BUSINESS. Der er adresser i en by, der bærer deres egen historie. Danmarksgade 22 i Fredericia er en af dem. I 75 år er der blevet solgt sko fra hjørneejendommen på hjørnet af Danmarksgade og Gothersgade. Først som Holst Sko, senere som Ecco. Da Ecco slukkede lyset i foråret 2024, stod lokalet tomt for første gang i mands minde.

Nu vender livet tilbage til hjørnet. Den 28. februar klokken 8 åbner Skoskabet sin nye butik på adressen, og bag satsningen står ægteparret Frederik og Camilla Friis-Petersen, der i forvejen driver Skoskabet og søsterbutikken Skowolter i Middelfarts gågade.

Men det er en anden Camilla, der for alvor binder fortid og fremtid sammen på Danmarksgade 22. For bag disken kommer en ekspedient til at stå, som kender hvert et hjørne af butikslokalet – og en stor del af kunderne – i forvejen. »Hun har været i den butik i næsten 20 år, både da det var Holst Sko, og da det var Ecco,« fortæller Frederik Friis-Petersen. »Hun er et kendt ansigt i detailhandlen i Fredericia, fordi hun har solgt sko herovre i så mange år.«

Camilla startede hos Skoskabet i Middelfart den 1. februar, og i den kommende uge rykker hun sammen med indehaver Camilla Friis-Petersen til Fredericia for at gøre klar til åbningen.

Nyt navn, nyt sortiment – men skohjørnet består

Butikken i Fredericia bliver et rent Skoskabet-koncept med damesko fra størrelse 36 til 42 og herresko fra 41 til 47. Det bliver altså ikke en kopi af butikken i Middelfart, hvor Skowolter-afdelingen med yderstørrelser fylder en stor del af sortimentet. »Skowolter-konceptet med yderstørrelserne kan ikke bære to butikker så tæt på hinanden,« forklarer Frederik Friis-Petersen.

Frederik og Camilla Friis-Petersen i deres butik i Middelfart. Den 28. februar åbner parret Skoskabet på Danmarksgade 22 i Fredericia.

Til gengæld giver to butikker mulighed for at købe bedre ind, og det kan kunderne mærke. »Vi kan forhandle nogle bedre priser, og vi kan også få nogle bedre kreditaftaler, som er med til at øge vores sortiment hos den enkelte leverandør. Så begge butikker får et større udvalg.«

Blandt de nye mærker i Fredericia-butikken er Angulus, som ikke føres i Middelfart, og tasker fra Markberg. Derudover får butikken en lille afdeling med brugskunst, en aftale med det firma, der indretter Skoskabets vinduer i Middelfart, og som nu også står for vinduerne i Fredericia. »Det er selvfølgelig en skobutik, men man kan også købe strømper, tasker og så kommer der lidt brugskunst,« siger Frederik Friis-Petersen.

Goodiebags og 20 procent rabat fra klokken 8

Åbningsdagen den 28. februar byder på mindst 20 procent rabat på hele sortimentet, og de første 20 kunder, der handler, får en goodiebag med sig hjem. »I en af goodiebagsene ligger der et gavekort på 500 kroner, så der er nogle gode gevinster. Og i hver goodiebag er der ting for omkring 300 kroner,« fortæller han. Derudover vil der være udvalgte varer fra tidligere sæsoner til endnu lavere priser.

Et fuldtidsjob ved siden af drømmen

Frederik Friis-Petersen lægger ikke skjul på, at vejen til åbning nummer to har krævet sit. Han har et fuldtidsjob ved siden af skobutikkerne og arbejder tidligt om morgenen og sent om aftenen for at få tingene til at hænge sammen. »Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det har været hårdt. Sidste måned var hård, og det bliver det også indtil vi åbner,« siger han. Men stresset holder han fra døren: »Vi er godt med, så vi skal nok nå det. Der er ikke noget stress på.«

Varerne er begyndt at rulle ind på lageret og ud i butikken, og med en erfaren Camilla bag disken og en ny Camilla bag kulisserne er parret klar til at genoplive et af Fredericias ældste skohjørner.

Log ind

Bliv medlem (kommer snart)
Få adgang til eksklusivt indhold og funktioner

Kommentar

Ingen kommentarer endnu