BUSINESS. Hos Wunderwear i Fredericia er en ny teknologi flyttet ind i prøverummet. Her kan kunderne nu få hjælp til at finde den helt rigtige bh-størrelse med en digital scanning, der på få sekunder måler kroppen og giver forslag til den bedste pasform.

Den nye scanner, kaldet Bra Size Scan, er sat op i samarbejde med undertøjsleverandøren Van de Velde, og den er allerede blevet et populært indslag i butikken på Gothersgade.

»Personalet og jeg har selv leget lidt med scanneren, og jeg må bare sige, at jeg er blæst bagover i forhold til, hvor præcis den er. Den scanner i punktform og laver en personlig størrelsesprofil, hvorefter den guider til de modeller, der passer bedst og er på vores lager,« fortæller indehaver Anne-Mette Itzke.

Ifølge hende har kunderne taget godt imod den nye teknologi. Mange synes, det er både sjovt og imponerende at se, hvordan den virker. »Vi har allerede haft en del kunder igennem den, og de fleste synes, det er sjovt at prøve. Det er spændende at se, hvordan det virker, og kunderne synes, at det er virkelig smart,« siger hun.

Selvom scanneren kan give forslag til størrelse og modeller, betyder det dog ikke, at de ansatte bliver mindre vigtige. Tværtimod ser Anne-Mette Itzke teknologien som et supplement til den personlige rådgivning.

»Hvis man er i tvivl om sin størrelse, kan det være rigtig fint at få scanningen med ind over også – det er en ekstra sikkerhed og et superfint supplement til vores arbejde i butikken. Men jeg føler ikke, at mit arbejde er truet af den – den fungerer klart bedst i samspil med os, der arbejder i butikken. Den personlige samtale med kunden er stadig vigtig og noget, maskinen dog ikke kan klare,« siger hun.

Med den nye scanner bliver det altså både lettere og lidt mere high-tech at finde den perfekte bh i Fredericia.