POLITIK. Debatten om Fredericia Midtby har de seneste måneder fået luft under vingerne. Kritikere kalder byen en labyrint med ensretninger, fjernede parkeringspladser og midlertidige afspærringer, der skaber frustration. Men for Socialdemokratiets byrådsmedlem Ole Steen Hansen handler diskussionen om noget mere grundlæggende: at børn kan komme trygt i skole – og at butikkerne fortsat har kunder.

»Jeg har hørt en enkelt kalde midtbyen en labyrint, men jeg synes, man skal tage det med et gran salt. I bund og grund er det ikke mit område. Men jeg bor inden for voldene, arbejder inden for voldene og laver politik inden for voldene. For mig er der to ting, der betyder noget. Den ene er sikkerheden for skolebørn, og den anden er, at vi gør det nemt for butikkernes kunder at komme ind, så vi kan bevare en driftig butiksby,« siger han.

Trafikretning er ikke det centrale

For Ole Steen Hansen er det ikke afgørende, hvilken vej der ensrettes eller om en gade lukkes. Det overlader han til de fagfolk og politikere, der har specialiseret sig i det tekniske område.

»Om den ene vej skal være den ene eller den anden, det er ikke mit bord. For mig er det altafgørende, at folk kan komme ind og finde en parkeringsplads, så de kan handle. Det handler for nogle butikkers overlevelse, og for andre butikker kan det være forskellen på vækst og tilbagegang. Derfor er det for mig det vigtigste – ud over børnenes sikkerhed,« siger han.

Købmagergade og cykelstierne

Et konkret punkt i debatten har været Købmagergade, hvor parkeringspladserne fjernes for at skabe plads til cykelstier i begge retninger. For Ole Steen Hansen er spørgsmålet ikke, om det sker, men hvordan man finder løsninger.

»Købmagergade er jo ikke vores største indkøbsgade. Der ligger ikke mange butikker. Men det er et godt sted at parkere, og det skal vi selvfølgelig have med i overvejelserne. Når pladser forsvinder, må man finde dem et andet sted. For mig er det vigtigst, at kunderne kan komme ind til vores butikker. Mange kommer i bil, også selv om vi nu har gratis busser,« siger han.

Parkeringshuse og udskiftning

For at sikre kunderne adgang til butikkerne peger han på de parkeringshuse og betalingsordninger, Fredericia allerede råder over.

»Vi har jo de p-huse, vi har, og de pladser, vi har. Og så kan man altid diskutere, om det skal koste noget at parkere. Jeg ved ikke, hvad der er bedst. Men når det koster noget, er man sikker på, at der er en udskiftning, så der altid er en ledig plads. Og nu er den første time vist gratis, som jeg husker det. Det synes jeg egentlig fungerer meget godt,« siger han.

Han oplever ikke, at butikkerne har klaget massivt over parkeringsforholdene, men understreger, at det er et område, der skal følges tæt.

Involvering af erhvervslivet

For Ole Steen Hansen er det afgørende, at butikkerne og erhvervslivet inddrages i beslutningerne.

»Jeg tænker, at folk bliver inddraget. Og jeg ved, at butikkerne har lavet et midtbyudvalg. Dem skal vi selvfølgelig sørge for at inddrage i processen. De ved mere end nogen andre, hvordan det her virker i praksis. For mig er det altafgørende, at butikkerne har kunder, der kan komme ind og handle. Det er kernen i en levende midtby,« siger han.

Millionerne og kritikken

Spørgsmålet om de mange millioner, der bruges på midtbystrategien, møder kritik fra borgere, som oplever, at byen er blevet sværere at færdes i. Men Ole Steen Hansen afviser, at midtbyen er ved at køre af sporet.

»Jeg synes, vi skal glæde os over, at vi har en dejlig midtby med caféer og butikker. Den skal vi holde liv i. Og det kræver investeringer. Om man vil kalde det mange millioner, kan altid diskuteres. Men hvis pengene går til at gøre byen attraktiv og sikre, at kunderne kan komme frem, så er det godt givet ud,« siger han.

Han lægger vægt på, at kritikken ofte fylder mere end virkeligheden. »Jeg synes faktisk, det fungerer meget godt. Der er altid plads til forbedringer, men midtbyen er ikke så håbløs, som nogle gør den til,« siger han.

En by for både børn og butikker

For Ole Steen Hansen er midtbydebatten derfor ikke en kamp mellem bilister og cyklister, men et spørgsmål om at sikre byens livskraft.

»Det vigtigste er, at børnene kan komme trygt i skole, og at butikkerne har kunder. Resten må vi finde løsninger på undervejs. Og det kræver, at vi både har p-pladser, cykelstier og et velfungerende handelsliv. Det er det, der giver en by sjæl og fremtid,« siger han.