Med kommunalvalget i 2025 på horisonten har SF i Fredericia valgt en ny spidskandidat, Malene Søgaard-Andersen. Hun træder frem i rollen, som partiets frontfigur, mens SF’s nuværende byrådsmedlem Connie Maybrith Eden også stiller op, dog ikke som spidskandidat.
For nogen tid siden blev det offentliggjort, at Malene Søgaard-Andersen er SF’s nye spidskandidat, men det er ikke en helt ny person, som er kommet ind fra sidelinjen. Søgaard-Andersen har tidligere været en del af paragraf 17.4-udvalget om fremtidens skole.
– Jeg sad i paragraf 17.4-udvalget om fremtidens skole. Hvis jeg skulle vælge nogle mærkesager, ville skoleområdet helt klart være en af dem. Det handler om at få set på og justeret vores skolestruktur og lave de nødvendige tilpasninger.”
Skoleområdet er centralt for hende, og hun mener, det kræver betydelig opmærksomhed og investeringer. Inde i centrum er der eksempelvis ikke en folkeskole.
– Jeg synes, det er en stor fejl. Det bør være sådan, at når man bor inden for Volden, skal man kunne gå til skole i nærheden. Udfordringen, som jeg ved fra tidligere og fra paragraf 17.4-udvalgene, er, at det kræver en stor investering i grundene nede ved havnen, så man kan bygge en stor skole. Så vi skal finde en god løsning. Jeg mener, det er for dårligt, at vi ikke har en folkeskole inden for Volden, slår Malene Søgaard-Andersen fast.
Hun understreger, at skoleområdet er et af de vigtigste emner for SF, og de har allerede planlagt en begivenhed for at starte valgkampagnen.
– Vi har for eksempel inviteret til et borgermøde om skoleområdet sammen med de Konservative næste tirsdag, hvis jeg husker rigtigt. Vi ser det som startskuddet på vores valgkampagne, da skoleområdet er et af de vigtigste emner for os, siger Søgaard-Andersen.
Skolestrukturen under lup
Malene Søgaard-Andersen er bekymret for den nuværende skolestruktur og dens indvirkning på elevernes læring.
– Jeg synes, det vigtigste er, at vi får kigget på indholdet. Vi har en skolestruktur, hvor alle børn, med undtagelse af dem, der går på skolen i Taulov, skal skifte skole, når de går fra 6. til 7. klasse. Forskning viser, at børn kan miste op til et års læring, når de skifter skole. Det betyder, at alle vores børn potentielt kan tabe op til et års læring, når de skifter fra én skole til en anden.”
Hun mener, det er nødvendigt at evaluere og justere skolestrukturen for at forbedre elevernes uddannelsesmuligheder.
– Vi har brug for en evaluering af skolestrukturen og en justering, så vi kan gøre mere og bedre for de børn, vi har ansvar for.”
Udfordringer i Fredericia Kommune
Erhvervsmæssigt er Malene Søgaard-Andersen skoleleder i Kolding Kommune. At hun kommer fra Fredericia har hun ikke skiltet højt med i de seneste par med flere sager, der har trukket landsdækkende overskrifter.
– Nu arbejder jeg i Kolding Kommune, og nogle gange er det ikke noget, jeg ligefrem praler med, at jeg kommer fra Fredericia Kommune. Det kan være lidt pinligt at skulle forklare om den ene borgmester efter den anden, der er trådt tilbage på grund af sager, siger hun.
Hun understreger behovet for stabilitet og klar retning i kommunens ledelse.
– Vi har brug for politikere, der tør sætte en klar retning for forvaltningen, så de ved, hvilken vej de skal gå – og ikke omvendt. Jeg tror på, at politisk mod kræver indsigt i, hvordan man arbejder, og at man tør stille spørgsmål ved de beslutninger, der er truffet tidligere, forklarer Malene Søgaard-Andersen.
Manglende økonomisk styring
Malene Søgaard-Andersen kritiserer også den økonomiske styring i kommunen. Flere gange har man set, at budgetter er skredet selvom, at der er blevet talt om retvisende budgetter.
– Det er simpelthen så pinligt. Nu går vi ind i en ny runde af budgetforhandlinger, og vi tør dårligt nok bruge ordet ‘retvisende budgetter’. Det er, som om det er en meget svær opgave for kommunerne, og det forstår jeg simpelthen ikke, forklarer Søgaard-Andersen.
Hun peger på, at der er behov for en mere gennemskuelig og ansvarlig økonomisk styring, og hun er klar til at udfordre status quo, hvis hun får mulighed for det. Eksempelvis peger hun på familieområdet, der har et stort skred på omkring 30 millioner kroner allerede ved anden budgetopfølgning.
– Ja, hvis jeg er så heldig at komme til at sidde i udvalget – og hvis strukturen fortsætter som den er, og jeg får en plads i Børn og Skoleudvalget – så vil jeg helt sikkert undersøge, hvordan det her er blevet håndteret, slår Malene Søgaard-Andersen fast.
Malene Søgaard-Andersen afslører, at hendes tilgang til politik vil være præget af mod og vilje til at udfordre.
– Jeg har tidligere udtalt, at jeg trykker på ‘bullshit-knappen,’ og det gør jeg igen i dette tilfælde. Jeg har selv arbejdet i Fredericia Kommune, og hvis man har øjne og ører i hovedet, kan man se, at der er familier, der ikke har fået den nødvendige hjælp i tide, siger hun.
Hun fremhæver nødvendigheden af at adressere problemerne direkte og sikre, at alle borgere i kommunen får den hjælp, de har brug for.
– Manglende rettidig hjælp fører til rigtig dyre udgifter senere. Selvfølgelig kan der flytte en familie til, som pludselig har brug for anbringelse af børn eller en meget dyr indsats, men det kan ikke forklare en forskel på så mange millioner kroner. Det tror jeg simpelthen ikke på, siger Malene Søgaard-Andersen.
Personlige refleksioner
På spørgsmålet om, hvem Malene Søgaard-Andersen er som person, svarer hun:
– Først og fremmest er jeg jo forælder. Min dreng er godt nok 17 nu, så han er ikke helt lille længere. Men når jeg kommer hjem fra arbejde, er jeg også bare en forælder. Jeg er et familiemenneske og en kreativ sjæl. Jeg elsker at strikke og nyder at gå til koncerter, både her i byen, i København og også i udlandet, siger hun.
Hun er klar til at bringe denne personlige passion og engagement ind i politik og ser frem til udfordringerne, der venter.
– Der synes at være en vis berøringsangst over for visse emner, og det er i hvert fald noget, jeg vil udfordre i mit arbejde i byrådet, hvis jeg bliver valgt, slutter Malene Søgaard-Andersen.
Foruden Malene Søgaard-Andersen og Connie Maybrith Eden har SF offentliggjort, at Ole Olsen og Lars Olesen stiller op til kommunalvalget. Flere kandidater forventes at komme på listen, når partiet holder generalforsamling i 2025.