BUSINESS. Når Fredericia fredag blænder op for årets store Sommerrock, er det ikke kun scenen på Rådhuspladsen, der står klar til at levere en hektisk oplevelse. Også byens butikker gearer op til en aften med Open by Night, og ingen er mere klar end Ole Mortensen fra tøjbutikkerne Miami og S.M. Andersen.

Med et tempo, der ville få selv en hærdet maratonløber til at snappe efter luft, tager Ole kameraet med på en rundtur blandt nyhederne – fra shorts til hørskjorter, og alt derimellem.

»Ja, så er det jo på fredag, at vi har det store Sommerrock i Fredericia. Vores årlige endagsfestival kommer til at foregå lige herovre på den flotte Rådhusplads,« fortæller Ole Mortensen begejstret fra butikkens døråbning, mens han peger mod pladsen. Næppe har han afsluttet sætningen, før han med raketfart kaster sig videre mellem tøjstativerne, og præsenterer de seneste tilbud med en iver, som var han Mick Jagger med dobbelt espressoshots i blodet.

Undervejs når han også lige at sende en hilsen tværs gennem butikken: »Hej Jan, lige et øjeblik, så er jeg der.«

Og netop Ole Mortensens smittende humør og hektiske tempo er symptomatisk for hele Fredericias handelsliv denne fredag. For butikkerne holder længe åbent – helt til klokken 22 – så der bliver rig mulighed for at shoppe, mens musikken spiller.

Hos Miami og S.M. Andersen har Ole og holdet endda slået teltene op bag butikken, så kunderne kan gå på jagt efter sommersager under åben himmel.

»Som vi plejer at gøre en enkelt gang om året, sætter vi telte op på fredag og lørdag. Der kommer til at stå varer ude,« forklarer Ole.

Og når han med sin entusiasme afslutter sin rundvisning med ordene »det bliver pissegodt,« så fristes man til at tro ham på ordet.

»Kig nu ned i byen, og husk nu, at vi alle har åbent til kl. 22 på fredag. Og det bliver pissegodt. Vi glæder os til at se jer.«

Nedenfor kan du se Ole Mortensens rundtur – en præstation, hvor tempoet bestemt ikke kan beskyldes for at være slow rock.