Tirsdag den 18. november 2025 er der valg til byrådet i Fredericia. Det er et vigtigt valg.

For SF er der nogle helt centrale emner, som SF især vil have fokus på.

Vi skal gøre det bedre for vores børn og unge i Fredericia. Der skal ske en større prioritering af vores dagtilbud samt folkeskolen i Fredericia. Vi halser fortsat efter ift. de økonomiske midler, der stilles til rådighed. Sammen med De Konservative afholdte SF i september et borgermøde omkring folkeskolen i Fredericia. Her var det tydelige budskab fra deltagerne, at Folkeskolen har brug for bedre rammer i Fredericia.

SF går til valg på, at der skal ske en analyse af skolestrukturen i Fredericia. Det skal i højere grad være muligt at få et sammenhængende skoleforløb fra 0. til 9. klasse. I dag er dette kun muligt i Taulov. Distriktsstrukturen har efter SF’s opfattelse nogle helt åbenlyse udfordringer, hvilket vi er nødt til at få analyseret og forandret i samarbejde med folkeskolernes parter i Fredericia.

På klima- og miljøområdet er Fredericia Kommune på vej, men der skal ske yderligere tiltag. Lillebælt kæmper med iltsvind. SF mener der skal være et større samarbejde omkring disse udfordringer, med de andre Lillebæltskommuner, Region Syddanmark og Staten. Vi kan ikke være bekendt at efterlade denne udfordring til fremtidige generationer.

SF mener desuden, at der skal ske en natur-udvikling i kommunen. Der skal plantes flere træer og etableres flere naturområder på naturens vilkår. Fx skal der stilles krav om, at i de store industriområder hvor der bygges, så skal der også tænkes grønne korridorer ind i lokalplanerne. Dette gavner både biodiversiteten og udseendet af området.

Fredericia Kommune er en stor arbejdsplads, og der er behov for at denne arbejdsplads kan tiltrække dygtige medarbejdere fremover. Konstante effektiviseringskrav og omstruktureringer forvaltningsmæssigt bidrager ikke til et godt arbejdsmiljø. Begge dele resulterer alt for ofte i, at medarbejdere skal bruge arbejdstid på forandringer i stedet for kerneopgaven for og med borgerne.

SF håber, at valgkampen kommer til at foregå i en positiv ånd. Vi så med budgetforliget, at der godt kan findes løsninger på tværs i byrådssalen, selvom de politiske udgangspunkter er forskellige.

Malene Søgaard-Andersen

Spidskandidat for SF til byrådet