POLITIK. Det røde telt er slået op på Fredericias gågade. Kaffe på kanden, bolsjer på bordet og balloner til børnene. Socialdemokratiet indtog i dag bymidten med smil og åbne arme for at møde vælgerne på en lørdag, hvor foråret viste sig fra sin allerbedste side. Faktisk så godt, at en sjælden solformørkelse gled stille hen over himlen som ekstra kulisse til de lokale politiske samtaler.

Mellem snakkende kandidater og nysgerrige fredericianere møder vi Martin Ramsdal Pedersen. Han er ny kandidat på Socialdemokratiets hold frem mod kommunalvalget, og selvom han er ny i politik, virker han hjemmevant mellem håndtryk og smil.

– Jamen, det er jo en helt ny verden for mig. Jeg har aldrig prøvet det før. Jeg er først blevet politisk aktiv nu her inden for det sidste år til halvandet, siger Martin Ramsdal Pedersen.

Martin fortæller, at det var forhenværende borgmester, Steen Wrist, som først plantede idéen i ham tilbage i sommeren 2023, da dronning Margrethe besøgte Fredericia under sit sommertogt.

– Han sagde til mig: ‚Var det ikke noget?‛, og det tænkte jeg så godt og grundigt over. Efter en snak med Christian Bro blev jeg enig med mig selv om, at jo, det tror jeg gerne, jeg vil, siger Martin Ramsdal Pedersen med et smil.

At komme ud i gågaden og tale direkte med fredericianerne betyder meget for ham, fortæller han.

– Det er jo hyggeligt at komme ud og snakke med nogle fredericianere og høre lidt om, hvad der rører sig for dem, siger Ramsdal, inden han fortsætter rundt i gågaden.

Holdet skal ud at mærke byen

For borgmester Christian Bro handler dagen især om, at de nye kandidater får prøvet kræfter med virkeligheden – langt væk fra mødelokaler og byrådssal.

– Det er jo fordi, vi har et helt nyt kandidathold. Vi har lige fået plads på generalforsamlingen her for 14 dage siden. Og så tænker vi, at nu er vi på vej ind i foråret. Og det er godt, at vi er kommet ud og få banket rusten af i forhold til at få en valgkamp, forklarer borgmesteren og tilføjer:

– Vi profilerer Socialdemokraterne, men lige så vigtigt er det jo også, at de nye kandidater lige får lov til at mærke lugten af savsmulden og kommer ud og prøver lidt at stå her på gågaden.

Han kigger kort op mod himlen. 

– Så er det bare perfekt, når der er tørvejr og sådan en forholdsvis okay forårsdag, siger borgmesteren med et smil.

Folketingskandidat klar til at støtte lokalt

Blandt dem, der også var mødt op for at vise flaget, var Maria Radoor, Socialdemokratiets lokale folketingskandidat. Hun er, ligesom flere af byrådskandidaterne, ny i det politiske landskab og mener, at samværet giver en helt særlig synergi.

– Jamen, jeg er mødt op for at støtte mine partikammerater og så også for at fortælle, at jeg selv er ny kandidat. Jeg tænker,at det giver sådan en god synergi, at vi er her samlet som hold, siger Maria Radoor.

Hun fortæller, at fællesskabet betyder meget – både for hende selv og for kandidaterne til byrådet, som alle står i samme båd.

– Vi kan udbrede kendskabet til hinanden. Selvfølgelig skal vi have udbredt kendskabet til vores nye partifæller, der stiller op til byrådet. Og jeg er jo også ny, så jeg kommer selvfølgelig og støtter op om deres projekt, siger hun og understreger:

– Vi ved jo ikke, hvornår folketingsvalget kommer, så på den måde har jeg lidt travlt. Derfor er jeg ude hver gang, der er et arrangement.

Og travlt havde alle kandidaterne, men tog sig alligevel tid til en snak, et håndtryk eller til at tilbyde en kop kaffe til de forbipasserende.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer