Fredericia Kommune har nu besluttet at placere et nyt skoletilbud for elever i 7. til 9. klasse på Erritsø Fællesskole, afdeling Bygaden. Tilbuddet, kaldet 7.E-9.E, skal starte i skoleåret 2025/26 og bliver en del af UngFredericia. Beslutningen blev truffet af Børne- og Skoleudvalget og Unge- og Uddannelsesudvalget efter nøje overvejelser om, hvordan elevernes behov bedst kan imødekommes.
Det nye skoletilbud er målrettet elever, der har svært ved at trives i folkeskolens almindelige rammer, men som ikke har behov for den specialiserede støtte, der tilbydes på Frederiksodde Skolen. Ifølge forvaltningen er 7.E-9.E tænkt som en mellemform, hvor eleverne kan få et alternativt undervisningstilbud med en specialpædagogisk tilgang, samtidig med at de bevarer tilknytningen til folkeskolens faglige og sociale miljø.
Valget af placering
Forvaltningen vurderede to muligheder for placeringen: Erritsø Fællesskole, afdeling Bygaden, og Krackes Gaard i Fredericia centrum. Beslutningen faldt her på Bygaden, da man vurderede, at placeringen bedst kombinerer adgang til et ungemiljø og nærhed til folkeskolens almindelige aktiviteter.
Formand for Unge- og Uddannelsesudvalget, Pernelle Jensen, forklarer dog, at valget ikke var uden udfordringer.
– Der har været nogle overvejelser omkring placeringen, men det, der har været den største udfordring, er, at der ikke er helt den nødvendige plads. Men hvis vi ser på det overordnede billede, så lad os sige, at det er en beslutning, der skal tages med omtanke, siger hun.
Hun fremhæver, at den tætte forbindelse til den almene skole spiller en vigtig rolle i beslutningen.
– 7. til 9. klasse er et politisk tilbud, en mellemform, hvor man er i længere tid og derefter kommer videre. Det er vigtigt, at de placeres et sted, hvor de er en del af et almindeligt miljø og ikke adskilles fra det.
Ifølge forvaltningen tilbyder ungemiljøet på Erritsø Fællesskole, afdeling Bygaden, trygge og strukturerede rammer med en selvstændig indgang. Samtidig er miljøet tæt på skolens øvrige faciliteter, også ungemiljøet, hvilket giver eleverne mulighed for at deltage i skolens årshjul og aktiviteter i det omfang, det er muligt.
Placeringen gør det også lettere at dele viden og ressourcer mellem almenområdet og det nye tilbud, hvilket ifølge forvaltningen skaber en fordel for både elever og medarbejdere.
Krackes Gaard blev fravalgt
Imens vurderede forvaltningen, at Krackes Gaard ikke var en optimal løsning for det nye skoletilbud. Stedet er næsten fuldt belagt af kortere forløb som “Next Works” og “Ro og Mod,” som henvender sig til unge med andre behov.
– De tilbud, der findes på Krackes Gaard, er primært relateret til ‘Next Works’ og ‘Ro og Mod,’ som er tilbud, hvor man kommer ind i et forløb og derefter vender tilbage til almindelige områder. 7. til 9. klasse er et politisk tilbud, en mellemform, hvor man er i længere tid og derefter kommer videre. Det er et andet behov, forklarer Pernelle Jensen.
Hun tilføjer, at Krackes Gaard heller ikke har den samme tilknytning til folkeskolen, hvilket er en vigtig faktor for beslutningen.
– Når det kommer til Krackes Gaard, er der ikke meget, der taler for det. Den eneste fordel ved Krackes Gaard, som jeg kan læse ud af teksten, er, at det ligger tæt på kommunale medarbejdere. Jeg mener, at faciliteterne og placeringen tættere på den almene skole er vigtigere.
En ny start for eleverne
Med placeringen på Erritsø Fællesskole er rammerne sat for at give eleverne en ny begyndelse. Pernelle Jensen understreger, at der stadig vil være behov for løbende evaluering.
– Jeg ser ikke rigtig nogen ulemper ved det, men vi skal selvfølgelig afprøve det og se, hvad eleverne synes. Nogle af eleverne har måske haft dårlige oplevelser i folkeskolen og har brug for at komme ind i et nyt miljø, men vi giver det en chance på Erritsø Fællesskole, afdeling Bygaden, da det giver bedst mening til at starte med.