FREDERICIA. For sjette gang forvandlede Frederiksodde Skole en almindelig skoledag til en OL-dag med indmarch, opvarmning og et tætpakket program af aktiviteter, der favnede hele elevgruppen. Dagen blev skudt i gang med fælles indmarch og opvarmning, hvorefter eleverne fordelte sig på stationer med blandt andet kæphest, fodboldgolf, naturbingo og stafet, høvdingbold, basket, kørekort, sanseløb, mountainbike, lagkage og stjerneløb, kegler, motorik og leg, svømning, dans, total rundbold og hockey.
Coach i leg, bevægelse og trivsel, Thea Julie Rasmussen, stod for opvarmningen. Hun har sit eget firma, Bimuth by Thea, hvor hun arbejder med at sprede leg og bevægelse til familier, skoler og børnehaver. Hendes forberedelser var skåret til efter skolens målgruppe. »Det er noget helt særligt at gøre det, fordi det kan hurtigt blive mange indtryk for sådan nogen. De kan hurtigt blive overstimuleret. Så der har jeg forberedt dem lidt ved at sende nogle af dansene til dem. Sådan at de kunne øve sig lidt på dem,« siger hun. Der var også nye elementer på dagen. »Så var der to danser, som var mere sådan, dem kendte de ikke i forvejen. Der kan man godt se, at de bliver lidt mere urolige. Men de giver den fuldstændig gas, og de er bare med på den. Det er sjældent, jeg ser en hel skole være så meget med.«
Thea Julie Rasmussen oplevede et nærvær, der bar dagen. »Det er mega fedt. Jeg havde virkelig ikke regnet med, at det var hver og en af dem, der ville være med, men de gav den så meget gas. De voksne var med, og det er virkelig vigtigt også. Men de gik godt alene, så det der med, at både voksne og børn var med, det var virkelig, virkelig fedt.« Hendes perspektiv rakte ud over opvarmningen. »For det første er det en oplevelse af, at man gør noget sammen. Så det er en oplevelse af fællesskab. Og så er det jo det der med bevægelsesglæde. Det kan du også høre på de stationer, de laver, at det handler lige så meget om, at man synes, det er sjovt, som at det handler om, at det er idræt og motion, de laver.« For hende personligt gav det energi at stå i spidsen for dagens første tur på dansegulvet. »Jeg bliver fuldstændig fyldt op af energi og eufori. Også det der med lige præcis for de her børn at give dem den oplevelse. Fordi de har mange svære ting, de skal tumle med. Men at give dem den der fuldstændig glæde af, når man ser en kørestolsbruger, der hopper rundt og sådan noget. Og børn, der bare giver den gas. Og er glade og smiler sådan helt fra tæerne til ørerne. Helt flyvende. Det er virkelig, virkelig fantastisk.«
Afdelingsleder Johnny Nielsen peger på, at OL-dagen samler skolen på tværs. »Det er jo det, i forhold til at få alle børn sammen med en fælles aktivitet og det her fællesskab, som vi kører i dag. Du har jo selv set, at der sidder nogen, der er i kørestolen. Lige fra nogen, der er godt kørende og kan springe rundt og gøre det hele, og så til nogen, der er multihandikappede. Så er der et kæmpe fællesskab der i at sammenholde og få noget glæde.« Han lægger vægt på værdierne frem for resultattavlen. »Som Christian også sagde, de vigtigste ting, det var at man havde en god dag, og man havde gjort det godt, og man gjorde sig bedst,« siger han.
Dagen er for alle, men den er ikke ens for alle. »Det er også børn, som sagt, der er multihandikappede. Så bare det der med, at de kan være sammen i et fællesskab og gøre nogle ting sammen. Det er jo det, vi bestræber. Så OL i sig selv, det er jo noget med, at man selvfølgelig konkurrerer på et eller andet, men alligevel er der det at fremtræde. Det er det der med, at man gør noget sammen.« Traditionen er efterhånden rodfæstet. »Det bliver ved. Og min hat, den har jeg haft på seks år i træk. Det er tradition. Og folk de sagde fra morgen af, hvor er din hat, Johnny? De husker den. De husker den,« fortæller han.
Tilgangen til aktiviteterne er bevidst differentieret. »Når du kommer rundt og ser disciplinerne, så vil du også se, at der er forskellige ting, man kan gøre. Der er noget for alle. I barnets kørestol kan det være, at du har med den til stjerneløb, hvor du tager nogle ting og skal rundt og finde dem. Og det kan du, når du kører i kørestol. Så kører du rundt, og så kan du se nogle ting og tage af. Og der er sandseløb, og der er forskellige ting,« siger han og understreger, at skolen kalder det OL, men former det til sin målgruppe. »Vi kalder det OL, men med alle de ting, som er bygget ind i forhold til at det rammer vores elevgruppe så bredt som muligt.«
Starten med indmarch og fælles bevægelse er ikke tilfældig. »Det sætter jo stemningen. De er jo glade, de kommer op af, at alle har lavet et flag. Alle har lavet et flag, så hver enkelt af vores teams har forberedt det. Jeg har sagt på mine morgenmøder, har I trænet nogle arms? Sådan lige bygget op. Det er jo noget vi har snakket om, at nu kommer den her dag. Vi bygger op til dagen, og så laver vi det der traditionelle med indmarch og opvarmning,« siger Johnny Nielsen. Dagen slutter uden stort fælles show. »Vi laver så ikke noget fælles til afslutning, fordi der er nogen, der kan man sige bliver lidt trætte i den her dag, så de skal hjem til deres egne hjemsteder.«
For lærer Christian Ellegård er OL-dagen resultatet af måneder med planlægning. »Der ligger jo forberedelse for alle de andre år, hvor vi har planlagt det her. Og så prøver vi at tilpasse det en lille smule. Men vi går i gang gerne før sommerferien. Nogle måneder før. Og så er det ret intenst her den sidste halve måned med planlægning.« Målet er klart. »Det, som vi prøver på at gøre med den her dag, det er jo at gøre en lidt anderledes dag, end den, de plejer at opleve. Normalt er de inddelt i fire afdelinger, hvor de har hver deres vanskeligheder, men i dag prøver vi at samle dem alle sammen på tværs af vanskeligheder,« siger han.
Aktiviteterne er valgt, så flest muligt kan være med. »Der skal gerne være nogle valgmuligheder for alle, uanset hvilke problematikker man har. Så der er både sandseløb for gangbesværede, vi har motorik for de lidt mindre, vi har hockey og svømning, som er til de måske lidt større. Så der er sådan lidt forskelligt, men noget som alle forhåbentlig kan finde glæde ved at deltage i.« Skolens princip er, at eleverne kan vælge. »Eleverne er med til at vælge, hvad de selv kunne tænke sig af discipliner. De kan nå tre discipliner i dag, fordi vi har tre blokke. Svømmehallen er altid et hit. Keglerne er også altid et hit. Kæphest er en ny disciplin,« fortæller han.
Skolen bruger dagen til at styrke det, de arbejder med hele året. »Vi prioriterer den, fordi som skole forsøger vi engang imellem at være én. Som jeg sagde, så er vi jo fire afdelinger. Men vi vil også stadig gerne være én skole. Og samles kollegaer og børn på tværs. Opleve hinandens børn, udfordringer og hvad der ligger i det. Og være sammen om at gøre noget. Og der er idræt bare en rigtig god aktivitet at være sammen om.«
Det er en krævende dag for mange elever. »Jeg håber de er trætte. Jeg håber de er brugte. Jeg håber at det har været en udfordring. Og så håber jeg, at det her er med til at udvikle dem på den lidt længere bane. Og at de selvfølgelig har haft det sjovt. Det er det vigtigste. Men vi ved også godt, at det er en udfordring for mange af dem. Men det må det også godt være,« siger Christian Ellegård. På tværs af årgange og forudsætninger tilpasses belastningen. »Nogle af dem er der i bare ét modul. De er med til opvarmningen, så et modul. Og nogle af dem er med til hele dagen. Det vurderer lærere og pædagoger omkring eleverne.«
Johnny Nielsen knytter tråden til skolens pejlemærker. »Det ligger i god forlængelse af, at vi snakker om livsduelighed og at kunne være sammen med nogen om nogle fælles ting og få lavet noget sammen. Det ligger fuldstændig i tråd med pejlemærkerne i løbet af hele skoledagen. Her har man bare en anden tilgang. Man er sammen om noget, hvor man kan komme ud og bevæge sig,« siger han.
Dagen viste, at store fællesskaber kan bæres af små skridt. En indmarch med flag, to danse sendt ud på forhånd, én ny dans der udfordrede, og voksne der gik forrest. Et program med alt fra sanseløb til svømning, fra mountainbike til motorik, så alle kunne spejle sig i noget og finde plads. For nogle var det et enkelt modul. For andre en hel dag. For alle var det en invitation til at være sammen på tværs.
Thea Julie Rasmussen så det i ansigterne under opvarmningen. »Det er en oplevelse af fællesskab. Det er bevægelsesglæde. Jeg bliver fuldstændig fyldt op af energi og eufori,« sagde hun. Johnny Nielsen så det i traditionerne og i hatten, der nu er en del af skolens OL-historie. »Det bliver ved,« sagde han. Christian Ellegård så det i elevernes mod til at træde frem. »Børnene, der entusiastisk bryder ud af deres normale klasse og står op foran og danser foran alle 200 mennesker, det er det, der gør det hele værd,« sagde han.
OL-dagen på Frederiksodde Skole er efter seks år blevet en tradition. Den står på skuldrene af forberedelser, valg og hensyn. Den er formet, så flest muligt kan være med. Den rummer både dem, der løber stærkt, og dem, der kører i kørestol. Den har plads til at blive træt. Og den giver plads til at blive stolt. Når eleverne tager hjem, er målet, at de er brugte og glade, og at dagen har givet dem et lille skub i den rigtige retning. I år gjorde den det igen.
