SPORT. Hvis FC Fredericia ønsker at etablere sig solidt i Superligaen, handler det først og fremmest om økonomi. Så klar er konklusionen fra Steen Houman, ekspert i sportens økonomi. Houman peger på, at omkring 60-70 procent af en klubs sportslige succes alene er defineret af dens økonomi.
»Når vi analyserer Superligaen ud fra økonomiske kriterier, ser vi tydeligt, at klubbernes placering typisk afspejler deres økonomiske muskler. 70 procent af den sportslige succes handler om økonomi, 20 procent handler om sportslig kompetence, og de sidste 10 procent er held og tilfældigheder,« siger Steen Houman.
Houman har foretaget en dybdegående analyse af Superliga-sæsonen 2023/24, hvor sammenhængen mellem personaleomkostninger og placering viser en klar tendens:
»Ses der på sammenhængen mellem klubbernes placering og deres personaleomkostninger, så er sammenhængen på 56 procent. Det betyder, at man har en meget god idé om en klubs slutplacering, hvis man kender budgetterne. Klubber, der placerer sig over tendenslinjen, klarer sig dårligere end økonomien tilsiger, mens klubber under linjen præsterer bedre,« siger Steen Houman.
Superligaen er dog også tydeligt opdelt, fortæller Houman:
»Superligaen er økonomisk set delt i to grupper. Top 5-klubberne har markant højere budgetter end resten. Nummer fem har næsten dobbelt så stort budget som nummer seks. Derfor bliver kampen om at komme i top seks hård og meget tæt, og resten kæmper reelt om at undgå nedrykning.«
Det er her, FC Fredericia kommer ind i billedet. Som oprykkerklub vil Fredericia naturligt befinde sig i gruppen, hvor budgetterne er mindre, og dermed bliver udfordringen større.
»Hvis FC Fredericia skal stabilisere sig og undgå nedrykning, er det afgørende at have personaleomkostninger på minimum 50 millioner kroner årligt. Historisk set er det det beløb, der sikrer en placering omkring 10. pladsen. Mindre kan gå én sæson, men over længere tid vil det ikke være bæredygtigt,« vurderer Houman.
Særligt klubber som Randers, Viborg og Silkeborg har dog vist, at økonomi ikke nødvendigvis er alt:
»Disse klubber præsterer kontinuerligt bedre, end deres økonomiske forudsætninger tilsiger. Det bør FC Fredericia studere grundigt for at hente inspiration,« siger Steen Houman og understreger vigtigheden af balancen mellem økonomisk stabilitet og sportslige ambitioner:
»For klubberne uden for top fem gælder det om at turde være innovative og tage chancer – men samtidig være påpasselige, fordi eksperimenter også kan gå galt.«
Samlet set er Steen Houmans vurdering klar: Hvis FC Fredericia ønsker at slå sig fast i Superligaen, skal man både turde satse sportsligt og økonomisk, men man skal gøre det med omtanke og realisme:
»Økonomien dikterer i høj grad mulighederne, men med klog ledelse, god scouting og modet til at tænke nyt, er det muligt at gøre som Silkeborg – præstere langt over budgettets størrelse. Det er dér, FC Fredericia skal hente inspiration,« slutter Steen Houman.
Læs hele analysen her
Læs også





