandag aften offentliggjorde Turan Savas, formand for Fredericia Tyrkisk Kulturforening, på Facebook, at foreningen har besluttet at frivilligt tilbagebetale de modtagne kommunale tilskud og samtidig trække sig som godkendt “folkeoplysende forening”. Udmeldingen kommer efter flere ugers intens granskning af foreningens regnskaber og deres samarbejde med Fredericia Kommune.
Weekendavisen spillede en central rolle i at sætte sagen i gang, da de tidligere på året afslørede, at Fredericia Tyrkisk Kulturforening og Fredericia Moské havde tætte forbindelser til den tyrkiske præsident Erdogans netværk af moskéer i Danmark, herunder Diyanet, det tyrkiske statslige direktorat for religiøse anliggender. Avisen fremhævede, at foreningen ikke kun fungerede som en kulturforening, men også som en moské, hvilket rejste spørgsmål om brugen af de kommunale midler, der var tildelt kulturforeningen. Dette blev startskuddet til den undersøgelse.
Nu er det hele ved at nå til vejs ende. I et Facebook oplyser Turan Savas, der også er socialdemokratisk byrådsmedlem, at foreningen vil tilbagebetale alt støtten og samtidig ikke længere været en folkelysende forening.
– Vi anerkender, at det kan være svært at dokumentere 100 % adskillelse mellem de to foreninger, især da der kun er én måler for el, vand og varme. Derfor ønsker vi frivilligt at tilbagebetale hvad vi har modtaget i tilskud, skriver Savas.
Oplysninger om økonomisk sammenblanding
Sagen begyndte at tage fart, da det i september blev afsløret, at Fredericia Tyrkisk Kulturforening og Fredericia Moské, begge beliggende på Korskærvej 27, ikke havde ført særskilte regnskaber, til trods for at de er to juridisk adskilte enheder med forskellige CVR-numre. Dette kom frem under et skærpet tilsyn fra Fredericia Kommune, efter at flere politikere, herunder formanden for Kultur- og Idrætsudvalget, Peder Tind (V), havde udtrykt bekymring over, om de offentlige tilskud til foreningen var blevet brugt korrekt.
Særligt fokus har været på, om der er sket en sammenblanding af midler, hvor kommunale penge, øremærket folkeoplysende aktiviteter, kunne være blevet anvendt til religiøse formål i moskéen. Dette har skabt bekymring hos både kommunens politikere og offentligheden, især da foreningen i 2022 modtog 120.000 kroner i støtte.
Forvaltningens anbefaling og partshøring
Som følge af det skærpede tilsyn anbefalede kommunens forvaltning i begyndelsen af oktober, at godkendelsen som folkeoplysende forening trækkes tilbage, med krav om tilbagebetaling af de modtagne midler. Denne anbefaling blev sendt i partshøring, hvor Fredericia Tyrkisk Kulturforening havde frem til den 17. oktober 2024 til at fremsende yderligere dokumentation, der kunne belyse sagen.
I sit Facebook-opslag forklarer Turan Savas, at foreningen i sit svar på partshøringen har besluttet ikke at udfordre forvaltningens anbefaling.
– Vi vil understrege, at der ikke er blevet anvendt kommunale midler til religiøse aktiviteter, og at der ikke har været politisk aktivitet i vores forening, skriver Savas.
Han anerkender dog samtidig, at de økonomiske forhold ikke har været fuldt ud gennemsigtige, og derfor er foreningen villig til at betale pengene tilbage.
Sagen er endnu ikke afsluttet. Forvaltningen skal nu tage stilling til det modtagne svar fra foreningen og udarbejde en endelig indstilling, som skal behandles i Folkeoplysningsrådet den 24. oktober 2024. Samme dag vil Kultur- og Idrætsudvalget træffe den endelige beslutning om, hvorvidt godkendelsen som folkeoplysende forening skal trækkes tilbage.