I forbindelse med det kommende kommunalvalg i november 2025 har Socialdemokratiet i Fredericia fået et nyt ansigt på deres liste. Allan Pertti Frandsen, formand for EGIF Rugby og bestyrelsesmedlem i Herslev Beboerforening, melder sig nu på banen som kandidat. Pertti har tidligere haft erfaring fra kommunalpolitik i Grønland, hvor han introducerede Den Grønne Omstilling i Grønlandsk politik som medlem af kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq.
Selvom Pertti endnu ikke er formelt opstillet, da Socialdemokratiet skal godkende ham på deres opstillingsmøde, er han tydeligt engageret i at gøre en forskel i Fredericia.
Manglende dialog og grøn omstilling med omtanke
Efter at have boet i Herslev i godt fire år har Pertti bemærket, at der mangler en ordentlig dialog mellem kommunen og landsbysamfundene. I hans øjne blev Borger- og Demokratiudvalget, som tidligere tilvejebragte regelmæssige møder mellem byrådet og landsbysamfundene, nedlagt, og han mener, at det har skabt en afstand mellem politikerne og borgerne.
– Jeg flyttede til Herslev for fire og et halvt år siden, og noget af det, der hurtigt stod klart, var manglen på dialog mellem kommunen og os, der bor herude, siger Pertti.
– Tidligere havde vi Borger- og Demokratiudvalget i Fredericia, men det eksisterer ikke længere. Dengang var der årlige møder med landsbysamfundene, og det fungerede godt. Selvom intentionerne stadig er gode, og vi her i Herslev har haft besøg af byrådspolitikere, føler jeg, at der mangler noget.
Pertti ønsker, at kommunen fremover tager tidligt fat i borgerne og involverer dem i beslutningsprocesserne, især når det gælder omfattende projekter som kommuneplanforslag, der kan have stor indflydelse på borgernes hverdag.
– I forbindelse med kommuneplanforslaget, hvor der eksempelvis er udlagt 800 hektar til vedvarende energi, burde dialogen med borgerne være startet tidligere. Havde man involveret borgerne og borgerforeningen fra starten, kunne man have undgået det anspændte byrådsmøde, vi så i december, forklarer Pertti og tilføjer, at en god kommunikation er afgørende for at sikre en positiv proces omkring den grønne omstilling.
Grøn omstilling som folkesag
Som en del af sit politiske arbejde vil Pertti tage kampen op for at gøre den grønne omstilling til en folkesag. Han mener, at det ikke kun handler om at sikre miljøet, men også om at finde løsninger, der tager hensyn til både økonomi og velfærd.
– Den grønne omstilling burde være en folkesag, men desværre bliver den ofte mødt med modstand på grund af manglende omtanke i processen, siger han. –
– Alle ønsker en renere verden, frihed fra fossile brændstoffer og større selvforsyning. Jeg mener, det kræver, at vi tænker os bedre om, både som enkeltpersoner, familier og foreninger, så vi kan få mere ud af de ressourcer, vi har.
Pertti understreger, at kommunerne står under økonomisk pres, og at det er nødvendigt at finde nye løsninger for at bevare velfærden samtidig med, at den grønne omstilling gennemføres.
Støtte til Ukraine og genopstart af venskabsby-samarbejde
En vigtig sag for Pertti er også den fortsatte støtte til Ukraine. Han modtog i december et diplom fra Civil Defense Ukraine som anerkendelse af sin lokale indsats, og han mener, at det er vigtigt, at både lokalbefolkningen og det statslige niveau fortsætter med at støtte Ukraine.
– Jeg har fra starten støttet Ukraines frihedskamp, og i december modtog jeg et diplom som anerkendelse af min indsats. Det var en stolt oplevelse og en vigtig påmindelse om, hvorfor vi skal fortsætte med at støtte Ukraine, siger Pertti.
Derudover ønsker Pertti at genoptage samarbejdet med Ilulissat, Fredericias venskabsby i Grønland, og især udvekslingen af skoleelever, som desværre er blevet nedlagt de sidste par år.
– Jeg vil bruge mine kontakter i både Grønland og Fredericia til at få venskabet op at køre igen. Det er en vigtig forbindelse, og jeg tror, vi kan skabe en stærkere relation mellem de to samfund, afslutter han.